Ratchet & Clank: Rift Apart

Ratchet og Clank får sig et par nye legekammerater, og sammen beslutter de sig for at banke Dr. Nefarious. Igen.

Det er muligvis stadigvæk så godt som umuligt at få fat i en PS5 grundet den globale chipmangel og den store efterspørgsel, men indtil videre har der nu heller ikke været så mange bydende grunde til, at man skulle udskifte sin trofaste PS4. Som nybagt PS5-ejer er det selvfølgelig dejligt at lege lidt med de opdaterede PS4-spil, som nu typisk kan nydes i 60fps og med forbedrede teksturer – og lidt raytracing, hvis man er heldig. Men det ændrer jo ikke ved det velkendte gameplay, og hvad de fleste PS5-ejere går og venter på, er spil skrevet decideret til konsollen, og som udnytter dens features og hestekræfter til det yderste.

Og det spil har Insomniac så forsøgt at give os med det seneste skud på stammen i Ratchet & Clank-serien.

Historien er en tøddel mere intelligent, end vi er vant til fra Ratchets univers, og det har samtidig givet udviklerne en mulighed for at introducere et par nye hovedpersoner i form af en kvindelig Lombax og endnu et robot-sidekick, der bærer på en mørk hemmelighed. Sammen skal de to par for Gud ved hvilken gang bekæmpe Dr. Nefarious, der nu er at finde i to parallelle universer, som er blevet forbundet ved et uheld. Held i uheld, da Ratchet som sagt møder sin kvindelige modpart, Rivet, og samtidig afdækker mere information om, hvad der er sket med deres race.

Om man styrer Ratchet eller Rivet er dog for den sags skyld underordnet, da de begge har adgang til det samme, skøre arsenal af våben, der jo er et af seriens kendetegn. Sædvanen tro skal man også flyve mellem en god håndfuld fantastiske planeter, og denne gang gælder det så overordnet om at finde og reparere den såkaldte Dimensionator, der var skyld i hele miseren og åbnede sprækkerne mellem dimensionerne.

Sprækker er der også en del af på de enkelte planeter, og de fungerer både som genveje og som små kig ind i alternative lommer af kosmos, hvor man typisk skal klare lidt hopperi for at erhverve sig et stykke rumdragt, der kan booste Ratchets egenskaber på forskellige måder. Disse sprækker er også at finde i bossopgør, hvor omgivelserne altså kan skifte lynhurtigt, som man farer ind og ud af forskellige arenaer – et teknisk faktum, som vi alle har fået læst og påskrevet om, når Sony har skullet fremhæve PS5’ens hurtige loadetider. De er da også imponerende, men det er stadig en gimmick, og – detaljegraden til trods – kunne seriens seneste udspil efter min mening nu godt være blevet udgivet til PS4.

Når vi ellers taler om den grafiske side, så tilbydes man tre forskellige indstillinger, der fokuserer på enten framerate, opløsning, detaljegrad eller raytracing/lyseffekter. Performance giver solide 60fps i 4K uden raytracing, Performance RT prøver at holde 60fps i lavere opløsning men med raytracing slået til, mens Fidelity tilbyder 30fps i 4k og med raytracing, bedre lyseffekter og en højere detaljegrad. I min bog er der dog reelt set kun ét valg, og det er Performance RT, da man her får det bedste af to verdener med et meget lille afsavn, mens Performance ikke er pænt nok og Fidelity ikke er flydende nok. Men det er jo altid rart med et valg.

Uanset valget tager spillet sig alligevel flottere ud end nogensinde før, og man ser tydeligt, at Insomniac har besluttet at sætte barren højt for, hvad vi kan forvente af spil på den nye konsol. Eksplosioner, fjender og møtrikker fylder ofte skærmen i et farveorgie, uden at hverken framerate eller detaljegrad lider under det. Spillet er samtidig lidt på den lette side på den normale sværhedsgrad, som jeg gik i gang med, hvilket blot indbyder endnu mere til at gå amok med alle sine våben, hver gang chancen byder sig.

Våbnene er samtidig noget nær de bedste, serien har tilbudt, og de kommer i fem varianter, efterhånden som man bruger dem og dernæst opgraderer dem med indsamlede krystaller. Jeg elsker de feje granater, der kan bruges på lang afstand og henover forhindringer, men ellers kan man både vælge mellem spredhagl, laserstråler, rikochetterende projektiler og elektriske udladninger, der forbinder og kortslutter flere fjender samtidig, foruden flyvende svampe og miniatureudgaver af Clank, der angriber fjenderne i flok. Og som den mest sindssyge rosin i pølseenden må jeg også huske at nævne Sprinkleren, der vander fjenderne, hvorefter der fremspirer blade på dem, så de ikke kan bevæge sig i et stykke tid. Hvem finder på sådan noget? Der er cirka en snes våben i alt, men jeg vil overlade det til folk selv at opdage de andre, der alle har hver deres fornøjelige særpræg.

Ulemper er der altså få af, og Rift Apart er noget nær et must for fans af serien. Men som med alle de nye konsolspil, så er prisen desværre en smule til den dyre side, og foruden de titulære sprækker, så har vi altså set det meste før i en lidt anderledes indpakning. Det gør bare ikke så meget, når slutresultatet er så herligt, sjovt, skørt og flot, og jeg vil gerne se det barn eller barnlige sjæl, der ikke klukker højlydt, når skærmen eksploderer i et bombardement af farver og lyseffekter.