I slipstrømmen på at Microsoft endelig er ved at konsummere Activision, smides der et nyt Call of Duty spil på markedet. Læs her om der er tale om et pletskud.
Fødslen af Modern Warfare 3 virker en anelse rodet. Der er blot gået et enkelt år siden det ganske habile Modern Warfare 2 landede, og så kort tid mellem CoD franchises er normalt uhørt. Samtidig er det også første gang, at der kommer en titel der historiemæssigt er en direkte fortsættelse af en forgængeren. På mange områder er der altså tale om et spil, der på papiret allerede fra start har lidt svært ved at være helt sin egen.
Det indtryk bliver ikke mindre, når man får historier om, at spillet angiveligt startede livet som en udvidelse til 2eren. Noget man i sidste øjeblik valgte at ændre, hvilket resulerede i ærgerlige arbejdsforhold, hvor Sledgehammer – holdet bag – blev presset til at levere et slutprodukt på meget kort tid. Når man sidder med titlen i hænderne er det desværre tydeligt, at der er noget om snakken.
Vælger du at starte i spillets kampagne så starter det ellers ganske udemærket. Vi bliver trakteret med en flot introsekvens, hvor et lille hold specialsoldater fra en U-båd i nattens mulm og mørke bliver sendt ud i det ugæstfri hav ved siden af en klippeø, hvor en borglignende struktur tårner. Det viser sig at være en fængselsbygning og inden længe har du infiltreret stedet og åbnet en massiv ildkamp. Hvad der herefter følger er klassisk Call of Duty Michael Bay overdrev. Undervejs får holdet frigivet hovedskurk Vladmir Makarov, som kendere af serien tidligere har stiftet bekendskab med. Det er alt sammen fin underholdning, selv om det måske føles lige vel velkendt nok og spillets kunstige intelligens får det hele til lidt at få et skær af et skydetelt i tivoli.
Desværre dykker oplevelsen dybt herefter. Begge de to næste baner er på papiret nytænkning, hvor du slippes løs på et kort hvor du selv frit skal forsøge at løse nogle definerede objektiver. Desværre er resultatet horribelt. Du løber rundt mellem containere, hvor der overalt er smidt kasser med nye våben samt ammunition – altså fuldstændigt som spillets åbne online maps – men fuldstændigt uden det payoff der er ved at kæmpe mod “levende” modstandere. Spillets bots er helt forfærdelige og bliver endnu mere udstillede, når du fjerner det hektiske cinematiske forløb som betegnede første bane – og serien generelt. Det føles tomt, kedeligt og uinspirerende.
De baner er tydeligvis fyld, som man har valgt at tilføje en tam kampagne, som selv inklusiv disse tomme kalorier ikke strækker sig længere end 4-5 timer. Det er tydeligt, at udviklerne har siddet med en liste af ting som har skulle være en del af kampagnen. Der er en flykabringsscene der vækker minder om den klassiske “No Russian” bane. Der er cool øjeblikke med slowmotion, der er et øjeblik som tydeligvis skal være sentimentalt og så er der over-the-top set pieces. Samtidig er hele banden af de mest kendte ansigter i serien bragt sammen. Problemet er bare, at det er en række forvrøvlede enkeltdele, der bare slet ikke hænger sammen eller giver nogen form for payoff.
Samtidig er der heller ingen sammenhæng mellem kampagnen og spillets to andre enkeltdele. Normalt ville du stifte bekendtskab med nogle maps, som du efterfølgende ville kunne spille i multiplayer, men ikke her. I stedet har man taget samtlige maps fra det oprindelige Modern Warfare 2 helt tilbage fra 2009. Enten er det et skud nostalgi for ældre spillere af serien, alternativt er det gammel vin som er genbrugt og hældt i nye flasker til et nyt publikum. Dybest set er det nøjagtigt de samme maps som dengang, det er kun gamemodes der er lidt anderledes hvor spilmuligheder som Hardpoint og Kill Confirmed nu er muligheder.
