 Sumez | Skrevet 15/01-16 10:34, rettet 15/01-16 10:35 | Del 1 af min liste
1/52 - Leisure Suit Larry 6
Var kæmpestor fan af adventure-genren gennem hele dens storhedstid, og selvom jeg som de fleste andre er på LucasArts vognen, er Larry-serien, trods alle dens mangler, en af dem jeg har gode minder om.
Tror ikke jeg har spillet det siden Larry "Collector's Edition" kom i midten af 90'erne, men det er alligevel utroligt så meget jeg husker. Klarede det igennem på et par timer uden brug af walkthroughs eller lignende.
Det er faktisk et væsentlig meget bedre spil end jeg husker, uden de klassiske Sierra blindgyder eller ulogiske puzzles. Faktisk er spillet rigtig godt til at pege en i retning af løsningerne uden at sige særlig meget direkte.
2/52 - Ys: Memories of Celceta
Ikke noget super mindeværdigt spil, men det har Ys-charmen, og er underholdende hele vejen. Måske en anelse langtrukkent.
3/52 - Donkey Kong Country
En ny gennemspilning mindede mig om hvorfor jeg aldrig erhvervede mig spillet som barn - Jeg lejede det, og spillede det igennem uden det store besvær, hvorefter spillet ikke rigtig havde mere at byde på. Ekstremt nemt, med en overflod af ekstraliv, og relativt ensformigt meget henad vejen. Spillet virker presset af de meget store sprites, og er rimelig unfair designet henad vejen, men der er også spor af rigtig godt spildesign, som først for alvor blev indfriet i efterfølgerne. Var ekstremt overvurderet i sin samtid.
4/52 - Donkey Kong Country 2
DKC førte helt naturligt videre til 2'eren, det ville være synd at undvære det. Det er en helt ufattelig stor forbedring i forhold til 1'eren. Problemet med fjender der vader lige ind i dig som de scroller ind i skærmen er næsten elimineret pga. meget bedre kamerastyring, og så har spillet utroligt meget variation og et helt fantastisk soundtrack, denne gang med David Wise 100% på jobbet.
Udfordringskurven er meget mere gennemført, da spillet starter dødnemt, mens flere af de sidste baner virkelig trækker tænder ud, især Animal Antics i Lost World var en notorisk sejr da jeg endelig kom gennem dem efter at have brugt næsten halvdelen af alle de ekstraliv spillet ellers overøser en med. Det er meget sjovere at gå efter hemmeligheder, sammenlignet med 1'eren, og der er samtidig en meget højere belønning i det, da man unlocker nye baner og spillets rigtige slutning. Et af Rare's absolutte højdepunkter.
5/52 - The Legend of Zelda
Utroligt nok, til trods for at jeg har spillet det mange gange før, er det første gang jeg nogensinde har gennemført dette spil. Har altid fundet spillet enormt svært, men med en guide der hjælper med at få tredje sværd, skjulte heart containers, og penge til den blå ring, bliver spillet væsentlig mere overkommeligt.
Spillet på PAL-udgaven, men på en US NES, så spillet kørte i rigtig hastighed, omend med musik der kørte for hurtigt. :P
6/52 - Zelda 2: Link's Adventure
Det er over 10 år siden jeg sidst har spillet det, og det var godt nok voldsomt meget sværere end jeg husker.
Super gennemført spil, og ville have været virkelig godt hvis det ikke var for nogle gnidninger i styringen og enkelte super uretfærdigt designede fjender. Udfordrende hele vejen, og man sidder virkelig på kanten af sædet som man prøver at konservere sin sidste stump magi i forsøget på at overleve! Efter min mening et voldsomt meget bedre spil end 1'eren.
7/52 - Oracle of Seasons
Et af de bedste Zelda-spil nogensinde, virkelig undervurderet!
Det er ikke -helt- på niveau med Link's Awakening, men det er godt nok tæt på. Det er utroligt så nemt Capcom har kunnet skabe et nyt og friskt spil med næsten samme engine som Awakening. Der er en tilpas blanding af genbrug og nytænkning til at man bliver fanget som fan af serien, og om muligt endnu flere throwbacks til 1'eren end der var i Awakening.
