Katamari Damacy REROLL
Engang i tidernes morgen – mere specifikt omkring 2005 – anmeldte Lars Jørgensen Katamari Damashii på PlayStation 2. På det tidspunkt var det et obskurt budget-importspil fra den dengang ukendte Keita Takahashi, men det er sidenhen efterfulgt af en serie af udgivelser, som har haft mere eller mindre held med at genskabe formlen. Den vestlige titel blev til Katamari Damacy, og selv om den første udgave i første omgang kun var at finde i USA på PlayStation 2, kom de mange efterfølgere også til Europa.
I bagkundskabens lys sætter jeg mere pris på Takahashis kreative galskab, og hans senere spil som Noby Noby Boy og Wattam gav mig lyst til at vende tilbage til mit første møde med hans kreative output. Jeg havde selv Katamari Damacy på PlayStation 2, og selv om jeg har flere af efterfølgerne, generede det mig altid lidt, at jeg ikke havde mulighed for at vende tilbage og prøve det første igen, da jeg ikke længere har en PlayStation 2, som er i stand til at spille importerede spil. Derfor levede spillet udelukkende i minderne, og det var først da det kom til Nintendo Switch og Windows som Katamari Damacy REROLL, at det igen var muligt at prøve det første i serien for mig. Efter en periode med fravær fra spillet var jeg spændt på, hvordan det ville være at vende tilbage til det første i serien, og jeg købte det derfor på Switch, da det på en eller anden vis virkede som den oplagte, spøjse platform til et af de mest spøjse spil fra en af de større udgivere. Da det også kom til Xbox, og der endda lige var landet ny hardware med flere kræfter, takkede jeg ja til at prøve denne udgave også.
For nye læsere, der ikke kender serien, er det måske på sin plads at opridse, hvad spillet går ud på. Ved hjælp af de to joysticks styrer man en katamari (en bold-lignende dims), som kan opsuge ting, der er mindre end sig selv. På hver bane skal man opnå en given størrelse indenfor en tidsgrænse, som er mellem en håndfuld og tyve minutter. Et par enkelte afstikkere undervejs har ingen begrænsning eller blot krav om, at der ikke må forekomme bestemte ting i katamarien. Ved slutningen af hver bane bliver katamarien lavet til et himmellegeme til at erstatte nattehimlen efter ens drukfældige far smadrede den i en brandert.
Historien er stadig den samme, så hvis man har savnet at rulle alverdens ting op i en kugle under verbale overfald af en psykotisk-narcissistisk faderfigur, mens man slider og slæber for at genskabe den nattehimmel, han smadrede i en brandert, vil man straks føle sig som blommen i et æg. Selv om det lyder lidt forkert, har jeg det faktisk sådan, for selv om faderen, også kendt som Kongen af Kosmos, også har været med i de senere titler, var han aldrig helt så modbydelig som i det første spil, og hans nederdrægtighed og totale mangel på empati var faktisk med til at gøre universet mere underholdende. Som prins er man altid kun lige så god, som ens katamari er stor, og ingen slipper igennem spillet uden at skuffe farmand. I det mindste bliver han som regel kun skuffet og ikke vred.
Der er ganske vist nogle små grafiske ændringer i REROLL, men hvis man ikke ved, hvad man skal se efter og blot husker originalen, er det faktisk svært at registrere, at det er en remaster. Selv om spillets opløsning er højere, og de fleste videosekvenser ser ud til at have fået en opskalering og ændring til widescreen, er det samlede indtryk i høj grad, som det var på PlayStation 2. Man skal med andre ord ikke være allergisk overfor synlige pixels, for selv om 3D-grafikken er i højere opløsning, er den samme pixelerede stil fastholdt på alle overflader, men det ser ikke sjusket ud. Det ser bare ud som om, man har ønsket at bevare stilen fra originalen, og det fungerer upåklageligt.
Andre elementer er stadig de samme. Herunder soundtracket, som fortsat er blandt de mest charmerende og ørehængende. Selv om jeg aldrig har forstået de japanske tekster, er det umuligt at høre sangene uden at komme i bedre humør, og sammen med det farverige univers er Katamari Damacy REROLL en god modgift til et af de mest modbydelige år i mands minde. Kamerastyring, styringen af katamarien og manglende auto-save er fortsat som på PlayStation 2, og modsat de senere spil kan man faktisk risikere at sidde uhjælpeligt fast, men det er tilpas sjældent til, at det virker relativt ubetydeligt. Som et væsentligt plus ved denne udgivelse på både Nintendo Switch og Xbox One (og formentlig de øvrige platforme) er konsollerne langt bedre i stand til at levere den ydelse, der skal til. Mens PlayStation 2 havde det med at gå i knæ, når katamarien nåede en vis størrelse, er der ingen nævneværdige fald i spilhastigheden her. Selv om det aldrig rigtigt gik ud over spilbarheden på PlayStation 2, er det bare dejligt, at man ikke længere bliver udsat for det.
Det største problem ved den originale udgivelse af Katamari Damacy gør sig desværre stadig gældende, hvilket heller ikke kan overraske med genudgivelsens mål for øje. Spillet er stadig på den ret korte side. I dag ser jeg dog lidt anderledes på netop dén begrænsning, hvilket nok skyldes, at jeg siden første udgave af spillet er begyndt at sætte mere pris på genspilning med henblik på at forbedre resultatet. Hvis man kun vil se spillet fra start til slut, er det overstået på under ti timer inklusive forfejlede forsøg. Hvis man vil have alle achievements er der måske et par timer mere – den mest udfordrende af slagsen er at rulle et eksemplar af alt i verden op i en katamari, mens man opnår resten under almindelig gennemspilning.
Spillet er heldigvis ikke til fuld pris, og til lidt over 200 kroner er prisen tæt på, hvad den var på PlayStation 2 i sin tid. Prisen per time er derfor ganske rimelig, og skulle det ligge over smertegrænsen vil et udsalg formentlig sænke niveauet yderligere i nær fremtid. Isoleret set som et budgetspil er Katamari Damacy REROLL værd at prøve, men som forløsning på 15 års ventetid på at gense spillet, der startede en serie og inspirerede utallige indiespil er det meget bedre.
