Hvis man tager alle forgængere i Final Fantasy serien og sammenligner med vores nye legekammerat “16”, vil man hurtigt opleve, at der ikke er nogle andre der minder om dette. Den nyeste fortælling i Final Fantasys univers er et langt mere modent og middelalder drama, end hvad vi før har set.
Ny Kerne, Men Samme Magi
Denne seneste udgivelse i den ikoniske serie er mere i stil af Action genren end det RPG-fundament, som franchisen blev bygget på. Den blander hurtige reflekser med RPG-mekanikker til opbygningen af spillets hovedperson, men fokuserer langt mere på det første – altså action genren – end nogensinde før. Det er en fed blanding, dog ikke perfekt – selvom kampsystemet er fænomenalt for et action-RPG, er det i det store hele lidt “nøgent” i forhold til de store mesterværker inden for samme genre – men selv en uperfekt blanding er mere end rigeligt, når den kombineres med FF16’s fantastiske og episke historie, der varer i omegnen af 50-60 timer. Den er fyldt med spændende og dybe karakterer, flot verdensopbygning, et smukt lyddesign og øjeblikke af ren wow-faktor, som sjældent ses i moderne action spil. Systemet kan minde meget om samme fornemmelse Devil May Cry-serien – dig uden så mange combomuligheder.
Final Fantasy 16 fortsætter det, som FF14 satte i gang og bevæger serien tilbage til “Fantasy” og henter en hel del inspiration fra serier som Game of Thrones. Historien strækker sig over årtier i Valistheas rige, et land fyldt med både skønhed og død, slaver og noble, hvor en truende plage tvinger nabokongerigerne til at kæmpe om ubesmittede ressourcer, herunder fem enorme moderkrystaller, som er hovedkilden til rigets magi.
I midten af denne fortælling er spillets hovedperson, Clive Rosfield, den ældste prins af Rosaria og beskytter af sin bror Joshua, Phoenix’ dominant (vi kommer tilbage til dominanter). Clive er en velskrevet og alsidig hovedperson. Han gennemgår mange forandringer og udvikling i løbet af den årtier lange historie, men forbliver altid utroligt sympatisk, let at relatere til og bare utrolig sej. Resten af Clives bande er også geniale! Jill, Clives barndomsven, der forstår og har dyb empati med Clive.
Og Liam Neeson, eller nej jeg mener Cid – en taktisk badass som ønsker en ny verden, hvor alle er herrer over dem selv. Cid er mega sej, punktum.
Middelalderlig Drama – Med Blod, Død og Håb
FF16 har en massiv verden med fem kongeriger, hver med deres egne former for regering, herskere, religioner og idealer; en hel encyklopædis værd af rige-specifikke termer som Bearers, Eikons og Dominants; og en stor historie om verden, som du forventes at følge med i for at få mest muligt ud af de store historiemomenter. Det hele ville være en smule overvældende, hvis det ikke var for en genial funktion som Time Lore, som simpelthen giver dig den mængde information og lore der giver mening.
På ethvert tidspunkt i enhver klippesekvens eller samtale kan du holde DualSense touchpad nede for at få vist en række kontekstuelle kompendieindgange, der er relevante for det, der sker i den pågældende scene. Så hver gang en karakter nævnte et begreb, en karakter eller et sted. Mega smart!
En af de mest interessante elementer i historien – og en der også viser sig at være en fremragende tilføjelse til det allerede meget gode kampsystem – er eksistensen af Eikons og Dominants. Eikons er magtfulde væsener, som Final Fantasy-fans vil genkende som de kendte summons fra tidligere spil, og Dominants er de særlige mennesker, der er i stand til at tappe ind i deres kraft, endda til det punkt, hvor de fuldt ud kan transformere sig til dem. I spillets verden bruges Dominants næsten som masseødelæggelsesvåben. Dette ses tydeligt i spillets sekvenser hvor 2 eller flere riger er i krig. Det er en sand slagmark, med eksplosioner og død.
Nogle af dem minder næsten om Kaiju – japanske monster film der møder Naruto, andre ændrer gameplayet fuldstændigt. Det kan til tider endda minde en smule om Bayonetta eller God Of War trilogien, grundet de store episke slag med monstre og enorme mængder action. Det er næsten som at kigge på et andet spil, når disse episke møder flyver henover skærmen. Absolut episk og rådt.