Jeg kan godt lide at de, i en tid hvor Wind Waker var på trapperne, og Ocarina-formlen var ved at støbe seriens fremtid, valgte at kigge lidt tilbage over skulderen og huske at gøre det til et actionspil ligeså meget som det er et eventyrspil. Visse af bosskampene var ret udfordrende, og jeg skammer mig ikke over mine 15 game overs på save-skærmen.
Men samtidig er spillets overworld ekstremt gennemført, den udvider sig organisk og føles virkelig levende med sine mange farverige indbyggere, og den måde man åbner op for flere evner i takt med at man får adgang til flere årstider, fungerer godt i samspil med "underverdenen" Subrosia.
8/52 - Oracle of Ages
Sjovt nok huskede jeg Ages som det bedste, men må indrømme at Seasons nu klart står som vinderen. Ages er tydeligvis puzzle-spillet af de to, men af og til er de puzzles man støder på i dungeons i større grad en byrde end en sjov udfordring. Alt i alt er det dog stadig et genialt spil. Vil heller ikke kalde Seasons et rent actionspil, da jeg netop synes at det har en rigtig god balance mellem de to elementer, hvorimod actiondelen i Ages virker mangelfuld, især ved bosserne der er rene pushovers denne gang.
Link-mekanikken mellem Seasons og Ages er ret fed, det er en supergod idé at gøre det muligt at spille dem som ét langt spil i den rækkefølge man selv ønsker. Eneste ulempe er at det spil man spiller som nummer 2 ikke får bumpet sin sværhedsgrad op for at matche fremgangen og de opgraderinger man får ved at fortsætte sit spil.
9/52 - Castle in the Darkness
PC-spil der kom ud af ingenting og overraskede mig ekstremt positivt!
Et af de bedste metroidvania-spil jeg overhovedet har prøvet, og nok det bedste siden Treasure Adventure Game. Virkelig fantastifuldt og gennemført gameplay, med stor fokus på veldesignede bosskampe og platforming-udfordringer.
Der er en del backtracking hvis man vil have 100%, men spillet udmærker sig ved at blive ved med at være sjovt, når man går igennem de samme områder og bliver bedre og bedre til at tackle dem.
Der er kælet HELT VILDT for detaljerne, med mange hemmeligheder (der tit leder til helt nye store områder), mange sjove påfund og figurer der kun optræder ét sted i hele spillet, stor variation, flot grafik og god musik, og SINDSSYGT mange (smagfulde) shoutouts til alle klassikerne som Zelda, Castlevania, Mega Man, Double Dragon, Ghosts n Goblins, Metroid, TMNT, og selvfølgelig internet-popkultur.
Fans af Metroid, Castlevania, Mega Man og/eller Super Meat Boy bør virkelig gøre sig en tjeneste og prøve spillet.
10/52 - Ninja Gaiden
Det var en stor oplevelse endelig at besejre slutbossen i Ninja Gaiden. Endnu større var det da jeg efterfølgende nailede konsekvente 1cc'er af spillet. Absolut sublimt designet NES-spil, og virkelig unikt i den måde fjenderne spawner, som resulterer i at man hele tiden holdes på tåspidserne, og at vinde spillet er som at udføre en elegant koreograferet dans.
11/52 - Ninja Gaiden 2
Mere af det samme, men med mere involverende og varieret level design, og enkelte gameplay-mæssige forbedringer. Jeg kan godt forstår at mange foretrækker dette spil, men jeg har en forkærlighed for simpliciteten i 1'eren.
12/52 - Ninja Gaiden 3 (Jap)
Væsentlig mere traditionelt end de første to. Hvis man ikke kan lide deres presserende design, er 3'eren nok mere tiltalende, men jeg synes de er gode på hver deres måde. Fjenderne respawner ikke længere konstant, hvilket er en stor game changer, og gør det muligt at spille meget mere forsigtigt hvis man ønsker det. Desværre er spillet ekstremt nemt i forhold til de første to. US-udgaven skulle have skruet voldsomt op for sværhedsgraden, så må prøve det på et tidspunkt.
