Horizon Forbidden West

5 out of 6 stars

Den svære toer.

Horizon Zero Dawn fik mange flotte ord med på vejen fra både denne anmelder og den samlede spilpresse, og en toer var derfor uundgåelig. Presset på udviklerne, Guerrilla Games, har derudover været ganske stort for at kunne levere et helstøbt produkt, der både var en værdig efterfølger, rent spilmæssigt, samt fungerede optimalt på PS4 og PS5 – og gerne udnyttede sidstnævnte konsols særegne kræfter.

Uden at konkludere for meget endnu, vil jeg dog ikke karakterisere Horizon Forbidden West som PS5s killer app, men Guerrilla skal have stor ros for at lykkes på mange tekniske og gameplaymæssige områder, hvilket jeg selvfølgelig vil uddybe nedenfor.

Da spillet starter, er der gået godt seks måneder, siden vi sagde farvel til Aloy i forrige spil. Alt burde ånde fred og idyl, men den slags holder sjældent længe, og en ny fare truer hendes verden. En sygdom spreder sig med lynets hast, og den dræber alt planteliv, hvor end den kommer frem. Det er selv sagt ikke en god ting for de mange stammer, der har brug for føde, og Aloy sætter sig derfor for at finde sygdommens rod og genskabe universets skrøbelige balance mellem menneske, mad og maskine.

Det bliver starten på en yderst divers historie, der væver sig mere og mere ind i et mangefacetteret scifi-plot, der kunne være hentet direkte fra en Arthur C. Clarke-roman. Om det er godt eller ej må være op til den enkelte, men jeg synes selv, at man kunne have skruet lidt ned for kompleksiteten i plottet, uden at det ville have gået ud over selve spillet.

Heldigvis kan man springe hurtigt gennem dialogerne og komme tilbage til selve spillet, og det er her, at Guerrillas evner virkelig skinner. Jeg må lige indskyde, at jeg ikke har spillet PS4-udgaven, men selvom detaljegraden er skåret lidt ned i forhold til PS5, læser jeg at det kører tæt på 1080p/1800p i 30 fps (på hhv. PS4 og PS4 Pro), hvilket jo burde værde “godt nok” for de fleste på de platforme. Jeg har dog spillet PS5-udgaven, der glimrer ved et gameplay med dynamisk opløsning på 1800p i 60 fps – eller 30 fps i fuld 4K. Jeg går altid efter at opleve spillene i deres Performance modus, og jeg havde også ret vanskeligt ved at se forskel på opløsningen alligevel, så det vil derfor klart være min anbefaling at gå efter de 60 fps. Og flot er det altså uanset hvad!

Som i forgængeren foregår det meste af spillet stadig i det sydvestlige USA anno 3040, og udviklerne har virkelig leget med at genskabe kendte steder troværdigt og i en uhørt høj detaljegrad, hvor specielt klipper, bjerge og de mange tætte skovområder fremstår virkelig organiske. Guerrilla har ligefrem måttet tilbyde at vise (med gule krydser og streger), hvor Aloy kan klatre, da det ellers kan være ret svært at gætte sig til grundet klippernes forskelligartethed. Kritikeren i mig skal så også huske at sige, at det ødelægger illusionen lidt med den hjælp, men så kan man jo altid slå det fra i indstillingerne. Flora og fauna er både mangfoldig og altid i bevægelse, mens dagene går og vejret skifter. Morgendis over ørkenen med små sandtornadoer i det fjerne, den klare nat under fuldmånen i de sneklædte bjerge, høj sol på de hvide strande, hvor bølgerne glider stille ind efter at have slået mod klipperne – spillet byder på det hele og mere til, og der er virkelig blevet kælet for det. I den henseende er vi tæt på beskrivelsen af en killer app, det kan ikke fornægtes.

Den mekaniske fauna har dog altid været seriens trækplaster, og som med plot og grafik er Guerrilla også gået all-in på at skabe varianter af både kendte og mytiske dyr i alternative former – og denne gang er der mange af dem. Drager, kæmpekrokodiller, flodheste, elefanter og ti meter høje slanger blander sig med størrelsesmæssigt mere beskedne dyr som velociraptorer, bisoner og meterlange øgler, der alle har sine svagheder og forcer.

