Kirby Star Allies

Kirby har trillet rundt siden 1992, og efterhånden har den lille lyserøde bold over 20 titler på CVet. Langt de fleste har været platformspil, hvor Kirby har haft evnen til at evnen til at sluge fjender og overtage deres evner. Det er ikke anderledes i denne ombæring, men til gengæld har han venner med på slæb, og de kan endda styres af venner.

Lad mig starte med at gøre klart, at man som mand skal hvile i sin maskulinitet for at spille Kirby. Det kan godt være, at han egentlig er lidt af en hård nitte, men alt er dækket til af ekstrem nuttethed. Man får venner til at følge med ved at kaste et venskabshjerte på dem. Når man besejrer en af de store fjender, bliver det også muligt at få dem med som venner efterfølgende. Det er kun Kirby’s Epic Yarn, som formår at gøre Kirby-universet mere nuttet end her i Kirby Star Allies på Switch.

Styringen er simpel; man bruger kun tre knapper udover retningerne, og man kan derfor lade venner spille med ved hjælp af en enkelt joycon. Det er dog også muligt at spille med Pro-controlleren. Som co-op-spil er Kirby Star Allies eksemplarisk. Venner kan hoppe ind og ud, som de vil, og computeren tager over, når der ikke er nogen at spille sammen med. Det er dog en ren offline-affære, så det er ikke muligt at spille sammen, hvis man ikke kan mødes fysisk.

Sammenhold du

Siden man har op mod fem medspillere på skærmen samtidigt, og de i princippet kan gøre, hvad de har lyst til, kræver det mere overblik end i Kirbys solo-spil. Heldigvis fungerer computeren fint, og hvis man har brug for et bestemt angreb, fungerer det fint at gå hen til stedet med Kirby, hvorefter computeren hopper hen og gør handlingen med den relevante følger.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke var solgt fra starten. Jeg prøvede demoen, som man frit kan hente, og jeg kunne godt se en vis charme, men det var først hen mod slutningen af demoen, at jeg begyndte at få en fornemmelse af sammenspillet mellem Kirby og hans allierede. Og så var demoen ikke større, end jeg ikke var fristet til at starte forfra. Nu, hvor jeg har haft mere tid til at sætte mig ind i spillets systemer, er helhedsindtrykket mere positivt.

Kirby Star Allies bliver for alvor sjovt, når man omfavner kaos. Det er også betryggende at vide, at hvis man mister overblikket, så er man for det meste på sikker grund, hvis man blot lader Kirby parere. Ligeledes kan Kirby svæve, så hvis man ikke er helt sikker på, hvor man befinder sig, så kan man bare svæve lidt op. Med disse taktikker i baghovedet, kan man i stedet fordybe sig i at skabe så omfattende og effektivt et kaos, som man kan slippe afsted med.

Søn af alt der gror

Som udgangspunkt kan Kirby overtage formen eller egenskaberne fra de fleste fjender. Det betyder, at han for eksempel kan få muligheden for at flyve, kan få et våben, eller evnen til at ændre sin form. Derudover er der fjender med særlige egenskaber som ild, vind, vand, is og elektricitet. Siden man hele tiden kan have fire følgesvende, er det muligt at have et rigt udvalg af angrebsformer. Man kan for eksempel give en pisk ild-effekt, så den er mere effektiv mod isbaserede fjender. Der er også mere komplicerede angreb som at forvandle sig til en sten, hvorefter en følger med vand-angreb kan forvandle Kirby til en gigantisk curling-sten, som smadrer alt på skærmen. Som om det ikke gav muligheder nok, kan man også hoppe på ryggen af en af sine venner og bruge deres angreb – eller inhalere dem og kaste dem efter fjender.

De forskellige angrebstyper er dog ikke kun til at banke fjenderkommende venner. Verden reagerer, som man kunne forvente, når fysik bliver sat i spil. Visne blade plus ild? Flammehav. Varmt metal som møder noget koldt og skarpt? Snip. Mange baner har små puzzles, hvor man skal prøve at gennemskue den rigtige kombination af former og egenskaber til at nå frem til hemmelige områder eller belønninger. Der er også ret stor variation i spil, og nogle gåder omfatter døre mellem adskillige parallelle universer, som man må rejse mellem for at få sin belønning.

Kirby Star Allies er relativt rundhåndet, når det gælder at lade de rigtige typer fjender gå rundt på de rette steder, og alternativt er der som regel en lille svævende statue, som man enten kan hoppe op i for at forvandle sig til, eller kaste et hjerte på for at hidkalde en ven i samme form. Da man kun kan have fire venner ad gangen, må man af og til vælge at erstatte en ven med en egenskab for en anden, og det er på den ene side en ret smart måde at holde spillet interessant på, men jeg konstaterede også en vis intern modstand mod at skifte nogle af mine velfungerende grupper ud, og i nogle tilfælde sprang jeg hemmelige områder over for at bevare min besætning. Det skyldes formentlig, at jeg er skadet af mange timers rollespil, men er man knap så tæt knyttet til sine selvvalgte grupper, vil man måske ikke engang tænke over det.

Det gælder også om at holde liv i sine venner. Hvis de dør i et område med masser af fjender, kan man altid rekruttere en ny med et venskabshjerte, men det er der ikke altid mulighed for. Hvis vennerne dør på slagmarken, kan man dog genoplive dem ved at stille sig ved siden af dem. Man kan også unfriend’e sine venner, men hvilket monster kunne dog finde på det?

