Alle kender Assassin’s Creed, der er ikke noget der. Men med en trofast følge kræver det, at nytænke strukturen i en veletableret spilmekanik… og her rammer Valhalla hovedet lige på sømmet! Med det nye settlement system, er der kæmpe mulighed for, at gøre spiloplevelsen endnu mere sin egen – og med den barbariske togter og vikinger der er nådesløse, bliver kampene enorme og blodige. Spillet er blevet spillet på en Playstation 4 Pro. Velkommen til Norge, hedning!
Valhalla
Ubisoft har fået de norske fjelde og bjergkæder til, at se enormt smukke ud. Man må sige at de ved, hvad der skal til for, at skabe store åbne arealer, med nøje udvalgte detaljer. Det er næsten euforisk. Men ser man bort fra den flotte tundra, smukke floder og nordlys, er der det som nogle ville mene er et problem. Spillet er enormt. Efter min mening, er det for ‘enormt’. Det skaber en følelse af overvældenhed, og der er tidspunkter, hvor jeg har stået og spejdet mod en horisont, uden egentlig at se et mål. Det ser dog ud som om at det er mindre Odyssey. Men størrelsen kan for andre være et kæmpe plus. Men efter min mening, er det vigtiger at have indhold der giver mening, end for at blære sig, med en voldsom skalering af en verden – og dette er kun Norge.
Men ser man på mikro, i stedet for makro, er der tydeligt lagt mange tanker og detaljer i folket fra Valhalla. Eivor, hovedpersonen, er så fantastisk godt udtænkt!
Der er som i Odyssey mulighed for, at vælge mellem 2 køn, men for nemhedens skyld, vil jeg fremadrettet referer til Eivor som han, grundet mit valg i spillet.
Eivor har utrolig meget personlighed, men ikke nok til, at man som spiller føler sig distanceret fra ham. Hans ordvalg er oftest baseret på hvad spilleren gør gennem historien, samt hvilke valgmuligheder man vælger. Så selvom Eivor er veludviklet, er han stadig en rent kanvas.
De andre allierede, fjender og lignende er også super godt skruet sammen. Om de er simple vikinger i dit mandsskab eller nøgle personer, der skal hjælpe dig på vej, er der noget interessant at finde i dem alle. De er meget personliggjorte, og dette er klart med til, at gøre Valhalla mere livligt.
Der er mange nationaliteter i spil i kampen om de nordlige lande, og det er super godt castet, det meste af tiden. Dog halter animationerne en smule. I en stor del af dialogerne er der ikke specielt meget mimik at hente. Kroppene og ansigterne kan virke meget stive, og nogle gange følger munden slet ikke med. Det sker også til tider, at nogle af de mindre vigtige NPC’er slet ikke lyder overbevisende.
Som dansker, er jeg også utrolig begejstret over alle de danske skuespillere der er til at finde i spillet. Det er mildest talt fantastisk, når man tydeligt kan hører den stærke danske accent hos nogle af karakterene. Det blev lidt en form for bingo for mig til sidst – og en god måde til, at ligge mærke til dialogerne.
Viking og Snigmorder
Jeg er altid begejstret for at se, hvordan Ubisoft implementerer snigmorder systemet i deres nyere spil. Hvordan kommer hovedpersonen i kontakt med Det Usynlige Broderskab? Det er en meget transparent måde, de har valgt at gøre det i Valhalla, dog uden, at det føles dovent. Når Eivor endelig lærer at være en ægte skyggekriger, åbner man op for adskillige nye missioner og funktioner. Blandt andet, skal man opbygge sin egen landsby, ved hjælp af spillets Settlement funktion.
At være en ægte nybygger, ja den funktion har jeg set meget frem til! Men den falder desværre lidt til jorden. Der er ikke specielt meget plads til, at være æstetisk omkring det. Der er nogle forudbestemte arealer, som man skal finde resurser til for, at få nogle hovedbygninger. Der er dog mulighed for, at bygge forskellig pynt rundt omkring, hvilket bløder landingen en smule.
