Med sit udgangspunkt i en af historiens første anerkendte seriemordere: H.H. Holmes og hans famøse ”Murder Castle” når vi til afslutningen af the Dark Pictures antologien. Du bliver inviteret indenfor på et hotel, som indeholder en gotisk gang horror. Et udvalg af torturinstrumenter og mekanismer der ligner noget der kunne have sin gang i SAW.
Når man kigger på, hvad der for tiden er populært både hos diverse streamingtjenester samt biograferne, så er det tydeligt at horror – der tidligere ellers har været en yderst snæver genre – er i gang med en opblomstring. Det nyder Supermassive Games godt af, og de spytter trofast nye udgivelser ud i deres ”vælg dit eget horror-eventyr” serier.
Efter at have været ude i både spøgelseshistorier, SCREAM rip-off og aliens, så er vi denne gang tættere forankret i mere faktuelle begivenheder. H. H. Holmes er inspirationen og prologen ser et par der besøger hans oprindelige hotel, og derved på den ene side skal sørge for at introducere eventuelt nyankomne til historien imens de samtidig skal agere ufrivillig kanonføde for spillets første voldsomme dødsfald.
Vi tager et hop frem i tiden og lader spillets egentlige historie springe ud. Igen er en flok unge mennesker spillets omdrejningspunkt. Med den logik som gennemsyrer genren, så er de et filmhold der er inviteret til en øde ø. De er inviteret dertil af en mystisk person, som har genskabt H.H. Holmes’ morderhotel. Selvfølgelig er de blevet bedt om at lade telefoner og lignende ligge derhjemme – slet ikke mistænkeligt overhovedet.
Med dette klassiske setup kræver det ikke den store fantasi at gætte på, at du i de næste timer på skift skal følge de enkelte aktører imens de balancerer mellem den ene dødbringende dumhed til den næste. Der skiftes rundt mellem dialog, opdagelse, Quick-Time Events og sekvenser hvor du skal snige dig forbi trusler. En gennemprøvet formel, som på nogle områder er forsøgt udvidet og tillagt enkelte hit’n’miss eksperimenter.
The Devil in Me er født med både de fejl og fordele som har præget spillene indtil nu. På den ene side er det bare fascinerende, at din hovedperson kan miste livet hvert et øjeblik det skal være – bare på en enkelt fejltagelse fra din side. For at dette skal virke, så kræver det interessante figurer, og der er denne udgivelse ikke den stærkeste. Hvor vi tidligere har haft stærke karikaturer der faktisk har udviklet sig over spillet gennem deres interaktion med de andre personer, så er der denne gang mindre dialog end vi har vænnet os til. Det gør at de interpersonelle bånd meget hurtigt bliver defineret som gode eller dårlige og så er der kun karikaturerne tilbage.
Den snigende uhygge, hvor hvert skridt skal overvejes, sidder til gengæld lige i skabet. Hotellet der er fyldt med vægge der pludselig bevæger sig, glohuller, dødsfælder og underlige kreationer er den perfekte baggrund for fortællingen. Forløbet er strøet ud med fine jump-scares, som fint kan tage røven på dig det ene øjeblik bare for at være mere seriøs det næste.
Man forsøger med lidt nytænkning i denne ombæring. Det ene er, at figurerne har et mindre ”inventory” – inspireret af point’n’click eventyr. Det er dog holdt på et ekstremt simpelt niveau, hvor effekten er noget begrænset. Noget der ikke mindst skyldes, at du konstant – ufrivilligt – skifter rundt mellem de enkelte aktører og du ikke har et fælles inventory, hvorfor det ganske naturligt må være begrænset hvad de enkelte kan samle op. Det ender mest af alt som en gimmick der ikke tilfører spillet noget videre.
Det samme kan siges – om end af andre årsager – om de puzzles, hvor det kræver at du flytter rundt på ting for at kunne bevæge dig videre. Ideen er vel som sådan ok, men udfordringen ligger i, at man her vitterligt kan mærke spillets begrænsede styring samt snævre bevægelsesfelt. Det føles bare ekstra klodset når man både kæmper med styringen samt de genstande man prøver at manøvrere rundt.
Så i sidste ende står vi med en titel, hvor nytænkningen – selv om det som udgangspunkt er værdsat – faktisk trækker ned. Det føles irriterende når tempoet endnu en gang skal tages ud af begivenhederne fordi du skal kæmpe med en eller anden gimmick. Til gengæld fungerer historien igen rigtigt godt, og det er især en super oplevelse at dele sammen med andre imens controlleren og dødsfaldene går fra hånd til hånd.