Wario World

Wario - nu i 3D

Wario er ankommet på Gamecube. Nu får vi lov til at styre antihelten gennem hans 3D debut. En debut der indeholder nogle små sjove detaljer, men bestemt også en del frustrationer. Vi har slået, hoppet og tabt et par hår på issen gennem testen af Wario World.

Da Wario i sin tid fik sit første spil tilbage på den gamle Gameboy blev han hurtigt et hit, specielt blandt de yngre spillere verden over. Faktisk blev han så populær at alteregoet til Mario er helt oppe på sit nu femte spil i hans egen platform serie. For nyligt udkom Wario Ware Inc. til Game Boy Advance, et spil som ikke gik inden for den genre vi normalt ser Wario bevæge sig i. Men frygt ej, han er tilbage i sit hoppende og slående gamle jeg - det eneste han tænker på er stadig sine penge.

Fra luksus til laser

Efter de lange rejser for at finde diverse former for værdier, er Wario endelig tilfreds med hans formue. Han har fået bygget sit drømme slot og sidder nu og piller næse og renser fødder i ren idyl. Men når noget kan gå galt, så gør det bestemt også. En af hans største juveler i samlingen er ikke helt hvad den giver sig ud for at være. Den kommer til live og begynder at suge alle hans skatte til sig og gøre dem til monstre under dens vilje. Det er selvfølgelig dig som spiller, der skal hjælpe Wario med at banke livet ud af monstrene, så han igen kan få sin elskede samling af rigdommen tilbage.

Semi 3D

Det er første gang vi ser antihelten rykke ind på de nye "store" konsoller. Ikke engang på Nintendo 64 var han den heldige vinder af sit eget spil. Tiden tro er han denne gang i 3d, men ikke på samme måde som i blikkenslagerens spil: Mario Sunshine. Wario World kan bedre sammenlignes med et andet populært spil, nemlig Crash Bandicoot. For selvom spillet ganske vist er tredimensionelt, har man ikke fuld bevægelsesfrihed. Noget af det der understøtter følelsen af begrænset bevægelsesfrihed er, at man ikke kan bevæge kameraet, så når der nogle gange skal løbes mod steder hvor man ikke har mulighed for at se, bliver det til mange hop i blinde.

Surrealistisk

Et eller andet sted sidder en designer, som ville være guf for enhver psykolog. Banerne svinger milevidt i udseende, indeholdende alt fra cirkus temaer til den obligatoriske isbane. Specielt fjenderne er utroligt atypiske i forhold til hvad vi normalt ser og selvom det er de samme, bare med nyt udseende alt efter temaet, så ligner det noget der er skabt i et frygteligt mareridt. Dinosaurer i babytøj med dertil hørende kølle, bure der har arme og ben og høns der smider kugler med ansigter på. Kan man lide den sære japanske stil som optræder i spillet, vil man føle sig hjemme lige med det samme.

Slå dem, kast dem

Det er ved at være en trend hos nogle udviklere, at spillene skal være kortere og kortere, men så tilgengæld fyldt med gameplay så man ikke når at blive træt af dem før de er overstået. Wario er et af disse spil, lige bortset fra at man hurtigt kan få nok af at spille det i længere tid. Mens spillet indeholder friske pust hist og her, ligger ensformigheden lige om hjørnet. Det kommer til udtryk i den megen backtracking, hvor man skal tilbage i banen for at finde en skat man har aktiveret langt fremme og at fjenderne re-spawner hele tiden og det er jo begrænset hvor mange af de samme fjender man har lyst til at nedlægge igen og igen. Heldigvis kan fjenderne uskadeliggøres på flere måder og Wario er bl.a. udstyret med et piledriver hop, der kan kaste de besvimede fjender væk eller give dem en svingtur som selv en tornado ville blive jaloux over. Men der bliver bestemt også brug for disse tricks, da hver bane har en boss for enden og hver tredje bane består af én stor boss.

Ikke Nintendo standard

Wario World er jo som bekendt ikke udviklet af Nintendo og spillet er da heller ikke i den klasse som Nintendos spil plejer at ligge i. Grafisk er det et en fryd for øjet, også selvom det indeholder nogle grumme "fejl" med fjender, der grundet piledriver tricket, forsvinder halvt ned i jorden. Men allerede efter en halv times spil begynder lydsiden, hvilken i øvrigt præsenteres i Dolby Pro Logic, at være irriterende. Wario pruster så utroligt mange irriterende og begrænsede lyde ud, at det til sidst næsten bliver en pine at høre på. Irritationen bliver ikke mindre, når man for gud ved hvilken gang, ikke kan finde rundt på de til tider indviklede baner og bare leder efter de ting, som skal findes for at gennemføre dem. At spillet kan linkes med GBA for at få en demo af Wario Ware Inc. er en sjov lille ting, men ikke noget der forbedrer spillet synderligt.

Konklusion

Selvom spillet indeholder nogle friske pust hist og her i form af ting der skal gøres på bestemte måder, kan spillet ikke skjule at det er et platform spil uden de store udfordring eller fornyelser. Fans af Wario vil føle sig hjemme i den velkendte måde at gøre tingene på fra hans 2d dage. Men der skal ikke forventes at være mere end til ca. 6 timers middelmådig spil-oplevelse.