Resurserne får man ved, at tage på togter – altså slagte nogle bønder eller fjender. Når ens besætning er tæt nok på en lille by, kan man sætte ild til deres bygninger, stjæle deres rigdomme og hugge deres hoveder af. Det er barbarisk og råt, hvilket det skal være.
Hvis man ikke er så glad for, at se på afhuggede lemmer, så kan man slå dette, samt andre ting, fra i hovedmenuen.
Gameplay minder meget om sin Odyssey. Man er udstyret med en økse, skjold, og bue og pil. Ens angreb er meget simple, da man har mulighed for at udføre et let, hurtigt angreb og et tungere, langsommere angreb. Man kan undvige, blokerer og skyde. Ligesom i Odyssey er der et skilltree, som man kan spenderer point i for, at låse op for nye færdigheder. Nogle af evnerne er passive, hvor andre kræver en manuel handling. Man vælger selv hvilken vej man vælger at gå, om det er den snigmorderiske vej, med en masse opgraderinger der sætter stilhed og præcision i fokus, eller den barbariske, smadre alt på sin vej-vej man vil gå, så er der stor mulighed for, at være kræsen.
Dog er kommer en af svaghederne fra Odyssey også tilbage her. Rustninger og udstyr. Ja, det er samme farce. Fjenderne i spillet stiger gradvist, alt efter hvor man er i spillet. Det samme gør ens udstyr. I starten er det mere eller mindre en leg at kæmpe sig igennem horderne af ondskab, men ligeså snart spillet går rigtigt i gang, skal man passe på. En af de største skismaer i RPG spil er, grind, grind, grind.
Hvis man gerne vil have en nogenlunde og gradvis stigning af sværhedsgrad skal man se langt. Historien prøver så vidt muligt, at snævre spilleren hen, til en tilsvarende mission, der matcher ens level. Men tager man på opdagelse, kan det hurtigt blive svært.
Nyt Tøj
Valhalla ændre selvfølgelig også mange af de ting, Odyssey havde svært ved. Så det er ikke helt fair at sammenligne de to spil så nært som jeg har gjort indtil nu. Men fjerner jeg alle de nye funktioner, udseender, karakterer og lokationer. Har vi den samme basale kerne som Odyssey arbejdede med. Til tider er denne kerne meget klodset, det kan være svært at navigerer på tætliggende flora eller bygninger. Der er sågar også tidspunkter hvor jeg har siddet fast, fordi spillet ikke viste, hvor jeg ville hen.
Jeg havde også en uheldig oplevelse, hvor spilet lukkede ned, mens jeg kæmpede om, at komme op af en pæl. Dette er garanteret en sjældenhed. Men det er tydeligvis min Playstation 4, der blev ligeså frustreret som jeg, da jeg ikke kunne styre Eivor ordentligt. Dette er jo desværre noget der sker, når muligheden for, at klatre alle steder er en realitet. Men nøj, hvor håber jeg det bliver ordnet inden for rimelig fremtid. Assassins Creed har vel til en vis grad altid været en smule klodset når det kommer til parkour. Men det var, som jeg husker det, klart nemmere, da der var forudbestemte steder man kunne klatre på – som f.eks. i AC og AC 2 spillene.
Zoomer vi ud fra det mikroskopiske, så er Valhalla godt skruet sammen. Jo der er skavanker, ja der er klodsede sekvenser hvor man gerne vil have mere kontrol. Men derudover, så er det et spil der virker. Det er stadig en smule for stort, specielt når man rammer England. Men historiefortællingen og puslespilsbrikkerne til den overordnede 2012 historie, rammer de helt rigtige knapper hos mig. Det er ikke perfekt, men det er heller ikke dårligt, overhovedet. Der er en masse sjov og spænding at hente i Valhalla. Fede kampe, fede sekvenser i en fed og flot verden. Der er nogle enkelte øv-bøver, men så er det heller ikke værre.