Dragon Ball FighterZ

Akira Toriyamas populære serie om rumvæsenet Son Goku er blevet lavet til spil utallige gange. Nogle gange er der tale om simple rollespil, men oftest er det kampspil. Næsten alle har det til fælles, at de næsten udelukkende henvender sig til de største fans af serien. Kan FighterZ ændre på den opfattelse?

Kaaaaameeeeee…

Jeg vil gerne lige starte med at slå fast, at jeg ikke ser mig selv som specielt stor fan af Dragon Ball. Jeg læste mangaen, da Forlaget Carlsen udgav den her i Danmark, og var godt underholdt. Det er henved tyve år siden nu, og jeg har i mellemtiden givet animéen et kig, og jeg har prøvet måske en håndfuld af de forskellige spil. Desværre har intet af det fanget min opmærksomhed i længere tid, på samme måde som den oprindelige tegneserie gjorde det.

…hammeeeeee…

Selvom jeg rigtig godt kan lide hele fighter-genren, med Street Fighter og Tekken som nogle af mine absolutte favoritter, så havde jeg nok egentlig nået den konklusion, at spillene ikke lige var noget for mig. Det var, for mig at se, som om de alt for tit var mere fanservice end egentlig gode spil. Der gik årevis, hvor der kom nye Dragon Ball-spil, og dem skal jeg ikke kunne udtale mig om, for jeg gad dem simpelthen ikke. En dag hørte jeg så om Dragon Ball FighterZ, og så var min nysgerrighed alligevel vækket.

…HAAAAA!!!

Dragon Ball FighterZ er udviklet af Arc System Works, der har stået bag Guilty Gear- og BlazBlue-serierne. De to spilserier strækker sig over 20 år, dusinvis af udgivelser, og millioner af solgte eksemplerer. Spillene har også næsten udelukkende fået ros fra kritikkerne. Det må derfor siges, at udviklerne ikke bare holder fast i en genre, der har set bedre dage, men faktisk også kun synes det er et plus, når spillets grafik er todimensionel og anime-agtig. De flittige udviklere har på det seneste lavet nogle titler, der egentlig er i 3D, men hvor nogle smarte teknikker, blandt andet med at gøre animationen mindre flydende, er med til at få grafikken til at virke meget mere todimensionel, ligesom en tegnefilm. Arc System Works og Dragon Ball virkede derfor i mine øjne som et virkelig godt match. Spillet er nu udkommet, og min anelse viste sig at holde stik. Dragon Ball FighterZ er en virkelig positiv oplevelse.

Dragon! Dragon! Rock the dragon!

FighterZ er, ikke overraskende, et kampspil, der dybest set er 1 mod 1, men det meste af tiden foregår kampene i hold af 3 mod 3. Der er dog kun to kombattanter i gang på et givet tidspunkt, også selv om det er muligt at lave særlige angreb, der inddrager de passive krigere på holdet. Det lyder måske ikke som en kæmpe ting, at Dragon Ball FighterZ har mulighed for at spille 3 mod 3, men spillets stil er hektisk og overdrevet, der bliver smidt med projektiler på størrelser med busser, og kæmperne er meget tæt på at være superhelte. Det har på den måde en del ligheder med Capcoms Marvel vs Capcom-serie, der sidste år udkom i en meget skuffende udgave. Marvel vs Capcom Infinite fik meget kritik for at have en utilfredsstillende visuel side, samt for at have gjort holdene mindre, så det nu er 2 mod 2. Om det er fremsynethed eller bare held fra Arc System Works’ side skal jeg ikke kunne sige, men det virker helt perfekt, at Dragon Ball FighterZ kan være det spil, som Marvel vs. Capcom Infinite ikke formåede at være.

Obligatorisk ”It’s over 9000”-reference her

For lige at gnide salt i såret på Capcom, så har FighterZ alle de ting, Capcom først i år har fået implementeret i Street Fighter V. Der er en arcade mode, hvor man som spiller vælger nogle karakterer og kæmper, til man når slutningen. Derudover er der en story mode, hvor man følger spillets historie. Der er også flere muligheder for at spille online, og for at øve sine angreb og teknikker i en practice mode. Det føles, med andre ord, som et meget helstøbt produkt, i en tid, hvor det ikke er noget, man kan være sikker på at få.

