Nintendo Switch byder på utrolig mange spil der tør prøve noget nyt. Det er også en exceptionel platform, hvis man har tanker på at prøve kræfter med spiludvikling generelt og tage nogle chancer. Det har Neckbolt i den grad prøvet som solo udvikler på spillet Molly Medusa: Queen of Spit til Nintendo Switch. Ser man på titlen som en helhed og et som skal kunne klare sig i nutidens mængder af hardcore titler, så ser det lidt sort ud. Men ellers er det noget af en præstation og et spil med charme!
Du spiller som en ung pige ved navn Molinike, som i spillet forkortes med Molly. Hun har et brændende ønske om at blive en storslået skulptør. Men hun må starte i det små som en lærling og arbejde sig opad. Hun bliver sendt ud på en quest efter en mejsel til hendes læremester, sådan at han kan færdiggøre hans seneste mesterværk. Turen tager dog en uventet drejning for Molly, i det hun støder på heks ved navn Circe, som giver Molly et ønske. Dog ender ønsket helt galt og Molly får hår i form af slanger. Jep, du gættede rigtig – alle som ser på Molly bliver lavet til sten. Sommerfugle falder til jorden, dyr bliver forstenet og mennesker det samme, i Mollys nærvær.
Historien er ikke fantastisk godt sat sammen. Der mangler lidt kontekst til diverse situationer. Såsom efter at Molly bliver forhekset og vender hjem, hvor hun laver moderen og andre om til sten, får vi ingen indikation om hvordan det påvirker hende. Hvordan Molly får brudt forbandelsen der nu hviler over hende, eller blot hvad der skal til, fortælles heller ikke. Spillets historie giver reelt set meget lidt info, og der forventes at man følger med strømmen og selv opdager historien henad vejen.
Men efter en rum tid, går det op for mig at der skal samles nogle genstande, der så i sidste ende kan gøre det af med Circes forbandelse. Molly befinder sig i en lille landsby og eftersom alle er blevet til sten, mere eller mindre, skal man drage udenfor byen. Her går der lidt “The Legend of Zelda: Wind Waker” stil i den, da du skal surfer på tværs af sanddynerne for at nå frem til diverse grotter. Hvert sted byder på forskellige genstande, der kan hjælpe dig på din vej, til at besejre Circe.
Det at surfe på tværs af sanddynerne, er nok spillets helt stærke side. Det er rigtig sjovt at suse henover landskabet, og se sin destination i horisonten, komme tættere på. Desværre er hele det store område du kan surfe rundt i, meget tom. Både tom for aktiviteter og liv. Det er synd og skam, for det at bevæger sig rundt på netop den her måde, det kan virkelig noget spændende og sjovt. Men når det eneste der er at lave er, at surfe fra A til B, så bliver det hurtig lidt kedeligt.
Hvert sted har sit eget layout og en boss, som skal besejres. Det smarte ved stederne, er at Molly er i stand til at gå på alle overflader. Igen, lidt ligesom historien, får man ingen reel forklaring på, hvordan det kan lade sig gøre. Molly er nok bare mere magisk end man lige regner med? Et problem der så medfølger muligheden for at bryde tyngdeloven ved at gå på alle overflade, er kameraet. Du har ingen direkte kontrol over, hvor der skal kigges hen. Det kan skabe en hel forvirring og ligger lige på grænsen til søsyge.
Musikken i Molly Medusa er noget for sig selv. Udvikleren har uden tvivl valgt hvad han syntes passede bedst. For det meste, så harmonere musikken rigtig fint til det sted eller den situation man befinder sig i. Men pludselig kan musikken skifte fra noget helt roligt og direkte over i metal musik. Det virker lidt sløset.
Molly Medusa: Queen of Spit er et spil der nok sagtens kunne have brugt et år mere i ovnen. Spillets koncept og historie, kunne have båret noget fantastisk og spændende med sig. Men store dele af den virker ufærdigt eller ikke helt testet igennem. Det er i den grad noget af en præstation fra blot én mand, at udvikle et spil på denne størrelse. Men med mere tid, indhold og polering, så kunne spillet sagtens gå hen og bliver rigtig godt. Men lige nu, der er den slet ikke i mål.