13/52 - Belmont's Revenge
Et væsentlig mere velgjort spil end det første til Game Boy, og jeg var underholdt så længe det varede. Det er en smule ensformigt og bliver aldrig sindsoprivende spændende, men samtidig gør det heller ikke noget helt galt - jeg savner bare lidt af det der gør de fleste andre Castlevania-spil så unikke.
Det er et af de spil man ikke behøver spille før man allerede har gennemtærsket alt det andet fantastiske i serien.
14/52 - Rainbow Islands
Min første ægte arcade 1CC, og sikken en! Har slåsset med det her spil i et par år inden gennemførsel, og det trækker virkelig tænder ud. Fantastisk spildesign, genial mekanik, gennemførte fjender, og ufatteligt langt og varieret, med sine 10 forskellige øer, der hver byder på helt nye oplevelser. Nok min yndlings arcade spil nogensinde. Fuldstændig uovertruffent!
15/52 - Bloodborne
Rigtig god opfølger til Souls-serien, og action-gameplayet uden skjold, fungerer rigtig godt når først det falder i hak. Når først man har lært mekanikken bliver det dog også en anelse "nemt" hen imod slutningen, og mange af bosserne forfalder til de samme halvkedelige mønstre. Jeg savner lidt variation, hvilket nok skyldes at varierede assets er meget dyrere at producere på "next-gen" systemer, men ser frem til hvad From gør efter dette.
16/52 - Arkham Knight
Mere af det samme i forhold til Arkham City, bare tilsat nogle knap så velfungerende bilsekvenser. Jeg var underholdt nok til at opsøge og klare samtlige Riddler-udfordringer, men savner noget af den massive fanservice, City tilbød.
17/52 - Illusion of Gaia
Fedt at prøve det her spil igen efter så mange år. Kunne ikke huske meget af historien, men der er mange små guldkorn i løbet af spillet, og variationen og kreativiteten i level designet gør det underholdende. Ikke et fantastisk unikt spil, men alligevel et klart must på SNES'en smile emoticon.
18/52 - Ghouls 'n Ghosts
Capcom Generations på PS1 for nær arcade perfect port. Virkelig godt spil, men føles super unfair mange steder, hvilket får en 1CC til at fremstå nærmest umuligt for mig. Især første bane kan være et virkelig stort røvhul. MegaDrive udgaven er væsentlig mere tilgængelig, og den formåede jeg et 1CC på til The Shed. Tæller dem som ét spil her på listen dog.
19/52 - Terranigma
Rigtig spændende oplæg og koncept, men bliver lidt trivielt når man kommer ind i det. En større verden med mulighed for fri udforskning ville have været oplagt hen imod slutningen, men der er desværre næsten intet at gå til. | Spis sundt og tro på dig selvSpiller nu: Gravity Circuit, Bonze Adventure
|
|
| Sumez | Skrevet 15/01-16 10:36 | Del 2:
20/52 - Steins;Gate
Helt klart en af de bedste Visual Novels jeg har læst.
Desværre ikke helt så tilgængeligt, pga. dets ekstremt japanske "anime-agtige" stil, men hold da op, det er en historie der nok vil gøre indtryk af mig på resten af livet. Sindssygt rørende, og efter at have fulgt en guide til spillets "true ending" sad jeg godt nok med tårer i øjnene. Fantastisk.
21/52 - Contra
Rutine-gennemførsel til SSKT, ikke så meget at sige :)
22/52 - Shinobi III
Lækker stil og visuals hele vejen igennem, og et par ret fede baner, men desværre også ret meget bullshit med flere dårligt designede baner og frustrerende styring. Har væsentlig mere "cool" faktor end 1'eren, som til gengæld er et noget mere strømlignet spil.
