Engang for længe siden… Var der en hekselærling ved navn Cereza, som drømte om at vokse op stærk og selvsikker. En dag, med hendes tøjdyr i hånden, tog hun ind i Avalon skoven, med håbet om at rede sin mor. Det siges at denne store og mystiske skov, ikke er et godt sted for forsvundne hekse… Hvilke onde overraskelser findes der mon derinde? Velkommen, til Cereza and the Lost Demon.
Oprindelsen
Denne historie foregår i Cerezas, unge teenage år som hekselærling. Cereza, før hun blev kendt som den engledræbende Bayonetta, er på jagt efter, at rede sin mor – og i en drøm ser hun, at svaret nok findes i den forbudte skov, ved navn Avalon. Cereza bor hos mægtig troldkvinde, som lever i exil. Her prøver hun at lærer, det gængse umbran-heksekunstner for, at kunne tæmme dæmoner. Men Cereza ved, at der måske er svar i den store skov, så en dag, drager hun ud, uden tilladelse, med sin bamse Cheshire i favnen.
Cereza and the Lost Demon er en ægte visuel perle. Spillet foregår i en eventyrlig billedbogs-lignende verden, med mange puzzle elementer, som ikke minder om Bayonetta spillene, overhoved. Da Cereza ikke har fået styr på sin Umbran-magi, og kun har lært de meget simple trin, er hendes kampmuligheder meget begrænset. Men trods hendes begrænset evner, får hun alligevel danset en dæmon frem, som søger ly i hendes bamse Cheshire.
Efter lidt frem og tilbage, finder Cereza og “Cheshire” ud af, at de skal arbejde sammen for, at komme helskindet igennem skoven.
Visuelt var jeg blæst ret bagover, da jeg så det for første gang. Det er super fed æstetik, med flotte farver og områder. Det er samtidig også rigtig “nuttet” med designet og det er nemt at glemme at det er samme verden som Bayonetta spillene. Der er langt fra denne titel til de meget voldelige og “provokerende” main-line spil – men dette giver bare Cereza and the Lost Demon endnu mere charme. Viden om dette, gør spillet meget mere mageløst, efter min mening.
Simpelt, men stærkt gameplay
Gameplayet er som førnævnt meget puzzle-baseret, og fungere på en delt controller. Hvad menes der med det? Jo, controlleren er delt over midten – venstre side styre Cereza og højre side styre Cheshire, hvilket er fantastisk til co-op, med Switchens Joy-Cons. Men hvis man spiller spillet alene, så kræver det lige 5 minutter, at finde ud af at styre Cereza og Cheshire uafhængigt af hinanden, men stadig få dem til at samarbejde for, at komme videre.
Der er også kister rundt omkring som kan indeholde vigtige resurser som giver mere liv, diverse potions og ingredienser. Derudover er der også den klassiske JRPG arketype, med fjender i kisten, ofte kendt som Mimics.
I denne verden er fjenderne “faeries”, som kommer i mange afskygninger med blandt andet projektil våben, store skjolde, spyd mm. Hver af fjenderne er en puzzle i sig selv – og kan alle besejres via samarbejdet mellem Cereza og Cheshire. Når kampene er i gang, fungere Cheshire som den primære angreber, mens Cereza fungere som en support. Cereza kan bruge sin umbran-magi til, at fange fjenderne og holde dem fast, mens man smadre løs med Cheshire. Det er meget simpelt, men kræver et øjeblik at blive rigtig effektiv med.
Gennem sin færd gennem skoven, finder man også resurser som kan bruges til at lave potions og udvikle sine skilltrees. Da man både spiller som Cereza og Cheshire, giver det mening at de har hver deres skillset og tilhørende træ, hvilket også er tilfældet.Begge skilltrees er meget simple, med få forbedringer såsom – dodge, mere liv, stærkere angreb osv. Hvert skill koster noget, hvor både Cereza og Cheshire har hver deres “valuta”, som man finder som spillet udfolder sig.
Gameplayet er super simpelt, men fungerer rigtig godt og giver mig nogle vibes henad de gamle top down Zelda-titler. Både musikken, lyd effekterne og fjenderne får mig også til at tænke i banerne af Breath of the Wild – hvilket slet ikke er en dårlig ting. Det minimalistiske lyddesign gør skoven mere eventyrlig og mystisk, med tung base i klavermusik og bestemte tonarter, bliver jeg påvirket meget på den nostalgiske side.
Visuel perle, fantastisk lyd
Udover at give mig Zelda vibes, bliver jeg også mindet om en, efterhånden klassisk Ubisoft titel “Child of Light”. Da Cereza and the Lost Demon er fortalt i en slags billedbog. Men selvom der er mange associationer at hente, betyder det ikke at Cereza and the Lost Demon ikke er helt sit eget, for det er det. Det er ikke en nytænkt genre, men det er en rigtig kreativ måde, at fortælle om Bayonettas fortid, og giver sågar også nogle forklaringer på hændelser der sker i Bayonetta 3.
Jeg skal dog lige understrege, at man ikke mister noget, hvis man er Bayonetta fan og ikke spiller denne titel. Det giver en bedre forståelse og viden om den verden Bayonetta foregår i, men det er slet ikke et must – da denne type genre ikke appellerer til alle. Men derimod synes jeg det er værd at overveje at give spillet et skud, da det er så meget mere end “en Bayonetta forgænger”.
Det er sjældent vi oplever eksperimenterende genre med IP’er som denne og det vil være synd ikke at give det en chance, da der er rigtig meget at hente.
Jo, spillet kan godt føles lidt ensformigt i længden, både med kampene og områderne. Men som spillet foregår, bliver der låst op for flere evner og veje man kan gøre brug af for, at gøre rejsen mere strømlignet.
Det er smukt med vel-akkompagneret lyd og cues. God fortælling og gennemtænkt historie, med interessante nye personer og en god karakter udvikling for Cereza.
Cereza and the Lost Demon er ikke en titel jeg synes vi manglede – men jeg er glad for den er kommet frem. Det er super godt skruet sammen både i det visuelle men også lyddesignet.