Fire Emblem Fates

Fire Emblem Fates sender fans af turbaserede taktiske rollespil i himlen med kæmpe historie fortalt over tre udgivelser.

Intelligent Systems’ Fire Emblem-serie har traditionelt handlet om benhård turbaseret strategi, alt overflødigt fedt skåret fra og permanent død. Sådan var det første spil udgivet i vesten på Gameboy Advance i 2004. Efterfølgende udgivelser har jævnt fået tilføjet nye features og er blødet lidt op på sværhedsgraden, og da Awakening udkom på 3DS i 2013 blev et af seriens helt fundamentale dogmer omstødt: Permanent død var nu en valgmulighed og ikke et livsvilkår. Purister kimsede, men faktum er, at Awakening åbnede serien op for en hel skare af nye, nysgerrige fans, der hidtil havde holdt sig væk grundet sværhedsgraden.

I Fates er der nu tre muligheder for at håndtere dødsfald på slagmarken: Phoenix tillader genoplivning i kampens hede, turen efter man er død, og det gør det stort set umuligt at tabe en kamp. Det er til dem, der kun er med på turen for historiens skyld. Casual lader faldne karakterer komme tilbage i kampen fra historiens næste kapitel (der er som regel kun en enkelt kamp per kapitel), og svarer til den måde de fleste andre rollespil fungerer på. Endelig er der Classic med den velkendte permanente død: Falder en karakter i kamp, er hun væk i resten af spillet.

Classic er for puristerne og giver den mest intense oplevelse af spillet. Man skal virkelig tænke sig godt om før hver eneste handling og når klinger krydses, sidder man og bider negle i spænding. Classic resulterer også i enormt mange genstarter af spillet, fordi man simpelthen ikke kan overskue at gennemføre resten af spillet uden den karakter, der lige blev nakket. Det er charmen ved Fire Emblem-serien, men jeg må også indrømme, at jeg er blevet for gammel og har for lidt tid til den slags. Hvis serien stadig kun havde permanent død på tapetet, ville jeg sikkert springe udgivelserne over. Så jeg spiller altså på Casual nu, og det er en langt mere afslappet oplevelse, der får spilleren til at fokusere mere på historien, og man er ikke bange for at afprøve ting i kampens hede, selvom det kan resultere i en karakters død. Til gengæld kan man savne spændingen lidt fra Classic-kampene.

Historien i Fire Emblem Fates handler om to riger: Det onde imperium Nohr og den rebelske nation Hoshido. Corrin, spillenes hovedperson, er født i Hoshido men blev som spæd kidnappet af Nohr og er vokset op dér. På den måde kan Corrin kalde begge steder sit hjem, og tidligt i spillet bliver man bedt om at foretage et dramatisk valg: Kæmp på Nohrs side eller Hoshidos side? Den ene side har de mennesker, du har kendt hele dit liv – den anden side har din familie.

Nohr-siden udspiller sig i Conquest-versionen af spillet, og er den mere udfordende af de to udgaver. Der er ikke så meget mulighed for at udvikle karaktererne mellem historiens obligatoriske kampe, og slagenes objektiver er sværere at opnå. Fokus her er at omvælte det onde imperie indefra. Hoshido-siden udspiller sig i Birthright-versionen, som er den mere tilgængelige udgave. Der er en del sidemissioner, hvor man kan træne sit hold op, og slagene er ikke så svære som i Conquest. Her er fokus på at bekæmpe det invaderende Nohr-imperium.

Øjenåbneren er, at de Nohr-svin, du slagter i Birthright, er dine venner eller måske endda ægtefæller i Conquest. Slagmarkerne er i mange tilfælde de samme, men dine alliancer og objektiver er direkte modsatte. Mellem kampene fortælles også vidt forskellige historier, der samler alle trådene til et større billede af verdenen og den overliggende konflikt.

Vil du dog have det hele rundet af og bundet sløjfe på, skal du – efter at have spillet både Birthright og Conquest – afslutte med Revelations; det sidste kapitel i historien, hvor Corrins valg hverken falder i Nohrs eller Hoshidos favør.

Hvordan skal man så anskaffe sig alle de her forskellige versioner? Den nemme måde er at købe Special Edition, hvor alle tre udgaver er samlet. Ellers kan du købe Birthright eller Conquest og tilkøbe modparten og Revelation som DLC. Køber du via eShoppen, skal du kun købe ét af de to spil og så tilkøbe resten som DLC (det er billigere end at købe de to spil separat). Er din pengepung ekstra stor, får Nintendo også nogle udvidelser med nye kampområder lagt op i shoppen senere. Nintendos presseafdeling kan desværre ikke oplyse om priserne i skrivende stund.

