Når man tænker på RPG genren, har det været meget svingende med kvaliteten de seneste år. Men det har Obsidian Entertainment i den grad lavet om på med The Outer Worlds. Fra nogle af de samme hoveder bag Fallout: New Vegas, bydes der på et spil der er fyldt med karisma, humor og valg-baseret RPG. Er The Outer Worlds spillet der burde være på toppen af din liste? Uden tvivl!

Spillet er som sagt udviklet af Obsidian Entertainment, men de der har stået i spidsen for udviklingen er ingen ringere end Tim Cain and Leonard Boyarsky. Hvis navnene ikke umiddelbart siger dig noget, så har de stået bag spil såsom Vampire: The Masquerade – Bloodlines og det første Fallout spil. Sammen har de alle bragt et spil til verdenen, der bygger på alles erfaringerne og alt det bedste er bragt til The Outer Worlds.

The Outer Worlds har masser af humor og det mærkes i spillets historie. Du er en del af en koloni på rumskibet Hope, der er på vej til et nyt hjemsted. Men, noget er gået galt og du har sammen med alle andre, nu ligget i dvale i mange år. Pludselig opdages rumskibet af en videnskabsmand. Han har valgt at genoplive og optø netop dig! Herefter sender han dig med en nødraket ned på den nærliggende planet og her begynder din rejse og mission, for at bringe menneskene på Hope tilbage til livet.

Spillets mange planeter og destinationer findes alle indenfor det samlede univers kaldet The Halcyon Colony. I forhold til f.eks. Fallout spillene, så er The Outer Worlds verden ikke påvirket af atomkrig eller noget lignende. The Halcyon Colony er et univers i fremdrift og dette skyldes at godt og vel alt er privatiseret og ejes af store virksomheder. Når man går rundt og snakker med de mange forskellige folk, så er det et mere eller mindre hjernevasket folk der er loyale overfor de store virksomheder og ofte bruge slogans i deres tale. Det hele virker ret komisk og set med nutidens øjne, falder det hele godt ind i den virkelighed vi lever i den dag i dag, med påvirkning af reklamer, produkter og sociale medier.

De mange historier man oplever på tværs af spillet, er virkelig godt skrevet og ikke mindst dynamiske. Når man starter en mission der er givet af en karakter, så er der ofte mange veje at tage. Alt er også baseret på hvad man svare til en person, hvilke valg man tager eller hvor ligeglad man er.

Du kan vælge at gøre alt efter bogen, være imødekommende og hjælpe alle på din vej. Eller! Skyde alle sammen og undgå at interagere med nogen overhovedet. Dit spil, dit valg. Dine valg påvirker også andre NPC’er. Har du slået én bestemt person ihjel, eller valgt at gøre noget der er ilde set, så vær sikker på at du får en kommentar med på vejen. Spillets slutning er forskellig alt efter hvordan man har håndteret visse situationer og efter hvilke valg man har taget.

Valg spiller en stor rolle generelt. Lige fra dine første minutter, har du noget at tage stilling til. Som noget af det man skal i starten, er at vælge hvor man vil lægge sine skills. Er du stærk i charisma og er god til at tale med folk? Eller er du mere teknisk og den perfekte hacker? Der er rigtig meget at tage stilling til og der er rigeligt at bruge sine point på i form af egenskaber og perks. Det hele præsenteres dog uden at være for overvældende. En ret så fed skill man altid har med sig, er muligheden for at gå i slowmotion. Lidt lignende V.A.T.S. systemet fra Fallout, giver det dig tid til at ramme fjender på bestemte lemmer, se hvad de har af svagheder og så ellers gøre en ende på dem.

En af de helt store features i spillet, er brugen af companions. På din vej, møder du folk der kan rekrutteres til dit mandskab. Man kan altid tage to companions med sig, når man tager en tur uden for ens rumskib. Det er rigtig sjovt at høre deres interne snak mellem hinanden og hvis du f.eks. står og snakker med en quest giver, så snakker de nogle gange med. Companions har også deres egne stats, skills og perks, som du også kan drage nytte af. Er du stærk i hacking, men det med våben er ikke din stærkeste side, så kan du tage en companion med dig der har netop det du mangler. Det er en god måde at kompensere sig på, og man er på den måde stærkere sammen. De har selvfølgelig også nogle specielle kræfter der kan bruges, som giver et super angreb.

Selvfølgelig skal du også designe din karakter og dette gælder alt lige fra køn, hudfarve, frisure osv. Selvom du kun ser din karakter i menuen, da spillet er en FPS, så er det stadig med til at gøre din tid i The Outer Worlds speciel. I menuen kan du se og ændre hvad du har på af armor, hjelme, våben og ellers bare se hvad du bære rundt på i form af loot. Det ret simplificeret, hvilket er rart og nemt at overskue for enhver. Der er ikke noget mere forfærdeligt end et RPG spil, med indviklede menuer med kombinationer på kryds og tværs. Her er det lige til at gå til.

Missionerne er mange og alt efter hvad du har valgt at fokusere på i forhold til egenskaber og stats, så kan du håndtere situationer på vidt forskellige måder. Er du stærk i det med at bruge våben, så er det et godt valg at pløkke dig vejen til success. Men er du nu stærk i at tale din sag, så kan du også bruge ord som våben. Det lyder sikkert kedeligt i manges øre, men det kan ofte være bedre at være diplomatisk. Der er så mange måder og valg at benytte sig af, og det skriger også efter at genspille spillet, for at se hvad der ellers kunne ske, havde man valgt en anden vej.

Spillet er ikke open-world, men delt op i mellem til store områder. Der er rigeligt at udforske og der er god med variation. Alle stederne ligner ikke hinanden og hver karakter har deres egen stil. Her er snak om kvalitet fremfor kvantitet. Du kommer fra planet til planet via dit rumskib, og der er masser af steder at udforske og se. I mine mange timer med spillet, har det hele tiden været spændende at se hvad der gemmer sig i huse, grotter og over den næste bakke. Spillets verden er indbydende, og man får lyst og et drive, til at ville se alt.

The Outer Worlds blev anmeldt på PS4 Pro.

Er også tilgængelig på Xbox One og PC. Udkommer senere på Nintendo Switch.

TL;DR
Vurdering:
Forrige indlægSe godt 14 minutters gameplay fra Succubus
Næste indlægMediEvil anmeldelse
En ung fyr fra det Nordjyske. Vokset op med spil lige fra Commodore 64 og til nutidens konsoller. Holder af et spil med en fed historie og action. Er en gut med lidt for mange spil og alt for lidt tid. Arbejder til daglig på et lager, men i fritiden handler det om livet med fruen og spil. PSN - Xbox Live - Steam @ MrJonasDK
the-outer-worlds-anmeldelseThe Outer Worlds er fantastisk! Der er så spækket med humor og finesse, at man underholdes hele vejen igennem. The Halcyon Colony har nogle indbyggere der er så karismatiske og der er fyldt med gode historier. Du skal ofte foretage valg, hvilket gør hver sin tid med spillet, endnu mere specielt. Det er fedt at opleve den verden Obsidian Entertainment har lavet og vi har kun håb om at dette bliver til en serie af flere spil.