Det er 25. marts at Iron Danger udkommer på Steam. Det er finske Action Squad Studios der er udviklerne og Daedalic Entertainment som er udgiveren. Her på redaktionen stiftede vi første gang bekendtskab med spillet på GamesCom 2019, og vi har også været så heldige at bruge tid sammen med en tidlig udgave til vores preview. Nu er udgivelsen klar og hvordan er det færdige resultat så blevet?

Iron Danger er et taktisk RPG med en helt unik mekanisme til at manipulere tid. Det bliver dermed en kombination af klassisk tur baseret og realtids kampe. Samtidig kan du anvende omgivelser til din fordel. Kan stablen med træstammer ikke lige laves om til en fælde? Må ikke det gamle træ vælter hvis det får en velplaceret tønde med olie? Så selvom om oddsene er imod dig så er der altid en vej gennem de mange kampe. Du kan nemlig altid spole tiden tilbage hvis du ikke lige synes kampen ser ud til at falde ud til din fordel.

Den grafiske stil er lækker med et dejligt nordisk udtryk der fortryllende binder magi sammen med steampunk. Det finske indie team har med stor succes skabt en verden der både er unik og sammenhængende. Det er en fornøjelse at zoome ud for at se et helt område. Sammen med fortællingen så er lydsiden også med til at gøre det til en indlevende oplevelse. Det er som du kender det fra andre dungeon crawlere et isometrisk overblik hvor du selv har ansvaret for at finde en betragtnings vinkel som passer. Det kan indimellem være lidt udfordrende selvom det sjældent forhindrede mig i at få et overblik af området.

Det bærende element er det turbaserede kampsystem hvor du har 14 hjerteslag at gøre godt med. Det er som sådan ikke så svært at forstå. Hver sektion er et hjerteslag og hver handling tager et eller flere hjerteslag. Hvis udfaldet ikke passer dig, så kan du spole tilbage og vælge en ny sekvens af handlinger. Du skal være opmærksom på at det også kan ændre handlingen for dine fjender. Det kræver igen lidt mere overblik når du så både skal styre Kipuna som er vores heltinde og Topi som er våbenmester. Det er en forholdsvis stejl indlæringskurve hvor det kræver tålmodighed de første kampe indtil du har styr på de forskellige elementer og at du skal bruge begge karakterer for at komme igennem. Skal du bruge f.eks. Kipuna’s “Flamin Weapon” på Topi får han aktiverer sit Jordskælv så bliver der endnu et niveau a dybde i mekanikken.

Du får flere evner som du kommer videre i historien. Det er heldigvis ikke bundet til experience point eller andet som kræver en grind. Du får nye evner som du gennemfører de forskellige missioner. Så er det bare om at vælge hvad du synes supplerer din stil bedst. Det er vigtigere at have en balance da kampene virker som gåder. Din opgave er at finde en måde at nedkæmpe de enkelte grupper af fjender uden at alle i hele området stimler til og slår dig ihjel. Det er det eneste tidspunkt hvor du så er nød til at starte den aktuelle bane forfra. Ellers så er det tidsbaserede kampsystem netop lavet så du ikke konstant skal gemme og hente dig save game.

Iron Danger er en fornøjelse at spille. Finske Action Squad Studios har ofret lige dele energi på grafik, lyd, historie og spilmekanik til at det smelter sammen i en helhed. Det er en helt unik oplevelse og kender du lidt til nordisk, specielt finsk, mytologi så er der endnu mere at hente. Det er et spil for alle som elsker en god dungeon craweler. Her er du snildt underholdt i 15 timer eller mere.