Anmeldelse: Kinect Joy Ride

Kinect Joy Ride er den første racing titel med fuld Kinect understøttelse og er tiltænkt det yngre publikum. Fordi det originalt blev påbegyndt som en Arcade-titel, og senere opgraderet til fuldblods Kinect, kan man frygte at det kan mærkes på indholdet. Om Big Park alligevel har formået at få noget fornuftigt ud af det, kan du læse om her.

I Kinect Joy Ride bruger du hverken pedaler eller rat for at køre, og bilens fart styres automatisk. Du holder hænderne foran dig, som på et rat, drejer i luften for at styre og booster ved, at trække armene tilbage og skyde dem frem. Læner du dig med i svinget vil bilen drifte og hvis du læner dig i en retning, mens du er i luften, laver du forskellige stunts. Spillet har allerede fået mange hug for styringen og jeg kan godt forstå kritikken, selvom jeg ikke er ubetinget enig.

Det er ikke umuligt at blive god til at styre, selvom man skal lægge sig i selen, og de fleste irritationsmomenter, som at bilen ikke booster når man beder den om det, kan man godt lære at undgå med lidt øvelse. Det ville dog have været rart om man havde haft mulighed for at sidde ned og spille, for man bliver hurtigt træt af at stå stille det samme sted. Banerne er fyldt med stads, som flyvehop og mønter, der henholdsvis skal traveres og samles for at få flere fans, hvilket låser op for yderligere baner og biler. Baner er der ikke mange af, og flere bliver endda genbrugt i flere spiltyper, ligesom de forskellige biler kun er forskellige visuelt.

Der er nok spiltyper at tage fat på, hvor de velkendte er almindelige løb i Race Pro, og Battlerace med våben som i Mario Kart. Det friske pust kommer med Stunt, hvor man, som navnet antyder, laver stunts på dertil designede baner, Dash som er korte baner med forhindringer, hvor man som eneste mand skal hurtigst muligt igennem og Smash, som også har specielle baner, hvor det gælder om at ødelægge så mange ting som muligt og til sidst smadre en boss. Vil man konkurrere online, kan man gøre dette i Race Pro eller Battlerace. Det har ikke været nemt at finde modstandere, men da det endelig lykkedes var det morsomt og kørte fint, uden lag.

Den sidste spiltype hedder Trick og har intet med racing at gøre. Her får din bil vinger og flyver af sig selv, oppe over skyerne, hvor du skal indtage forskellige stillinger på tid, for at flyve længst muligt. Det virker malplaceret og selvom denne anderledes spiltype ikke ligefrem er uvelkommen, håber jeg ikke det har taget krudt fra andre dele af udviklingen.

Der er ikke meget at rode med i menuerne, og når du har kigget på de gaver du har fået, er der kun tilbage at vælge en ny bil, eller male din nuværende, men det er til gengæld også ganske fikst: Man holder simpelthen den farve man vil bruge fysisk op foran kameraet, som kopierer den, og vupti, så har du skinnene ny lak på slæden.

Hele præsentationen er faktisk udmærket, selvom der mangler en del detaljer hist og her, og med en visuel stil der fører tankerne hen imod en kombination af Team Fortress 2 og Ubisoft’s cel-shadede shooter XIII. Det kører glidende, men er alligevel ikke helt flot nok set i forhold til loadtiden. Vi skal heller ikke forvente nogen Grammy nomineringer på baggrund af muzaken, men til denne type spil er jeg tilfreds med det som bliver leveret.

Kynikeren vil sige at Joy Ride mest er på gaden for at bevise, at Kinect virker på tværs af genrer. Styringen kræver lidt ekstra, og da genren i forvejen har gode alternativer, med rat og pedaler, er det svært at anbefale til entusiasten. Spillet er hyggeligt en times tid ad gangen og nemt at gå til for enhver, men bugner ikke ligefrem af indhold og dybde. Ungerne vil til gengæld more sig vældigt i et par timer, uden controller, og sætte pris på at mor og far også kan være med.