Death Stranding

Make America Great Again.

Lige dele syret science fiction, politisk kommentar, monoton grind og overkompliceret ressourcestyring; Death Stranding er et spil som intet andet. Og med et papirstyndt gameplay, der dog imponerer med sit mod og simplicitet, kan man vist roligt sige, at dette ikke er et spil, som man glemmer foreløbig.

Det starter ellers nok så eventyrligt, idet man som buddet Sam Porter Bridges får til opgave at forbinde nodepunkter på tværs af USA i et netværk, der hedder UCA; United Cities of America. Dette gør han ved at bringe pakker til øde egne af det ødelagte Amerika, der har været ude for en ulykke af overjordiske dimensioner. Folk eksploderer i såkaldte voidouts, der har smadret infrastrukturen og efterladt kæmpe kratere overalt, og samfundet er nu kraftigt koncentreret om få, befæstede distributionsposter, hvorfra varer sendes rundt i landet med bude. Det er farefuldt at begive sig ud grundet Timefall, en hidsig syreregn der ælder alt ved berøring, foruden at gemme på overnaturlige væsener, der drukner folk ved at trække dem ned i en tjærelignende substans. Dem kan man dog få hjælp til at se – og derved undgå – gennem babyen, BB, som Sam bærer rundt på brystet og som er en del af ens standardudstyr. Endelig gælder det også om at undgå de såkaldte MULEs, som basalt set er tyveknægte, der altid er på udkig efter tungt lastede bude, som de kan røve og slå ned – i den rækkefølge. Sam er dog et specielt postbud, idet han er en såkaldt Repatriate, hvilket betyder, at han kan komme tilbage fra de døde. Det gør ham ganske egnet til de farlige missioner, og samtidig lader der til at være en del mere usagt om hans rolle i verdens nuværende tilstand, hvorfor han naturligvis skal ud og møde universets skæve personligheder selv.

Jeg har kun ridset lidt i lakken omkring plottet ovenfor, men skulle jeg gå mere i detaljer, ville jeg aldrig blive færdig. Kender man til Hideo Kojimas tidligere spil, ved man også udmærket, hvor kringlede hans historier er, og Death Stranding er altså ingen undtagelse. Nærmest tværtimod, idet Kojima jo nærmest er mere forelsket i filmkunst end i at lave spil, hvilket det ufatteligt indviklede plot og den tunge dialog tydeligt viser i de minutiøst detaljerede mellemsekvenser, der optager en stor del af den samlede spiltid på minimum 40 timer. Man behøver da heller ikke kigge længere end til den otte minutter lange trailer for at se, at Kojima virkelig er en auteur af en anden verden.

Men det er så her, at de mørke skyer sænker sig lidt over fornøjelserne, da dét at agere postbud i et postapokalyptisk univers faktisk ikke er særligt sjovt, særligt længe, hvilket selvfølgelig er en yderst subjektiv vurdering. Sædvanen tro har Kojima desuden inkluderet et væld af systemer, der unødigt komplicerer den simple opgave at transportere varer fra A til B, og som ikke føles relevante i den større kontekst. Pakker, våben og andet udstyr skal konstant omfordeles på ryg, skuldre og hofter for at undgå at snuble, og det bliver man så alligevel påmindet om konstant, da Sam ofte har et generelt balanceproblem på de stejle skråninger, med mindre man korrigerer med L2/R2. Så skal man også huske at smide tom emballage – eller genanvende det, når man kommer forbi en node – og sørge for at have batteri nok på de uundværlige exoskeletter, som hjælper Sam med at bære ekstra vægt, løbe hurtigere eller bestige bjerge mere smidigt. Desuden forgår ens last langsomt i syreregnen, så den skal man også huske at reparere undervejs med smarte Repair Sprays. Senere kommer der køretøjer til hjælp i form af en motorcykel og en truck, der dog er lidt af en prøvelse at få navigeret udenom klipper, floder og bjerge grundet den manglende infrastruktur. Og køretøjerne skal selvfølgelig også lades op undervejs, da man ellers risikerer at måtte vinke farvel til store dele af en kostbar last midt ude i ingenmandsland,