Gameplayet adskiller sig fra andre Dragon Ball-spil jeg har prøvet, ved (bogstaveligt talt) at være mere jordnært. Der er ganske vist dobbelte hop og meget mere lodret bevægelighed end i eksempelvis Tekken og Street Fighter, men til forskel fra mange tidligere Dragon Ball-spil kan man ikke flyve, selvom de gør det hele tiden i animeen. Det hele er også på et todimensionelt plan, så man ikke bare kan træde til siden, når modstanderen skyder med ildkugler. Tempoet er meget højt, og de vilde angreb er ret simple at gå til. Alle knapperne er brugt, og skulderknapperne agerer som genveje til nogle af de vildere ting. Det bliver aldrig meget mere indviklet end de kvarte cirkler, man bruger i Street Fighter 2, når man vil kaste en hadoken. For helt nytilkomne kan jeg lige indskyde, at det betyder, at man skal trykke ned, ned og højre, højre og en slagknap hurtigt efter hinanden. Det vil måske være lidt en udfordring, hvis man ikke har prøvet et fighterspil før, men når det først er lært, så kan man let ligne en ekspert i Dragon Ball FighterZ. Mere vigtigt er, at spillets gameplay stadig har den dybde, som Arc System Works er kendte for at levere. Det er en kliché, men ikke desto mindre sandt, at Dragon Ball FighterZ er ”nemt at lære, men svært at mestre”. Der er genveje til at give store mængder skade til de nye, men hvis man vil gøre sig nogen forh

Gameplayet adskiller sig fra andre Dragon Ball-spil jeg har prøvet, ved (bogstaveligt talt) at være mere jordnært. Der er ganske vist dobbelte hop og meget mere lodret bevægelighed end i eksempelvis Tekken og Street Fighter, men til forskel fra mange tidligere Dragon Ball-spil kan man ikke flyve, selvom de gør det hele tiden i animeen. Det hele er også på et todimensionelt plan, så man ikke bare kan træde til siden, når modstanderen skyder med ildkugler. Tempoet er meget højt, og de vilde angreb er ret simple at gå til. Alle knapperne er brugt, og skulderknapperne agerer som genveje til nogle af de vildere ting. Det bliver aldrig meget mere indviklet end de kvarte cirkler, man bruger i Street Fighter 2, når man vil kaste en hadoken. For helt nytilkomne kan jeg lige indskyde, at det betyder, at man skal trykke ned, ned og højre, højre og en slagknap hurtigt efter hinanden. Det vil måske være lidt en udfordring, hvis man ikke har prøvet et fighterspil før, men når det først er lært, så kan man let ligne en ekspert i Dragon Ball FighterZ. Mere vigtigt er, at spillets gameplay stadig har den dybde, som Arc System Works er kendte for at levere. Det er en kliché, men ikke desto mindre sandt, at Dragon Ball FighterZ er ”nemt at lære, men svært at mestre”. Der er genveje til at give store mængder skade til de nye, men hvis man vil gøre sig nogen forhåbninger om at dominere online-scenen, så skal man lægge mange timer i at lære de mange små nuancer.

Absolut Loot

Spillets story mode er en god måde for nytilkomne at komme ajour med ikke bare spillets historie og karaktergalleri, men også spillets features. Mellem hver kamp flytter spilleren sin lille brik rundt på et kort, hvor der er forskellige lokationer. Hver lokation kan have en kamp, som man kan få forskellige ting ud af. Enten kan man låse op for flere figurer, der kan hjælpe til, og som man så kan vælge imellem, eller man kan kæmpe såkaldte tutorial kampe, hvor spillet beder en om at gøre specielle ting, som man også for at vide, hvordan man gør. Det kan eksempelvis være at lave specialangreb, at lave kombinationsangreb af en særlig længde, at blokere modstanderens angreb eller andre lignende ting. Fuldfører man alle de opgaver, spillet giver, så får man nogle ekstra penge efter kampen, men man kan også sagtens vælge at ignorere udfordringerne. Pengene bruges til at købe såkaldte ”loot crates” udenfor Story Mode.

