I 1993 var adventurespillene stadig blandt de mest populære spiltyper. Den ofte humoristiske historie, udforskningen og de tankekrævende opgaver - puzzles - var hovedingredienserne i en spiltype bundet sammen af fortælling og prædetermineret dialog. LucasArts var blandt de toneangivende udviklere, og det er da også netop et LucasArts-spil jeg har haft fornøjelsen af at genspille.

Sam & Max: Hit The Road er en af de mange klassikere der ofte nævnes, når samtalen falder på klassiske adventurespil. Det er historien om to detektiver, hvis job det er at finde et kærestepar, der på mystisk vis er forsvundet. Umiddelbart lyder dette måske ikke som grundlaget for en humoristisk historie, men det er da også primært hovedpersonerne der gør historien humoristisk. Sam er den klassiske Sherlock Holmes-detektiv personificeret i en hunds skikkelse, mens Max er en nærmest psykotisk kanin, der trofast følger Sam. Dette makkerpar er spillets hovedpersoner, men det er først og fremmest Sam, som spilleren kontrollerer.

Dialogen mellem Sam og Max er noget af det sjoveste i spillet. Den er langt mere velfungerende end den øvrige dialog, der er plaget af platheder og kedelige konversationer. Spillets resterende persongalleri, heriblandt det forsvundne kærestepar - en bigfoot og en girafkvinde - er først og fremmest humoristisk i visuel forstand - dialogen fandt jeg ikke så skør og overraskende som mellem de to hovedpersoner.

Skør og overraskende er derimod særdeles rammende betegnelser for den fordrejede udgave af USA, som historien foregår i. Sam og Max rejser på kryds og tværs mellem overdimensionerede turistattraktioner, næsten identiske burgerrestauranter og lignende symboler på den storslåede amerikanske kultur. To eksempler er verdens største garnnøgle, der er så stor, at en restaurant har slået sig ned på toppen og en kombineret krokodillefarm og golfbane, hvor Sam kan slå golfbolde efter krokodillerne. Det er et spændende univers at udforske, og detaljerigdommen er stor, også rent grafisk, hvilket gør det ekstra motiverende at følge Sam og Max på deres rejse.

Historien som binder hovedpersonerne til dette skøre univers, og som bør være spillerens hovedmotivation for at spille spillet, er generelt både underholdende, velfungerende og endda flere gange ganske overraskende. Der har desværre sneget sig en del unødvendige scener og dialog ind, hvilket virker som ligegyldigt fyld og dermed spilder spillerens tid. Introsekvensen er et godt eksempel på dette. Ganske vist introduceres spillets hovedpersoner, men det gøres i en kontekst der er helt udenfor resten af spillets historie. Desuden fungerer den første dialog mellem de to hovedpersoner langt bedre som en introduktion til deres indbyrdes relationer, og introsekvensen er dermed overflødig.

Eksempler på ligegyldig dialog findes i spillets sidste del, hvor flere af Sams samtaler med forskellige karakterer viser sig ufrugtbare. De indeholder ingen informationer om løsningen af puzzles, ligesom de på ingen måde hjælper historien videre eller underholder spilleren.

Selvom historien er altafgørende for et spil af denne type, så er det selvfølgelig altid relevant at se på hvordan spilleren kan hjælpe den på vej - interaktionen om man vil. Spillet benytter LucasArts' SCUMM-system - et smart system udviklet for at lette arbejdet med at lave et adventurespil, og et system LucasArts har benyttet på hele tolv titler. Det er selvfølgelig smittet af på spilmekanikken, der minder meget om tidligere SCUMM-udgivelser som eksempelvis The Secret Of Monkey Island og Monkey Island 2: Le Chuck's Revenge. Spilleren har gennem cursoren mulighed for at påvirke spillet på fem forskellige måder: Walk to, Talk to, Look at, Pick up og Use. Det er en del færre end i førnævnte Monkey Island-spil, hvor kommandoerne i øvrigt blev tilgået via tekstknapper, men det har samtidig fjernet den forvirring der i tidligere SCUMM-spil kunne opstå i eksempelvis forskellen på Open og Pull eller Close og Push. Resultatet er et særdeles brugbart og simpelt kontrolsystem.

Som nævnt så er puzzles en vigtig ingrediens i denne type spil, og Sam & Max indeholder da også sin del. Langt de fleste er logiske i både deres placering og løsning - jeg var aldrig i tvivl om at pæren skulle skrues i lommelygten, og at den derefter skulle anvendes et mørkt sted. Denne type puzzles, hvor objekter anvendes logisk og deres primære egenskaber udnyttes, er forholdsvis lette at løse, men desværre risikerer de også at blive lidt for ordinære for den erfarne adventurespiller - hvad der også er tilfældet for flere puzzles i Sam & Max. Heldigvis er der også en håndfuld svære puzzles der er langt mere tilfredsstillende at løse - jeg fandt det eksempelvis både sjovt og udfordrende at trække en tand ud på en mekanisk dinosaurus ved hjælp af garn, Max og en bildør. Desværre er der også et tilsvarende antal gåder, som for mig virkede ulogiske, hvilket resulterede i at jeg slavisk måtte gennemgå alle (u)muligheder.

Denne gennemspilning har bekræftet de få erindringer jeg havde om spillet - nemlig at historien er sjov og især bæres af det skøre univers og samspillet mellem de to hovedpersoner. Rent spilhistorisk er kontrolsystemet værd at lægge mærke til, da det er første gang LucasArts anvender en cursor til at fjerne et opmærksomhedskrævende interface, uden at gå på kompromis med de spilmekaniske muligheder. En fremgangsmåde Sierra, med King's Quest V, allerede tre år tidligere havde anvendt. På trods af spillets svagheder, herunder især dele af dialogen samt enkelte ulogiske puzzles, så vil Sam & Max fortsat være et spil der bør nævnes, når samtalen falder på klassiske adventurespil.



Kommenter anmeldelsen...