Ud af mørket

Det er ikke kun Kirby selv, der ligner en del af en løssluppen farvepalet. Resten af omgivelserne er også ramt at den samme mængde primær- og pastelfarver, som kendetegner mange af Nintendos hovedspilserier. Stilistisk er vi relativt tæt på Super Mario Odyssey, og hvis det ikke var for det fastlåste perspektiv, har de to spil mere tilfælles grafisk, end de er forskellige. Der er tilsvarende flotte lys- og vandeffekter, og selv om der er vidt forskellige figurer i de to serier, så aner man fortsat et vist slægtskab, når det gælder det overordnede design. Men mens Mario-serien bestemt kan være opfindsom, er Kirby-serien der, hvor de gale ideer får frit spil. Ganske som i Mario-serien er der dog også dystre steder at udforske med Kirby og selskab. Faktisk kommer man igennem de fleste troper for platformsspil og lidt til.

Musikken er tilsvarende varieret, og selv om det dominerende er let og swingende pop-jazz, sniger der sig også mere elektroniske og elektriske instrumenter og arrangementer ind undervejs. Der er ikke så mange ørehængere, men det er fremragende og varieret underlægningsmusik. Af og til springer musikken også over til ren 8-bit chipmusik, når man er på bestemte baner.

Overordnet er spillet struktureret med flere verdener, der hver især har en oververden, hvor man bevæger sig mellem banerne. Designet er dog lidt sært, for det virker som om, man i første omgang havde tænkt sig at gøre mere ud af at gemme ting i oververdenen, men efter den første verden, går det ligesom i glemmebogen. Der er fortsat ting at finde, men de kræver så, at man først har låst op for dem i de forskellige baner.

Når man låser op for dem i banerne, dukker der også en række paladser og ekstra baner op på oververden-kortet. I paladserne har man mulighed for at rekruttere både besejrede boss-fjender og eventuelle DLC-karakterer. Faktisk landede den første håndfuld af sidstnævnte umiddelbart efter udgivelsen, og når man spiller med dem, bliver der lavet om på banerne. Man må også sige, at det i en vis udstrækning er tiltrængt, hvis man spiller solo, for spillet kan gennemføres på omkring seks timer. Det er dog bare historien, og vil man nå 100% gennemførsel, venter der nogle timer forude. Da jeg var færdig med historien første gang, sagde mit save game 63%, så der er altså en del mere at komme efter – og heldigvis kan man se på oververden-kortene, om der er mere at lede efter i de enkelte baner.

Man må konstatere, at spil, der er designet til at kunne nydes i co-op hele vejen ikke bør være for lange, og egentlig passer 6-8 timer derfor fint ind i mit verdenssyn. Især når man efterfølgende kan gå på jagt efter de sidste dele, når man får lyst. Det hjælpes også godt på vej af nogle ekstremt vanedannende mængder af guld, stjerner og andet godt, når man finder de hemmelige baner. Vi taler her en mellemting mellem loot-infernoet fra Diablo 3 og Rainbow Islands, og selv om det kun er 1er og 0er, så føles det som en massiv belønning og sparker godt med rare endorfiner rundt i kroppen.

Bosskampe kan også være enormt tilfredsstillende, men det er primært det endelige opgør, som virkelig trækker fra land. Her er fjenden af en kaliber, som ikke ville være usandsynlig at møde i Bayonetta – både når det gælder størrelse og kampens længde. Det bliver dog aldrig samme sværhedsgrad, og Kirby Star Allies er ligesom resten af serien relativt let at gennemføre, når det gælder historien. Jeg havde omkring 70 liv tilbage, da spillet var slut, og jeg var på intet tidspunkt i farezonen. Det var aldrig nødvendigt at bruge mere end tre liv for at komme igennem et givent område. Det er altså også til at overkomme, selv om man ikke er den mest erfarne spiller.

Om lidt bli’r her stille

Når spillet er slut og Kirby har fløjet sin sidste tur er der stadig mere at komme efter. Det er blandt andet muligt at spille spillet igennem med alt andet end Kirby selv, og som før nævnt kan banerne endda ændre sig baseret på de venner, man vælger til formålet. Samtidig registrerer spillet, hvor hurtigt det er gået, så man kan optimere sig frem, hvis man har dén slags tendenser.

Et par minispil er der også blevet plads til. I et af dem skal man fælde et træ, mens man bevæger sig fra side til side for ikke at blive ramt af ting. Spillet findes i uendelige varianter til andre platforme, men så er der også en version til Nintendo Switch.

Et andet byder på en slags intergalaktisk baseball, hvor man ved hjælp af et golfspil-lignende power-meter skal slå en asteroide væk ved hjælp af et baseball-bat, og her kan man konkurrere mod op til tre andre spillere.

Desværre er begge spil af typen, som man næppe får mange timer til at gå med, men det er da fint nok, at de er der. Der er til gengæld lidt mere kød på boss rush, hvor man kun kæmper mod de store fjender fra spillet.

Hvorvidt Kirby Star Allies er pengene værd kommer i en vis udstrækning an på, om man kan se sig spille det igennem mere end én gang. Det er et fuldprisspil, som trods alt er i den korte ende. Hvis Nintendo fortsætter med at udgive tilføjelser til spillet, som de har gjort med de øvrige Switch-titler, kan det hurtigt vise sig, at der slet ikke er noget at stille spørgsmålstegn ved, men jeg har ikke kunnet finde nogen plan for yderligere indhold. Har man nogen at spille med, kan det spillet dog sagtens anbefales uden forbehold, men den usikre fremtid resulterer i en karakter, som er lidt lavere, end det måske fortjener på sigt.