Splatoon

Nintendo rammer noget, der er gemt dybt inde i os alle: Barnet. Splatoon er måske det hidtil bedste eksempel på denne evne. Spillet bringer minder om leg med farver og vandpistolkampe frem, og det har langt de fleste gode minder om. Selv om Nintendo her har lavet noget, der i bund og grund er et online multiplayer-skydespil med ranking som Call of Duty, Battlefield og lignende, føles det langt fra som endnu et spil i rækken, og det er der flere gode grunde til.

Den første årsag er, at der også er inkluderet et fremragende single player-del, som er lige del pusleri, skyderi og platformsspil. Den anden er, at hovedpersonerne er blæksprutter i menneskeform. Den tredje er, at skyderiet egentlig er sekundært i forhold til at vinde. Når man skyder en modstander, er det fordi, de kan stå i vejen for at male. Maleri er nemlig der, man scorer points.

Hver bane starter med fire spillere på hver side, som hver har sin farve. Når tre minutter er gået, er det den side, som har fået dækket den største del af banen med sin farve, der har vundet. Så langt, så simpelt. Men i praksis er der mange nuancer i spillet, som langsomt åbenbares, efterhånden som man spiller det. I modsætning til andre onlinespil føler man sig til gengæld ikke som en håbløs klods om benet på sine medspillere de første mange timer. Alle kan hjælpe til – uanset hvor gode de er.

Efterhånden som man gennemfører spil, stiger man i niveau. Når man når niveau 10, bliver der åbnet for en mere konkurrencepræget udgave af spillet, hvor der også er nogle mere taktisk krævende regler – for eksempel en variant af den evigtgrønne “domination”-mode fra andre skydespil, hvor det gælder om at have malet bestemte dele af banen og forsvare dem fra modstandere, til en timer løber ud. Man kan dog også fortsætte med at spille i den almindelige multiplayer-del, og her kan man fortsætte op til niveau 20, som i øjeblikket er det højeste.

Våbnene er varierede og sjove. Dels er der en række våben i stil med vandpistoler i forskellige størrelser, og der er også en malerrulle og pensel. Hvert våben har to sekundære funktioner, som for eksempel kan være en blækbombe, en blæksprinkler, et luftangreb eller muligheden for at forvandle sig til en blæk-Kraken. Alle våben kan bruges til at male eller angribe modstanderne med, men pistolerne er lettest at angribe med, mens rullen og penslen er bedre egnet til henholdsvis hurtigt at dække store områder eller lave en sti.

Det vigtigste i Splatoon er bevægelighed. I menneskeform kan man bevæge sig i et moderat tempo, men skifter man form til blæksprutte, kan man bevæge sig langt hurtigere, så længe blækket er ens egen farve. Modstandernes farve sænker til gengæld hastigheden og giver endda skade. Skal man have fyldt sit blæk op i en fart, gælder det også om at skifte til blæksprutteform og dykke ned. Man kan i øvrigt fint ligge på lur i blækket, for så længe man ikke bevæger sig, er man svær at se.

Til gengæld er man nødt til at skifte form for at komme vidt omkring i en fart. Banen er ikke malet til at starte med, og vil man kunne komme hurtigt over forhøjninger, er man nødt til at male vægge og sider. Det gælder derfor om hele tiden at holde øje med udviklingen på banen og bevæge sig hen, hvor der er mest brug for hjælp med at udbrede holdets farve. Det er også ganske let at gøre, for man kan hele tiden se hele banen på Wii Us GamePad, og med et tryk på en medspiller på kortet, hopper man på tværs af banen til hvor de er på et øjeblik.

Generelt er Splatoon et spil, hvor man ikke spilder tiden. Det er hurtigt at komme med i spil, man kan lynhurtigt komme rundt i spillets “plaza”, og kampene er hurtigt overstået. Skulle det endelig ske, at det tager mere end 15 sekunder at finde nok modstandere, har Nintendo selvfølgelig smidt et lille spil ind, som man kan spille på GamePad, mens man venter. Som regel når man dog først igennem den første (korte) bane, efter man har spillet et par kampe.

Spillets plaza (torv) har nogle af de inklings, som du har mødt i spillet. Du kan se nærmere på deres udstyr, og hvis spillerne har lavet Miiverse-tegninger, kan de dukke op over hovedet på dem. Andre steder dukker udvalgte tegninger op som grafitti på bygninger. Hvis man ser noget tøj, som man specielt godt kan lide, kan det bestilles – men dog ikke med garanti for, at det får de samme egenskaber.