Dem bør man studere indgående, da en absolut overflod af våben med forskelligt skyts nu kan bruges taktisk til at lamme, fryse, brænde og såre de mange robotter. Til sin hjælp kan man bruge Aloys scanner på dyrene og derefter tagge forskellige dele for bedre at kunne levere et målrettet angreb. Igen må kritikeren i mig lige notere, at man i kampens hede kan have svært ved at fokusere på et gevir eller en stødtand, men igen skal udviklerne have ros for at tilbyde denne taktiske kompleksitet. Personligt fandt jeg dog en gylden middelvej, der bestod af lammende frost efterfulgt af store eksplosioner. Det havde en god effekt i de fleste opgør, og da jeg heller ikke spillede på højeste sværhedsgrad, bragte denne fremgangsmåde mig fint i mål.

Som sin forgænger er Forbidden West en kæmpestor sandkasse, og efter rulleteksterne er kørt over skærmen, vil man sandsynligvis kun have set og gennemført op mod halvdelen af spillets missioner. Som med våben, ammotyper og fjender har Guerrilla også her tænkt “jo mere, jo bedre”, og derfor kan man let bruge 25-30 timer alene på sidemissioner, der primært belønner Aloy med et marginalt bedre våben eller dragt, som hun altså ikke har brug for i samme udstrækning efter endt spil – og nok primært, hvis man spiller på en højere sværhedsgrad end jeg gjorde. For taktikeren er der nok at komme efter, men miondre kunne som sagt have været mere end nok. Nogen vil samtidig kalde de mange sidemissioner for spild af tid, men heldigvis er mange af disse- som ofte har flere undermissioner tilknyttet – ganske sjove eller spændende, og det er derfor et stort plus for folk, der elsker udforskning og gerne vil have hele historien med.

Universet er fyldt med individer, stammer, fjendtlige baser, undersøiske huler og andre skjulte steder, som man i løbet af hovedhistorien højst støder på et par gange, og jeg nød flere af de længere sidemissioner, da de bragte flere dimensioner til universet. Uden at spoile for meget vil jeg også lige nævne jagten på relikvier for en selvbestaltet showman i Las Vegas som et højdepunkt, man ikke bør snyde sig selv for. Cauldrons er også tilbage, hvor man finder opskrifterne på at overtage kontrollen over de forskellige maskiner – eller spille dem ud mod hinanden.

Skal jeg prøve at opsummere for at slutte denne anmeldelse, så må jeg igen nævne, at Horizon Forbidden West på den tekniske side skinner som få andre spil. Spillet starter op på 15 sekunder, og når man via fundne lejrbål teleporterer fra den ene ende af kortet til den anden, tager det blot et par sekunder, før man er fremme. Det er yderst imponerende, og det er også med til at gøre udforskning til en leg, idet lejrbålene er talrige og man derfor altid er tæt på kanten af det ukendte.

Grafisk er vi også helt i top, og selvom vi både har set døgncyklus og vejrskifte i andre spil, så har man i denne ombæring ustandselig lyst til at, ja, standse op og tage fotos af omgivelserne, hvilket spillets Photo Mode også lægger op til. Eneste minus i denne henseende er som sagt, at der næsten kan være for mange detaljer i universet, når man eksempelvis traverserer tæt jungle eller klatrer på klipper, men det virker jo nærmest som at klage over for meget dessert.

Til gengæld bliver spillets behov for at lægge sig mestendels i slipstrømmen på andre (vellykkede) sandkassespil for meget af det gode. Og det trækker en smule i den anden retning. Historien udvikler sig også lidt for spektakulært efter min smag, og folk snakker og snakker. Og snakker. Der er derudover så mange muligheder for at variere sin måde at slås på, at jeg som sagt til sidst opgav at finde det mest korrekte udstyr til de mest korrekte angreb og derefter blot hyggede mig med at lamme og smadre dem. Og lammesmadre dem gjorde jeg! Hvilket også virker fint langt hen ad vejen, men det er desværre med til at trække karakteren lidt ned. Jeg forstår Guerrillas behov for at please alle typer af spillere i så lang tid som muligt, men “less is more” er også en måde at gøre tingene på, og den filosofi tiltaler mig bare mere.

Alligevel er det svært ikke at anbefale Horizon Forbidden West helhjertet, da det er en fantastisk bedrift Guerrilla har begået. Det er en showstopper af rang for PS5-ejere, og der gemmer sig et gennemarbejdet og underholdende spil bag facaden, selvom delkomponenterne er velkendte fra lignende spil i genren.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.