Sword Of The Samurai

Jeg er til tider grimt bidt af en gal samurai og finder 1600 tallets Japan yderst interessant og spændende. En tidalder gennemsyret af magtkampe og det 'stoiske' samuraikodeks, har også været guf for spiludviklere på jagt efter atmosfære. Da jeg ikke kan få nok, var jeg hurtig over muligheden for at anmelde samuraisimulationen af Genkis/Ubi Softs Sword of the Samurai (SotS), og på de områder hvor det tæller, skuffer spillet da hellere ikke.

Spillet er bygget op om en karriere mode (Bushido Quest), en Kæmp mod tiden mode (Time Attack) og en normal en-mod-en mode (Versus). Hvor karriere moden helt sikkert er den mest interessante at kigge på af de tre, hvorimod Time Attack gælder om at dræbe flest inden for en tidsramme og en-mod-en, som det nok kan forstås, blot er slåskamp mod en modstander. Til gengæld er karriere delen yderst ambitiøs fra Genkis (udviklerne, Ubi Soft er udgivere) side, da man her fra bunden kan få lov at bygge sin egen kæmper op fra bunden - og det kræver både tid og mod.

Det at bygge en kæmper op fra bunden er ikke blot at slås mod fjender der stiger i sværdhedsgrad, hvorefter man 'trylle trylle' får nye moves, nej det blot en lille del af det store billede. Når man efter en lille og simpel introfilm har valgt at træne i dojo (man kan også sige nej, men det nytter intet), skal man lære alt fra bunden. Lige fra at bevæge sig, til blandt andet at angribe (O knap), parrere (X knap) og bryde parader (Firkant knap). Disse tre valg kaldes også henholdsvist Ko, Tai og Ken. Udover dette skal man også øve sig på åbningsangreb og vigtigst at skifte mellem forskellige 'forms' som det kaldes. En form er ens positur, hvorfra man angriber, man kan vælge op til 3 forms som med et tryk på enten R2 eller L2 kan skifte imellem. Disse er vigtige da de kan være forskellen mellem at angribe i en parade eller slå paraden op og gøre modstanderen åben for det dræbende stød. Det lyder måske tildels let nok, men det er det ikke, disse forms læres undervejs og skal så fyldes ud med indlærte Ko,Tai, Ken. Altså skal man i de dertil indrettede (og overskuelige heldigvis) menuer lave sin karakter, efter ens præferencer som man langsomt får. Det er svært at se hoved og hale i, fra starten af, men hvis man kaster sjæl i det er det enormt fedt at udvikle sin samurai i den retning man netop ønsker det.

Mellem sin træning kan man kaste sig ud i lovlige kampe med træsværd eller ulovlige kampe på liv og død om natten, samt kampe med specielle sværd som prisen. Vinder man stiger man i fame, og bad fame hvis man kæmper i de mere lyssky turneringer. Man kan også gå og bede om jobs som kan vedrøre at beskytte en person eller kæmpe mod røverbander osv., det er dejligt afvekslende at komme ud og svinge med sværdet, hvor det virkelig tæller, men passer man ikke på kan nemt komme i knibe, hvis man ikke har trænet nok i forvejen. Bliver man kendt og virkelig dygtig kan man møde rigtige samuraier fra fortiden, så bliver det først farligt svært og meget udfordrende.

Skal man se nærmere på mekanikken i gameplayet må man sige at autencitet er kodeordet, spillet er gennemsyret af præcision og Genki har med vilje ikke gjort spillet venligt for folk der ikke brænder for at blive samurai. Det kan være meget afskræmmende at skulle lære så tunge systemer fra bunden, som SotS byder på og den enkle Versus

mode er simpelthen for tynd til andet end morskab mellem kendere af spillet. Spillet skal dog ikke have prygl for at sætte krav til spilleren, hvilket så mange andre spil ikke længere gør, her lefles ikke for at score lette point og i længden vinder spillet på det. Kritik er der dog, især i starten er spillet alligevel for svært at komme ind i, der bruges en del fagudtryk som er lidt svære at få styr på og selvom menuerne er rimelige at komme igennem, kan de godt blive forvirrende. Udover det er mange af fodsoldaterne man kan møde i spillet, for nemme at dræbe, mens oversamuraien til sidst er meget sværere. Selvom det er ligeså meget bevis på ens manglende styrke. Værst er det dog at spillet i opstartsfasen kan blive kedeligt, de forskellige prøver man skal igennem ender til sidst med at man mere end at øve sig blot prøver og prøver, indtil man kommer videre, hvilket ikke er formålet. Alligevel er SotS et unikt og rigtig godt spil.

Lyden er meget sparsom, der er japansk musik der passer til stemningen og lydeffekter af sværd og skrig fra de dræbte. Lidt voiceacting er der også, men den er sparsom og rimelig ringe. Man ønsker næsten at der hellere var tekst hele vejen igennem. Kort og godt er lyden faktisk middel og det er kun fordi musikken er stilfuld og selvfølgelig passer perfekt til stemningen, resten er en omgang kedelig lyd der ikke irriterer men aldrig ophidser.

Grafikken er også en skurk i spillet og trækker en karakter ned i overall. Spillet ligner en launchtitel og det er ikke godt. Godt nok er figurerne pæne at se på, men det er altså i en meget kedelig forstand. De er ikke særligt detaljerede og de textures man har valgt at bruge er af meget lav kvallitet. Ydermere er omgivelserne ofte 2D billeder og de passer underligt dårligt ind i resten af spillet. de stikker frem og virker meget døde og statiske, det er en skam da det trækker ned i stemningen. Nu er grafikken jo heller ikke det vigtige i spillet, det er gameplayet, men der har ikke været brugt nok tid på spillet til at det bare kan være en middel titel nu. Menuerne er også ret kedelige (dog effektive) og er ikke ret meget andet end funktionelle. Godt nok skal der ikke være blær når det er en titel som denne man spiller, men man kunne godt ønsker sig noget lidt mere originalt. Det eneste positive er dog at animationerne er meget flydende og lækre at se på, her er der kælet meget mere ved det hele end ved resten af grafikken.

Alt i alt, har jeg, som det gerne må fremgå af anmeldelsen, moret mig godt med SotS. Nu er jeg måske også skadet af min interesse for tiden, men det vil også kun være den slags folk der vil spille SotS er jeg sikker på, og de vil ikke blive skuffede over det dybe gameplay. De vil finde stor holdbarhed i spillet, da man nemt kan smide over 20 timer i spillet. Der er dog faren for at man hurtig bliver træt af det tunge gameplay. SotS vil helt sikkert afvise mange på grund af de manglende blæreeffekter og ambitionsniveauet, da grafikken virkelig ikke er særlig god og indlæringskurven er høj. Nåja så er lyden ret kedelig. Spillet er ikke for alle og det bliver der ikke lagt skjul på, man skal tage SotS for hvad det er: en fantastisk simulation, da det ikke er en fighter som Tekken. Jeg kan anbefale spillet til entusiaster, andre bør nok leje først. Kig på gameplay karakteren, det er den der tæller her.