Egenskaberne er spillets måde at belønne indsats i spillet på. Jo højere man kommer op i niveau, desto mere kan man vælge imellem, og jo mere interessante bliver egenskaberne. Man kan for eksempel vælge tøj, der giver hurtigere genopfyldning af blækbeholdningen eller løbehastighed. Da man kan vælge flere forskellige stykker tøj, kan man optimere sin inkling til den rolle, man gerne vil spille. Butikkerne finder man selvfølgelig også på spillets torv.

Er det hele guld og grønne skove? Tæt på, men ikke helt. Det er det perfekte spil at spille i en halv times tid og så give sig til noget andet. Det kan til gengæld være en lidt tung oplevelse, hvis man har lyst til at spille en hel aften. Det skyldes blandt andet, at der altid kun er to baner i spil til hver del af multiplayer, og de bliver spillet i en time. Det gode ved det er, at man i løbet af ganske få minutter er “tilbage i spillet”, hvis man er lidt rusten. Samtidig bliver spillerne blandet mellem de to hold fra spil til spil, så magtbalancen tipper aldrig for langt til den ene side.

Den negative side er selvfølgelig, at når der kun er to baner i spil ad gangen, så når man at spille den samme bane omkring 12 gange på en time. Samtidig kan man af uransagelige omstændigheder ikke skifte våben uden at hoppe helt ud af multiplayer-lobbyen. Det er så bizart et designvalg, at jeg har svært ved at finde en argumentation for det. Den anden negative del er, at selv om der er mange taktiske aspekter i spillet, så er der ikke mulighed for at tale med sine medspillere. Man kan ved hjælp af d-pad sige “To me!” eller “Nice!”, men det er også det. Det ville være langt mere interessant at kunne koordinere kampene. Jeg forstår selvfølgelig Nintendos valg, og det er måske også det rette for Wii U, da der er et stort yngre publikum, men jeg kunne alligevel godt tænke mig muligheden for at kommunikere mere nuanceret med mine holdkammerater. Eventuelt i stil med det velfungerende system i Phantasy Star Online på Dreamcast.

Men for at runde af med noget af det, der fungerer godt, så er single player-delen værd at spille for sig selv. Den er ganske vist ikke voldsom lang, men den er af høj kvalitet. Det tager omkring fem timer at spille igennem den, og variationen undervejs er imponerende. På sin vis fungerer denne del af spillet også som en avanceret introduktion til finesserne i spillet, men der er mange ting, som er lavet udelukkende til single-player. Den går ud på, at man skal hjælpe en gammel skipper med at få fat i de små elektriske fisk, der driver byen (selvfølgelig).

I første omgang må man udforske områder for at finde portaler til baner. På banerne gælder det om at nå frem til fisken, og af og til dukker der en boss-fight op inden. En af udfordringerne er for eksempel blækspisende dyr, som kravler rundt på væggene. Så gælder det om at være hurtig, når man vil bruge blækket til at bestige væggen. Et andet eksempel er kørende blækvaskerier i labyrinter. Der er masser af galskab, og selv om spillet aldrig bliver decideret svært, er det fyldt med sjove udfordringer, som man ofte må tænke lidt over.

Samtidig med Splatoon har Nintendo udgivet tre Amiibo-figurer, og har man en af dem, kan man gennemspille nogle af banerne med bestemte udfordringer for at vinde særligt godt udstyr eller penge. Jeg er muligvis kommet til at købe både en inkling-pige og -dreng og overvejer teoretisk set at hapse blæksprutten også. Figurerne er lige så farverige som spillet, og omtrent lige så umulige at modstå.

Lige siden lanceringen har Nintendo leveret en lind strøm af opdateringer. Blandt andet en blækpistol formet som lyspistolen fra NES, men pensler er også kommet efter lancering, og der er kommet et nyt område. Faktisk er der kommet nyt indhold tre gange i den periode, hvor jeg har arbejdet på anmeldelsen efter lanceringen, og der er efter sigende planlagt masser af ekstra indhold hen over sommeren.

Splatoon er mit nye favorit-multiplayer-spil, og jeg vil på det varmeste anbefale alle at give det en chance. Også selv om man ikke normalt er til versus-spil online. Spillet er endda også i den billige ende, så det fortjener i dén grad at blive en success.