Man kan brokke sig over, at Intelligent Systems har valgt at splitte historien op i tre forskellige spil, men med mængden af indhold i hver af fortællingerne, er det fuldt ud forsvarligt – hvert spil indeholder snildt 30 timers spil, og mange flere, hvis du også går amok på slottet (mere om det senere). At udgive dem på samme tid gør ivrige spillere i stand til at udforske hele universet med det samme, mens mere tilbagelænede kan købe kapitlerne, efterhånden som man har lysten eller tiden til dem. Det er jo ikke første gang et spil udgives sådan, men denne gang får vi rent faktisk lov til at opleve hele historien. Historiemæssigt har Fire Emblem altid befundet sig i Tolkien-enden af fantasien med stolte riddere, ungmøer med akut behov for redning og floskelfyldte heltekvad. Jeg finder den slags ret kedeligt, og synes da heller ikke at Ringenes Herre er specielt godt læsestof. Historien her er af samme skuffe, men der er blevet plads til en hel masse humor og sjove påfund, der gør, at jeg var fænget. På samme måde synes jeg også, at Hobitten er Tolkiens bedste værk.

Grafisk er Fire Emblem Fates utroligt ambitiøst. Mellemsekvenserne, som der er mange af, er uden tvivl det flotteste, jeg har set på 3DS. Har man en New 3DS eller stabile hænder, kan jeg anbefale at aktivere 3D-visningen, da alle sekvenser i spillet er renderet i fuld 3D med imponerende effekt. Slagmarken, der er spillets egentlige fokus, er også meget flot og fyldt med små detaljer. Det kan dog være lide problematisk at identificere de enkelte karakterer på kortet uden at ty til uddybende detaljer på den nederste skærm, og man kunne til tider ønske at spillet var udgivet på Wii U og ikke 3DS. Men man vender sig hurtigt til det lille format og lader sig opsluge af historien.

Hidtil har Fire Emblem-spillene stort set kun haft slagmarken som interface. Mellem kampene kan man hygge sig i sin karavane, udruste sine karakterer og gøre klar til den næste kamp. I Fates får man sit helt eget slot, der fungerer som base mellem kampene. Man kan udbygge slottet med butikker og andet godt, så man har mulighed for at købe bedre våben til sine spillere (selv dét foregik på slagmarken i de tidligere spil), dyrke grøntsager, træne en drage og forsvare sit slot mod invaderende styrker. En skæg detalje er, at man kan besøge andre spilleres slotte via Internettet for at tjekke dem ud, få nogle gaver (og selv give nogen), og angribe dem. Det sidste er et ret skægt tiltag, klart inspireret af Clash of Clans, hvor man har mulighed for at tjene lidt erfaringspoint og endda kidnappe karakterer fra modstanderens slot og placere dem som forsvar i sit eget. Jeg kom til at bruge usandsynligt meget tid her, selvom det egentlig ikke har ret meget med resten af spillet at gøre.

Fire Emblem-serien har altid lagt vægt på forholdet mellem karaktererne. Hvis man kæmper side om side, udvikler man jo også et personligt forhold til hinanden. Tidligere var det netop sidemanden ved kamp, der afgjorde det, og det lagde et ekstra lag af strategi over kampene: Ikke alene skal fjenderne nedkæmpes, man skal også sørge for at holde de rigtige karakterer sammen for at udvikle deres forhold og – genistregen – få udløst de kamp-fordele, kammeratskabet giver. Den del af spillet er nu flyttet til en menu slottet, hvor man kan opbygge relationerne mellem karaktererne i ro og mag. Det er blevet noget lettere og faktisk også sjovere at opbygge relationerne, fordi det simpelthen var så svært i de gamle spil, at jeg sjældent fik det gjort. På slagmarken kan man sætte to karakterer på samme felt i en såkaldt Pair-Up, hvor den forreste beskytter den bagerste, og den bagerste hjælper den forreste. Det er en genial måde at beskytte svage karakterer på, men ulempen er at de to karakterer deler én tur, og den bagerste får ikke ret meget erfaring ved at holde sig i baggrunden. Alt er et trade-off i Fire Emblem.

På samme måde er det med våben. De går ikke længere i stykker ved brug, som de har gjort hidtil i serien, men våben har fået en hel masse stats, som de ikke havde før. Mestertrækket fra Intelligent Systems er, at stærke våben nu har ret mange negative stats, så det er ikke altid smart bare at iføre sine spillere de mest hårdtslående våben, da de hurtigt kan medføre så mange ulemper, at mindre kraftige våben viser sig at være en bedre idé.

Fire Emblem-serien har altid været noget af det mest rendyrkede indenfor den turbaserede strategi-genre. Spillene har dog jævnt udvidet deres fokus, og Fates har så meget mere at byde på end de taktiske skakspil med fjenderne. Historien er enorm og beskuer de samme begivenheder fra forskellige vinkler, hvilket gør det traditionelle forhold mellem god vs. ond tvetydigt og langt mere interessant, og slottet er et suverænt tiltag, der altid har noget sjovt at byde på, hvis man vil have en pause fra historien (eller bare let bliver distraheret). Fire Emblem-serien er kendt for at være benhård, men de tre sværhedsgrader gør, at alle kan være med, og mange af de ting, man tidligere skulle arbejde taktisk for, er nu flyttet til slottet, hvor de er mere tilgængelige. Er du til episke ridderfortællinger, et stort persongalleri med masser af interaktion og et knaldsolidt turbaseret kampsystem, bør du straks kaste dig over Fire Emblem Fates. Det er noget af det bedste, genren har at byde på.