Anmeldelse: Kung Fu Rider

I kølvandet på udgivelsen af nyt hardware, følger altid en samling launch-titler af svingende kvalitet. Ofte kan nogle af titlerne mistænkes for at være sendt hurtigt på markedet, udelukkende for at være blandt de sparsomme første titler, så de sælger bedre. Med tidligere udgivelser som Ape Escape og Loco Roco, ligner SCE Japan Studio’s Kung Fu Rider måske en titel som umiddelbart kunne appellere til et bredt publikum, men det skvatter lige foran tribunerne og redder sig i stedet en gevaldig hudafskrabning.

Tanken som spillet er bygget op omkring er egentligt ganske fin: Du skal undslippe Yakuza ned gennem Hong Kongs gader og stræder på alt fra kontorstole til støvsugere, alt imens du undgår forhindringer og samler point. Udover at hoppe, dukke dig og grinde på gelændere, har du boost og et par Kung Fu moves til din rådighed, når Yakuza-medlemmerne bliver for nærgående. Hver enkelt af de få baner som spillet indeholder, starter med samme ligegyldige cutscene, som i stigende grad prikker på dine nerver, hvorefter ræset går løs:

Ryste, ryste, ryste controlleren op og ned for at få fart på, holde Move vandret for styring, støde, støde… STØDE!! – op i luften for at hoppe..? Nå, så ikke hoppe alligevel – booste! I stedet fokuserer jeg på at time mit Kung Fu hug på en af de endeløse Yakuza på vejen som… nå, ligegyldigt med timing når mine fagter dårligt bliver opdaget og tilmed registreres med forsinkelse – hvorefter der endnu engang zoomes ind på min spilfigurs ansigt, som kysser asfalt i slowmotion. Spillet starter mig op i den gale retning og lader mig rask væk tøffe den forkerte vej, uden at advare mig. Undervejs har det ufølsomme bæst af et web kamera taget sig den frihed, at fange billeder af mit stadigt mere frustrerede ansigt, som for at føje spot til skade, lader mig genleve gruen jeg netop har gennemgået.

I starten kan det være meget underholdende at opleve banerne, og se om man kan tvinge sin stol ud på en alternativ rute, men efter kort tid har man ikke blot set det hele, man har også oplevet frustrationens fedtede, våde finger prikke i ens øre op til flere gange. Med få køretøjer, sølle 2 figurer at vælge imellem, og en lille håndfuld baner, som endda er gentagelser og alternative ruter af gamle, er dette en pakke som er svær at anbefale.

2 player og leaderboards gør ikke den store forskel her. Følelsen af at ”denne bane skal jeg lige prøve igen og forbedre min score”, bliver hurtigt erstattet af: ”Hvis jeg er hurtig, kan jeg stadig nå at tage til bingo/fodlæge/linedance med min mormor”, fordi den forfærdelige styring ender med at blive en del af forhindringerne, i stedet for værktøjet som skal hjælpe dig forbi dem. Meget ærgerligt, især når man i et kort øjeblik får tingene til at fungere, for her er det faktisk underholdende og grinagtigt på den gode måde.

Styringen føles ikke intuitiv, og de forskellige kung fu moves har den samme effekt på fjenderne, så man holder sig til det som er lettest at udføre. Jeg må med smerte i stemmen sige, at det havde været sjovere og mindre tilfældigt hvordan man klarede sig, med en almindelig controller i hånden. Man kan med tiden lære at kompensere for nogle af de værste irritationsmomenter, men så langt vil de færreste nå, før discen er forsøgt skyllet ud.

Præsentationen er ikke noget der varmer op under hardwaren, og det ser kun lidt bedre ud end et opskaleret Playstation 2 spil med lidt flere ting på skærmen. Menuerne er kedelige, valgmulighederne få, og det er sparsomt med ting at låse op for. Lyden er, trods en charmerende titelsang, ikke over standard og stemmerne kunne have været sparet væk. Til gengæld virker Havoc Physics rigtig fornuftigt, så figuren og dennes påvirkning på miljøerne er realistisk, og til tider hylende morsom i for eksempel et styrt.

Kung Fu Rider kunne, trods dets korte levetid, have været et skægt bekendtskab. Morskaben ligger begravet lige under overfladen, kun dækket af et tyndt lag dårlig styring, og man ærger sig derfor over spildt potentiale når tingene faktisk kører i korte momenter. Desværre føles det mest som én lang hudafskrabning, fra man sætter sig i stolen, til man til sidst hopper ind bag i kassebilen, og udbryder ”pheew, that was close”. Ja, tæt på at være sjovt!