Vel er der her nogle af de bedste maps i seriens historie. Dengang de blev designet var det tydeligvis med stpor kærlighed, og selv om der har været store issues ved udgivelsen med ærgerlige spawn-zones der midlertidigt har lukket flere af kortene ned, så er det unægteligt stadig nogle vel designede kort, der understøtter det hurtige ubønhørlige gameplay. Minikortet vender – for mig kærkomment – retur, så man kan se de personer markeret med rødt som ikke bruger lyddæmpede våben. Det hjælper når man ellers hovedkuls render afsted, og er med til at give dig taktiske muligheder inden du bevæger dig ind i et område, hvor fjender måske camper. Det er svært at være decideret negativ på denne del, men samtidig er det også svært at ignorere at det dybest set bare er genbrug af noget der er smidt på markedet for længe siden. Samtidig stinker det også af udvidelse, fordi du har adgang til de våben du har åbnet i 2eren – inklusiv forbedringer. Så der er ubalance spillerne imellem allerede fra dag et. Det er ganske enkelt ikke i orden.
Sidste del af spillet er zombiemode, som laver sin entre til Modern Warfare universet. I modsætning til hvad vi ellers er blevet vant til i Call of Duty universet så har man valgt at fravælge den rundebaserede tilgang til det og i stedet lanceret en åben verden. Modsat kampagnebanerne hvor konceptet fejlede miserabelt, så føles det her mere friskt. Kortet er dybest set åbent for dig og to venner (matchmaking er også muligt). Spawnområdet byder på langsomme zombier, der let kan pløkkes ned med dit startvåben, men som du bevæger dig rundt på kortet bliver modstanderne også sejere samtidig med at dine våben bliver mere kraftfulde.
Det er så en afvejning, hvor hurtigt din gruppe tør bevæge sig til næste objektiv imens zombier, tanks og helvedeshunde gør alt for at ende din turisttur i zombieland. Udfordringen er dog også her, at det ikke føles helt så cinematisk som de mere stramme rundebaserde opgør, hvor man konstant kun lige akkurat kunne holde sig kørende. Her kan man dybest set ende i kampe, hvor man det ene øjeblik jodler rundt iblandt zombier som man kan nedlægge i een uendelighed og næste øjeblik for hurtigt kommer til et område hvor man ikke har en jordisk chance. Jeg havde øjeblikke hvor jeg decideret kedede mig – og det er ikke noget jeg har prøvet før.
Teknisk er det en ekstremt flot titel, hvor du trakteres med mellemsekvenser der sørger for en fed trailer der sagtens kan sælge spillet. Samtidig er lyden helt i top, hvor de forskellige våben bare lyder helt rigtigt. Det virker bare lidt som en fed lækker glasur, der dækker over tomme kalorier, hvor blandt andet den kunstige intelligens er helt elendig. Det kan godt være det skal være et arkadespil, men det ville alligevel være rart, hvis man havde fornemmelsen af, at der var noget som helst under motorhjelmen.
Modern Warfare 3 er et spil, der bærer tydeligt præg af, at det burde være en udvidelse og ikke et selvstændigt fuldprisspil. Har du allerede Modern Warfare 2, så er det vitterligt ikke meget her, som retfærdiggør at du hiver muldvarpen frem. Kampagnen er et tyndt, tyndt stykke makværk der måske krydser en masse bokse af, men gør det på en beregnende facon. Der er hverken historie, underholdning eller gameplay ud over en fin intro. Multiplayer er en genudgivelse udelukkende af gamle kort og Zombies er bare et åbent map hvor du – sammen med andre – lettere formålsløst kan rende rundt og plaffe udøde. Jeg tænker, at den her udgivelse bør få panderynkerne frem hos topfolkene hos Microsoft, for det her virker bestemt ikke som en spilserie der er i fuld fremdrift.