Er verden blevet mærkelig? Forklar mig!

Kærlighed, forhold og sex handler ikke længere om følelser – Det handler om bekvemmelighed, pakkeløsninger og fysisk tilfredsstillelse.

Jeg undrer mig bare?

Jeg møder ofte venner og bekendte, der kalder mig et romantisk fjols, fordi jeg bliver harm, når de fortæller mig om deres forhold til kærlighed.

I dag er det normal tankegang, at "det kunne da være rart, hvis jeg kunne finde sammen med ham/hende, fordi det passer ind i min plan" – Det handler ikke længere om at "Jeg kan ikke eksistere hvis han/hende ikke er i mit liv".

I dag er det normalt at bruge folk. Og tro mig platte gamle fordomme om mænd er bare ikke gældende mere. Kvinder er ligeså store pricks.

Hvad er der sket? Og er det bare mig der er et naivt fjols?

Nej, du er ikke et naivt fjols, jeg tilslutter mig klart din holdning og har også diskuteret dette før på heroes.dk.

Jeg er også meget træt af folks overfladiske forhold og en kæmpe del af dem man kender er blændede folk der kun går op i den erotiske del af deres forhold.....det er temmelig langt ude, jeg tror det kan skyldes mange forskellige ting men bl.a. alle de sexfikserede reklamer og internet porno, den verden som burde gå under er svær at bekæmpe og umulig at undgå da den optræder overalt, måske får det folk til at tro at det er det vigtigste og bedste her i livet....selvfølgelig tager de fejl.

Det er trist at så mange ikke bruger deres intellekt og lader sig styre af deres mest simple drifter.

Lad os lige først starte med at slå fast at opfattelser som "den eneste ene" og "kan ikke leve uden" ovs. startede med Goethes "Den Unge Werthers Lidelser" fra 1774, før det havde synet på den slags stærke følelser været som vi ser dem i "Romeo og Julie" hvor de to unge elskende går til grunde fordi de giver sig hen til ukontrollable følelser.

Set fra mit (kyniske) synspunkt er romantikkens menneskeopfattelse en kæmpe misforståelse, og jeg er meget mere interesseret i at finde sammen med en af de mulige kvinder jeg kan opbygge et fornuftigt forhold med end jeg tror på at alting kan klikke hvis bare jeg møder "den eneste ene".
Forhold tager tid at opbygge, og det kommer til at gøre ondt en gang imellem hvis man vil hinanden.

Omvendt er mit fokus heller ikke på det seksuelle (så var der godt nok mange duller jeg kunne have "ordnet" i min tid) men snarere på de personlige relationer.

Da det vi kalder kærlighed aligevel ikke kan udtrykkes i almindeligt sprog, tillad mig da at citere fra det gamel testament, højsangen kapittel 8 vers 6


Ikke derved være sagt at jeg er religiøs på nogen måde, bibelen rummer bare glimt af god poesi en gang imellem, specielt i højsangen, der er mere folkelig end meget af det andet =)

Man kan nok godt vænne sig til at elske en - det er jeg faktisk sikker på man kan. Men jeg tvivler på, at man kan vænne sig til at blive FORelsket i en. Og det aspekt skal vel helst med, når vi taler forhold og ikke bare venskab. Ellers er der ikke meget ved det.

Eller at visse koncepter er indarbejdet i deres forståelse på forskellige måder.

Hvis din påstand havde generel gyldighed, ville al psykologisk videnskab være grundløs.

Du påstår altså at alle individer er ens, i forhold til kærlighed?

jeg kan se at folk på Playright har taget lommefilosoffen op af skrinet og støvet ham lidt af. Det er jo vidunderligt.

Folket har ændret sig og normerne i samfundet ligeså. Men det betyder ikke at vi skal alle følge trop med disse forandringer.
Verdenen er jeres syn på den, det er absolut ikke forkert at være en romantiker, at tror på noget større end en selv. Det giver en aspekt i ens person, som vil reflektere på din omverden.
Der eksistere stadig ære og værdig iblandt os og hvis nogen nogensinde vil frastjæle dette - så ved de hvad de kan forvente.

KAMP TIL STREGEN!

Som en klog gammel mand engang sagde: "all you have to do in life, is to figure out what to do with the time, thats been given to you" - gandalf the grey

Længe leve romantikken!

Jeg tror også at de fleste egentlig er ens, men det er fordi de følger strømmen, ofte uden at vide det, det varierer også i hvilken grad man gør som andre....

Jeg er heller ikke religiøs iøvrigt, og jeg synes det som her bliver relateret til som "det løse" er unødvendigt, jeg foretrækker selv forelskelse og derefter en affære, tingene skal helst gå lidt langsomt så man er sikker i sit valg, da mange skilsmisser tyder på det omvendte.

Og jeg tror heller ikke på den eneste ene, jeg tror nærmere det er en blanding af indstilling før forelskelsen og kemi der udgør forelskelsen, for f.eks. kvinder skulle blive tiltrukket af mænd der har samme lugt som deres far.

Generelt for begge så leder man efter gode gener, hvilket også er forklaringen på hvorfor folk bliver forelsket i personer der ser godt ud, er flinke og lignende, det bliver tolket som gode gener og derfor mener man at netop ens slægtning har større chance for "overlevelse".

Og angående Dawn's indlæg så er det sikkert inspireret fra et eksistenstialisk synspunkt hvilket er at man indser man har total frihed og ultimativ ansvarlighed, det eneste man er, er summen af ens handlinger. (Hvilket jeg også går ind for)

Jeg er af den overbevisning, at vi ville kunne kurere hovedparten af de onder størstedelen af verdens befolkning i dag lider af/under, ved at finde ud af hvordan vi mennesker er "beregnet" på at leve.

Vi er, som alle andre levende væsner formet af de forhold vi har udviklet os under.
Ligesom vand former sig efter den beholder det anbringes i, er vores kroppe og sind formet efter en bestemt livsform.

Den måde vores samfund er opbygget på i dag, er set i relation til resten af menneskets historie en fodnote, som kun udgør ganske få procent af menneskeracens totale eksistens.

Man kan så fornuftigt nok spørge om, i relation til den måde vi lever på i dag, om ikke det bare er en del af en naturlig udvikling, som vi bare skal have tid til af ”vende” os til?

Til det vil jeg svare, at det da er en mulighed, men at vi for det første ikke har nogen dybere indsigt i hvad der forsagede den nylige forandring i vores samfund, og for det andet at det meget vel kunne blive en meget lang og meget ubehagelig proces for hele menneskeheden.
Og er det da ikke en given samfundsstrukturs fornemste opgave, at sørge for at flest muligt har det bedst muligt over så lang tid som muligt?

Et andet spørgsmål er om den type samfund vil lever i overhovedet er en stabil størrelse, og om den ikke ganske hurtigt vil bryde sammen ("ganske hurtigt" er i denne forbindelse 500 - 1000 år)?

I alle udviklingsforløb forekommer der af og til små hvirvler som forstyrrer den glatte kurve, måske er vores nuværende samfund en sådan hvirvel i menneskehedens historie.