Jeg er kæmpe fan af roguelike spil. The Binding of Isaac, Enter The Gungeon, Spelunky – you name it. Jeg har altid været glad for ideen om, at hver gennemspilning er unik og ny. HADES er slet ingen undtagelse. Det er et fantastisk bud på Hack’n’slash der møder roguelike.
Men et rogoulike skal også gerne være til at tilgive og skabe fornyet drive når man dør. Man ligger, trods alt, megen energi og strategi i sin gennemspilning, så at se det hele forsvinde for, at skulle starte forfra kan være hårdt.
Super Giant Games, har nogle rimelig solide titler i deres portefolio, men kan HADES leve op til det?
Sisyfos Arbejde
I HADES spiller man som Hades’ søn Zagreus. Han er træt af, at være i underverdenen og forsøger sig med, at stikke af. Han vil bestige det mørke dyb for, at få sig en plads på Olympen. Hades er bekendt med denne aktivitet, men lader Zagreus prøve – Da Hades er sikker på, at Zagreus aldrig vil se oververdenen.
Zagreus starter sin færd med sit trofaste sværd, som han vil bruge til, at nedlægge Hades’ demoner og håndlangere på hans vej. Det er et glimrende startvåben, og føles samtidig velkendt. Der er primære angreb som skader fjenderne lidt, men hurtigt, specielle angreb som skader hårdt men langsomt og cast evnen, som sætter sig fast i fjenden og skader dem forskelligt – alt afhængig af din nuværende buff.
Senere vil man få adgang til andre våben, som et skjold, spyd, bue osv. Hvert våben har deres helt egen måde at spille på. Med sværdet skal man være tæt på fjenden, men med buen bør man holde afstand.
På Zagreus’ rejse gennem helvede, får han også hjælp fra de Olympiske guder, i form af en buff til hans nuværende evner. Disse buffs er RNG det vil sige, tilfældigt udvalgte evner.
Det er dog ikke helt tilfældigt. Zagreus’ valgmuligheder afhænger af hvor heldig man er, hvilken kammer man går ind i og hvilken gud som hjælper. Disse valgmuligheder er muligt at ændre en smule på. I nogle floors/rum, er der 2 døre, som hver viser hvilken skat der kommer på det næste floor. Det kan være nogle penge, juveler, liv eller de olympiske guders evner med mere. Her kommer der noget meget overvejelse i spil, hvilket jeg virkelig påskønner.
Derudover, kommer opgraderinger i 2 forskellige former. Der er de førnævnte, som man mister når man dør, og så er der de permanente, som man kan opgradere i mellem gennemspilningerne, når man har råd til dem.
Personligt
Der hvor HADES virkelig shiner, er dog den fulde voiceacting og interactionen med verdenen. Alle karakterene er personlige og har alle deres historie. De ser, ligesom en selv, verden forandre sig løbende. Når man møder en boss man har været ved et par gange, ja så bliver der kommenteret på det, både fra Zagreus og bossen. Og hver gang man dør, og kommer tilbage til Hades’ hus, ja, så er der nye samtaler med de andre guder og væsener . De kan give nogle hints og nogle pointers – men det er bare om at prøve igen!
De samtaler man har med de andre i Hades’ hus, medvirker til, at låse op for nye ting, samt få en større forståelse af deres forhold til hinanden. Hvis man er heldig at have noget nektar på hånden, så kan man give det væk til de andre mytologiske væsener og guder, og få lidt retur.
Man kan også være heldig, at rende ind i færgemanden Charon, som sælger nogle godter. Man kan møde andre legender i helvede som Sisyfos, der trods sin store sten og sin evige pinsel, hjælper og er forstående for Zagreus’ længsel efter et andet liv. Verdenen forandre sig i takt med de mange forsøg for, at stikke af fra helvede. Udførelsen af dette er så spot on og virkelig vanedannende.
Jeg har på intet tidspunkt været irriteret eller sur over, at skulle starte forfra. Det er en del af charmen ved genren roguelike… Men det er ikke kun det. HADES formår at nytænke konventionen med innovation, lækkert stemmeskuespil, godt gameplay og interessant verden. Der er mange små finesser som får hele mekanismen til, at spille helt fantastisk sammen. Jeg påskønner det, og jeg er mega fan.