The Great Perhaps er nu ude på Steam. Det handler om kosmonauten Kosmos der efter 100 års dvale vækkes af rumstationens kunstige intelligens L9. Det er selvfølgelig en stor overraskelse og da han forsøger at kontakte Jorden så er der intet svar. Han beslutter at flyve til Jorden for at undersøge hvad der er sket.

Det er et opgavespil hvor du skal forsøge dig frem. Det bærende spil mekanik er en lampe som både kan bringe dig til fortiden og som kan oplyse enten fortid eller fremtid alt efter i hvilken tidsperiode du er. Billedet ovenfor er klippet sammen af fortid og nutid. Det er denne evne til at skifte i mellem nutid og fortid som både fortæller historien og som også skaber opgaverne. Der er områder du ikke kan komme til i nutiden eller spor du skal finde i fortiden. Hvert enkelt område er en ny opgave for at komme videre.

Der er ikke nogen af opgaverne som er overvældende svære. Det er mindst lige så meget et spørgsmål om at udforske de enkelte baner og finde ledetråde i fortid og nutid. Eller nutid og fremtid alt efter hvor du lige slår dig løs. Lampen har en begrænset tid hvor den kan holde dig i fortiden. Derfor kan den også bruges til at oplyse en lille del af fortiden. Denne funktion skal du også bruge i det tilfælde hvor du i fortiden er steder hvor du kan blive jagtet.

Opgaverne kan virke lidt frustrerende fordi du kommer til at fejle et antal gange indtil du har styr på hvordan du skal komme igennem. Der er små lysende prikker eller silhuetter af ting som du skal bruge. Derfor bliver det aldrig et spørgsmål om at spamme en tast for at se hvad der kan samles op. Så er det ellers et spørgsmål om at holde øje og tale med de forskellige fra fortiden. Jeg synes specielt at blande gødning til en plante var en sjov opgave.

The Great Perhaps eller på danske Det Store Måske, er en underholdende indie oplevelse. Den er inspireret af bl.a. Metro 2033 og mange af de andre spil som anvender tidsrejse som spilmekanik. Hvis du har nogle timer i overskud så er det afgjort værd at spille igennem.