Det bringer os over til dét underliggende system, der faktisk er tæt på at være spillets raison d’etre; man kan nemlig selv bygge ny infrastruktur op, og via en subtil onlinedel kan man både hjælpe andre spillere og/eller benytte deres bygværk til ens egen fordel – uden at de dog selv dukker op i ens spil. Man kan bygge ladestationer til exoskeletter og køretøjer, udhæng, hvor man kan søge ly fra regnen og få repareret sin last, postkasser indeholdende egne og andres varer og udstyr, som kan leveres/benyttes efter behov, broer, asfalterede veje o.a., som gør turen fra A til B kortere og mere sikker for både Sam og hans last. Idéen er glimrende, men i praksis er det yderst tidskrævende at bygge eksempelvis broer og veje, da de kræver indsamling af ekstra materialer. I et spil, der i forvejen kræver over 40 timer af ens tid, føles dette faktum lidt som en lussing, og jeg valgte derfor i stedet at brute force spillet ved at drøne gennem det hele med en truck og håbe det bedste for dens tilstand og batteri. Det kan lade sige gøre, så det kan ikke kaldes snyd, selvom det selvfølgelig ikke er særligt kollegialt overfor de andre onlinespillere.

Køretøjerne håndterer desværre ikke helt perfekt, men de har boost og mulighed for at lave et mindre hop, så med lidt besvær kommer man alligevel gennem nok så klippefyldte områder. Og i dette tilfælde var det vitterligt et spørgsmål om pest eller kolera, da jeg virkelig ikke kunne se fornuften i at bruge en ekstra time på eksempelvis at bygge en bro, som jeg alligevel kunne klare mig uden ved at køre en omvej på ti minutter. Omveje kan også belønne én med andres tabte last, som man kan levere for dem og tjene likes, der er lidt at betegne som spillets officielle valuta.

Historien er som sagt ganske syret, og Kojima har fyldt den med kendte personer i mere eller mindre fremtrædende roller. Mads Mikkelsen, Léa Seydoux, Troy Baker, Lindsey Wagner, Guillermo Del Toro, Nicolas Winding Refn, og så selvfølgelig Norman Reedus som Sam, spiller de væsentligste hovedroller, omend Guillermo og Nicolas ikke selv får lov at lægge stemmer til deres roller. Derudover ser vi både store og små cameos fra folk som Conan O’Brien, Sam Lake fra Remedy, Hermen Hulst fra Guerrilla Games og et væld af andre personnager fra den kreative klasse, der alle lægger ansigt til de mange preppers, som man kalder de overlevende i spillets mange bunkers, der selvfølgelig har fragtopgaver til Sam, før de vil forbindes til UCA.

Kojima elsker at bruge den slags referencer, og man kan desuden nyde en Monster-energidrik eller høre musik fra bands som The Silent Poets, Low Roar, Chvrches og Major Lazer i sit private rum, hvor Sam også excellerer i at “bryde den fjerde mur” ved at se direkte på spilleren og pege på ting. Man kan sågar sende Sam i bad eller på wc til både nr. 1 og nr. 2 – eller blot få ham til at skære grimasser i spejlet, hvilket BB elsker. Jo, Kojima er på samme tid både ultraseriøs i sine spil, grænsende til det besatte, samtidig med at han ikke er bange for at tage lidt fis på både sig selv og sit publikum. Og det er bl.a. denne vekselvirkning, der gør, at jeg stadig elsker og respekterer ham som en helt ekstraordinær kunstner – for man ved aldrig helt, hvad man kan forvente.

Desværre må jeg jo samtidig sande, at jeg fandt Death Stranding for ensformigt og simpelt som spil i lange perioder ad gangen. Det er en ærgerlig ting at måtte indrømme, da store dele af historien, mødet med de kendte ansigter, den utroligt stemningsfulde natur og det musikalske akkompagnement altsammen var en fantastisk oplevelse. Samtidig nød jeg virkelig introduktionen til spillets mange systemer i løbet af de første 5-6 timer, hvor det hele virkede surrealistisk, og man fik nye, brugbare værktøjer til at klare strabadserne med. Men kort derefter begyndte hele affæren i stigende grad at føles som én lang grind, og da jeg nærmede mig slutningen, glædede jeg mig først og fremmest til at kunne lægge controlleren fra mig. Uden at afsløre noget om historien så rørte den mig heller ikke i særlig grad, selvom min lille rejsekammerat dog formåede at trække i hjertetrådene fra tid til anden. Dog ikke nok til at hæve karakteren, selvom jeg absolut må medgive, at der er et kernepublikum derude, der vil elske Death Stranding lige så højt, som jeg elsker det første Metal Gear Solid, der i min optik stadig er Kojimas bedst bud på et genredefinerende spil.