Devil May Clive
Final Fantasy 16’s kampsystem er en ren actionspil, punktum. Det er hurtigt, fleksibelt, ekstremt refleksdrevet og er fuld af muligheder for at imponere dine fjender med luftkomboer, hoppeannulleringer og et stort arsenal af ekstremt kraftfulde trolddomme og evner. Det er dog ikke så dybt som andre titler i samme genre, som de førnævnte GoW trilogien, Bayonetta eller DmC-serien. Men stadig alsidigt og gennemtænkt nok til, at det føles som mere end bare en knap + shoulder-knapperne. Der er noget strategi i de kampe man kommer i – men har man som spiller gode reflekser, skal det nok gå fint.
Noget lidt mere kedeligt denne gang er; at man kun styrer Clive, niveauerne – ja, niveauerne – er meget mere lineære end de har været i fortiden og meget af det gameplay, som vi kender synonymt med Final Fantasy er væk. Det er et andet kampsystem, det er en anden tone og det er et andet take på universet der findes i Final Fantasy. Die Hard fans af genren og spillet, vil måske ikke bryde sig om det nye take eller retning – jeg personligt synes det er et fornuftigt valg. Action/hack’n’slasg genren er populær i skrivende stund, og det giver helt klar en anden form for drive til FF16s verden. Meget handler om tid, og kampe vi kender fra forrige FF titler, kan nemt varer timer – så hos den moderne gamer, vil denne retning formegentlig lande bedre, end den klassiske tur-baseret kamp. Dog savner jeg kampsystemet fra FF7 remaken. Det er var lidt mere hybrid af nyt og gammelt, og det føltes mere strømlignet. FF16 er på ingen måde et umodent eller kedeligt system – det kunne bare godt bruge, i hvertfald, et heavy angreb til at lave komboer med.
Clive kan udføre en fire-hit melee-kombo ved at trykke på “firkant”, skyde magi med “trekanten “trekant” for at ramme fjender på afstand, han kan bruge en evne, der er unik for den Eikon-kraft, han for øjeblikket har udstyret, og han har også adgang til op til tre evner fra det Eikon.
Stagger-meteret findes på de større fjender og bosser, som du kan banke ned ved at lande angreb, og når den er i bund, vil de blive bragt i en stagget tilstand, der giver dig mulighed for at opbygge en multiplikator og påføre enorme mængder skade i en begrænset periode. En stor del af færdigheden i kampen kommer fra din evne til hurtigt at stagge fjender og derefter maksimere den mængde skade, du er i stand til at gøre, mens de er “staggede”. Fjenderne er ikke stagget meget længe, så det handler om at planlægge sine komboer forud.
Clive er en Dominant og kan derfor kanalisere Eikon-kræfter til at forvandle sig under kamp. Når Clive forvandler sig, skifter dele af kampsystemet, og du overtager kontrollen over Eikon-formen. Hver Eikon-form har sin egen unikke kampstil, evner og specialangreb, der giver dig mulighed for at smadre fjender på nye måder. Forvandlingerne er sindssyge, og de er ikke kun “begrænset til kamp”… Det er en fantastisk tilføjelse til kampsystemet og giver dig mulighed for at udforske forskellige strategier og angrebsmuligheder.
Final Fantasy 16 er helt sin egen. Jeg synes, at de mere modne, dramatiske take klæder spillet rigtig godt. Det er fyldt med blod og tyngde, der er en sag der er værd at kæmpe for. Dette betyder ikke de forhenværende titler på nogen måde er dårlige – tvært i mod. Men 16 har bare en fortælling og en drivkraft, som appellerer rigtig godt til det moderne publikum – og folk som mig som også elsker en god drama – med blod hist og her.
Kernen er stadig Final Fantasy, det er rådt og tungt, men smukt og elegant på samme tid. Det er en rigtig god historie, og spillet udfolder sig smukt og grufuldt gennem Clives færden. Der er ikke mange fingre at sætte på 16 – kun de få ting som kampsystemet kunne have gjort bedre. Men alt i alt, er det en fantastisk oplevelse, som godt kan gå hen at blive en favorit – og måske et springbredt til fremtidens action genre.
Tak til Plaion og Square Enix for at gøre denne anmeldelse mulig.