Loot crates har været meget skældt ud i medierne, men i FighterZ låser man udelukkende op for kosmetiske ting, og man skal ikke spille specielt længe, før man får penge nok til mange kasser. Jeg har på intet tidspunkt selv været fristet til at købe kasser for rigtige penge, men muligheden er der, og spillet forklarer, at chancen er højere for at få sjældne ting, hvis man bruger rigtige penge. De kosmetiske ting, man kan være heldig at få, er en anden avatar, når man går rundt i spillets online lobby, hvor andre spillere som udgangspunkt kan se en, også selvom man ikke spiller online. Man har også en form for digitalt visitkort, som andre spillere kan se, og forskellige former for udsmykning til dette kort kan man også få i loot crates. For mig har det været let at se loot-systemet som en form for belønning, så jeg føler, at jeg får noget ud af at udføre spillets udfordringer. Det giver IKKE spilmæssige fordele at bruge rigtige penge.

Story Mode

Historien ligger udenfor det, man måske kender fra Dragon Ball animéerne og mangaen. Den omhandler en ny figur, der hedder Android 21, der er en meget stærk kvindelig trussel (– måske fordi Dragon Ball lidt mangler kvindelige kæmpere?). Den omhandler også at vække flere afdøde figurer til live, hvilket er meget praktisk, fordi så kan der komme flere af de populære karakterer med. Det mest spændende ved spillets story mode er dog i mine øjne, at den er delt op i tre dele. Den første ses fra heltenes perspektiv, hvor den midterste ses fra skurkenes perspektiv. Den sidste del vil jeg ikke afsløre her, men jeg kan rigtig godt lide, at man får lov til at se handlingen fra forskellige vinkler. På et tidspunkt begyndte jeg dog at kede mig lidt i Story Mode, og jeg begyndte at snuppe et enkelt kapitel ad gangen, mellem online kampe eller ture i Arcade Mode. Jeg synes faktisk, at mellemscenerne er mindre visuelt imponerende end selve kampene, men de rammer stemningen fra tegnefilmene rigtig godt. Som en person der godt kan have det lidt stramt med de amerikanske stemmer i Dragon Ball animeen, så blev jeg også rigtig glad, da jeg erfarede, at man får lov til at vælge imellem engelsk og japansk tale.

Tag turen online

Jeg indrømmer med det samme, at jeg faktisk ikke er specielt glad for at spille online, men det skal jo prøves, og mit indtryk er, at den del også holder det generelt høje tekniske niveau, som Dragon Ball FighterZ ligger på. Der er en stor online lobby, som man automatisk kommer i, hvis konsollen er online. Uanset om man spiller mod andre eller alene, så er der en lobby, hvor man kan traske rundt og se andre spillere. Den er visuelt repræsenteret som nogle svævende områder, man kan bevæge sig rundt i, men hvis man har travlt kan man trykke på en skulderknap og bruge simple menuer i stedet. Der er de sædvanlige muligheder for at spille enkelte kampe eller turneringer, ranked eller casual, og mens man venter på at systemet finder en kamp ud fra valgte kriterier, så kan man gå lidt rundt i den hyggelige lobby. Jeg har hvad jeg selv vil kalde en god netforbindelse, så for mig gik kampene glat (bortset fra, at jeg fik tæv), og jeg fandt hurtigt en modstander. Det skal måske også nævnes, at den testede udgave af spillet var til PS4, og at spillet blev testet på en PS4 Pro, men på et TV, der ikke viser højere end 1080p. Den tekniske side har fungeret upåklageligt for mig med mit setup.

Kan ALLE lave kamehameha eller hvad?

Den eneste reelle anke jeg har til spillet er, at jeg synes de forskellige karakterer er meget ens. Hvis vi lige sammenligner med Street Fighter 2, som de fleste fans af genren nok kender, så har dét spil Ken og Ryu, der kan nogenlunde de samme moves, men der er også en som Zanghief, der ikke bare har et helt andet moveset, men som også har en helt anden tyngde, og som føles helt anderledes at spille med. I Dragon Ball FighterZ er der rigtig mange, der kan lave seriens karakteristiske ildkugler, kamehameha. Variationerne i, hvordan det føles at spille med de forskellige figurer, er meget små. Deres special moves udføres også alle meget ens. Det betyder på den ene side, at jeg føler mig ret godt hjemme, hvis jeg bliver nødt til at skifte en karakter ud i Story Mode, men det betyder også, at jeg nok kommer til at kede mig hurtigere end ellers. Jeg håber på, at der kommer noget stærkt DLC på et tidspunkt, der kan give mig noget mere variation, men indtil da må jeg nøjes med at få variation i de mange forskellige modes. Spillet henvender sig ikke kun til fans af Dragon Ball (selvom det uden tvivl hjælper på indlevelsen), men også til folk som mig, der bare sætter pris på et virkelig godt spil.