Der er dog rigtig mange gode idéer som kunne være blevet til et virkelig fedt spil, hvis det havde været lidt mere finpudset. Det er ret ærgerligt vi aldrig fik en "rigtig" 4'er. Heldigvis vil der altid være Ninja Gaiden 3 smile emoticon
 
23/52 - Pokémon Ruby (og 24/25 - Pokémon LeafGreen)
Pokémon fan bliver jeg nok aldrig. Underligt at de selv i det tredje spil i serien absolut intet har gjort for at udbedre spillets åbenlyse problemer. Det er selvfølgelig et børnespil, men det er virkelig åndssvagt at kampene er så forsimplede som de er, især hvis det store udvalg af Pokémænd og status-manipulerende skills skal retfærdiggøres.
25/52 - Sonic Adventure 2
Fik i slutningen af 2015 en underlig, uforklarlig fascination af Sonics 3D-spil, og i den forbindelse tænkte jeg at jeg nok burde tage mig sammen, støve Dreamcasten af, og langt om længe komme igennem Sonic Adventure 2.
Det resulterede i 9 smertefulde timer. Jeg er ellers rigtig glad for de gamle Sonic-spil, og selvom det er på sådan en superkitchet B-films agtig måde, synes jeg virkelig SA2 har en masse charme, og kreativitet i den måde banerne er udtænkt, det er bare ærgerligt at spillet er fuldstændig smadret rent gameplaymæssigt.
Det føles som om man i langt større grad slås mod umulig styring, elendigt leveldesign og et af verdenshistoriens mest nævenyttigt horrible kameraer. Har spillet overhovedet været testet?!
Det er helt utroligt at der skulle gå 13 år før det endelig lykkedes Sega at lave et fornuftigt Sonic-spil i 3D. Ville gerne se et komplet remake af Sonic Adventure spillene, lavet som i Generations, så de kan komme til deres ret.
26/52 - Ducktales
Har faktisk ikke rigtig spillet det siden jeg var barn, og enkelte steder var det noget sværere end jeg huskede, men som helhed var det en anelse for nemt til at være virkelig godt. Det er ærgerligt for level designet er fedt, og styringen er helt i top i bedste Capcom ånd. Det føles meget som om spillet burde have været væsentlig større og mere indviklet, men blev forhastet igennem udvikling? Især med de store labyrintiske baner hvor der reelt set ikke er noget at lave eller finde. Også skuffende at sidste bane bare er 100% genbrug af en af de baner man allerede har været igennem.
27/52 - Ducktales 2
Meget ligesom 1'eren, dog med nok sjove idéer på banerne til at det ikke føles som genbrug.
Der er nok forbedringer i spillet til at jeg vil kalde det det klart bedste af de to - flere hemmeligheder at lede efter og noget at bruge pengene på tilføjer meget mere mening med banerne - dog desværre ikke nok til at give det meget mere levetid. Der er stadig kun 5 baner (+ en kort bonus), og man får alt for hurtigt tjent nok til at have 5HP hvilket gør at man nærmest er usårlig.
28/52 - Skyblazer
Skyblazer er et rimelig nemt og kort spil (tog mig ca. 1 time og 10 minutter, og sad endda en del fast ved fiskebossen, som altid har givet mig pis og lort). Måske ikke så nemt som Ducktales, men til gengæld overøser det spilleren med så mange 1UPs at det er nærmest umuligt at blive game over.
Men helt igennem gennemført og supersjovt spil, der for mig repræsenterer essensen af hvad SNES'en står for, og var i mange år kendt som en af de der "B-titler" man kunne samle op for småpenge og få god værdi for pengene, men i dag er det vist begyndt at blive lidt mere pebret.
29/52 - Aladdin (SNES)
Jeg har altid set Capcom's Aladdin-spil som et af deres svagere Disney-udspil, og det står helt klart også i skyggen af Virgin's fantastisk flotte spil til MegaDrive, der gør brug af originale Disney-animatorer og oser af en produktionskvalitet hvor selv ikke Capcom kan være med.
SNES-spillet, har dog en anelse bedre styring, med en rigtig fed fornemmelse for flow, men det er stadig lidt upræcist, og den måde Aladdin glider rundt når man prøver på at stoppe op, gør ikke noget godt for spillet, ligesom de genstande man kan svinge sig i er unødigt besværlige på baggrund af at man ikke kan vende sig rundt efter behov.
Spillet er rimelig kort, og kun meget lidt relateret til filmen, og helt generelt er banerne ikke særlig kreative. Et godt spil, men slet ikke på højde med Capcom's Disney-udspil til Ducktales og Rescue Rangers, og desværre heller ikke på højde med MegaDrive-spillet som nok er det de fleste forbinder med Aladdin i computerspilsudgave.
30/52 - Tiny Toon Adventures
Det meste af spillet sad stadig på rygradden fra min barndom, og det var overstået på en halv time, men synes alligevel spillet har en passende længde og dybde. En rigtig god ikke-Mario platformer til NES.
Første gang jeg nogensinde hørte om Konami var da jeg så deres logo i starten af spillet. Der gik ikke længe før jeg begyndte at bemærke det i rigtig mange andre spil, og hurtigt lærte at kæde navnet sammen med kvalitetsspil. Det var tider.
31/52 - Magical Quest
Man går aldrig helt galt med platformsspil med Mickey Mouse. Har ikke gennemført det her spil siden jeg lejede det dengang det udkom.
Spillet er en anelse kort, men til gengæld ikke nær så nemt som jeg huskede det, og rimelig cheap flere steder hvis man ikke kender banen på forhånd. Det tog dog ikke så længe at komme igennem det og få tæsket Sorteper.
Synes det har lidt samme vibe som Gargoyle's Quest-spillene rent gameplay-mæssigt, men det deler også credits med de fleste andre Capcom platformers, inkl. naturligvis Professor F, så det er nok ikke så underligt igen.
32/52 - Goof Troop
Et af de bedste co-op spil til SNES. Det er lidt synd spillet overøser en med ekstraliv som det gør, da det ellers kunne blive et ret fornuftigt udfordrende spil. Det er sjovt, men desværre lige lovlig nemt at komme igennem. Originalt gameplay som jeg er lidt ked af vi aldrig så en efterfølger til, og et fantastisk godt soundtrack.
Et af Shinji Mikami's første spil.
33/52 - Magical Quest 3
Bortset fra muligheden for Co-op minder det meget om 1'eren. Flere af evnerne er mere eller mindre ubrugelige, men ellers er det stadig godt spildesign og solid Capcom-kvalitet, men stadig plaget af masseproduktion. Afsindigt flot.
34/52 - Super Mario Bros.
Ikke så meget at sige. :) Tog bare en hurtig gennemspilning nede i Chassis for at få et ekstra spil på listen. :P
Har nok gennemført det bogstaveligt talt hundredevis af gange.
35/52 - Until Dawn
En rigtig god idé, med ret quirky udførelse. Ligesom det trækker meget på B-film, føles det selv i den grad som et B-spil. Det er rigtig dumt at man ikke kan hoppe frit mellem kapitlerne i forsøget på at redde alle figurer, men i stedet er nødsaget til at spille hele spillet igennem igen for at bevare de valg man ændriger. Det gør ondt i et spil primært baseret på cutscenes, og det er meget nemt at begå en fejl som først får konsekvenser mange kapitler senere.
Det er dog sjovt at prøve en moderne fortolkning af 90'ernes FMV-spil, og er næsten et must på PS4 alene fordi det er så unikt.
36/52 - Mario Kart 8
Et af de flotteste spil jeg nogensinde har prøvet, og lidt bedre balanceret, med mindre rubberbanding og bedre styring end førhen. Savner en rigtig battle mode, og banerne er lidt kedeligere end Wii-spillet. Kunne også godt tænke mig en større single player mode i stil med Sonic All-Star Racing Transformed, men alt i alt nok det bedste Mario Kart overhovedet.
Nåede desværre aldrig alle 52. Delvist pga. dårlig planlægning, og delvist pga. flytning i december. Håber som sagt at nå alle 52 i år. | Spis sundt og tro på dig selvSpiller nu: Gravity Circuit, Bonze Adventure
|
|
copyright Play:Right 2002-2024