FruitNinjaKinect_top

Efter en længerevarende tørke på Kinect hylden i de lokale spil-butikker, er Microsoft så småt begyndt at støve af og gøre klar i deres virtuelle butik. Første titel på pletten er Fruit Ninja, som mange sikkert kender fra top-10 listen på Appstore. Med en prisforskel på 1100 % (800 MS point, vs. 6 kr på appstore) er det så værd at bruge de ekstra penge på Half-Brick’s Kinect version?


Faktisk er Fruit Ninja en af de titler som synes skabt til Kinect. Simpelt gameplay der ikke kræver for mange små finesser eller præcision og med mulighed for konkurrence eller teamwork 2 spillere imellem. Spillet går i alt sin enkelthed ud på, at hugge de frugter over, som bliver kastet op på skærmen, med visuel hjælp fra ens skygge på bagvægen. Rammer du 3 eller mere ad gangen, giver det multiplier bonus og rammer du i stedet en bombe, ryger din multiplier eller spillet slutter, afhængigt af gamemode. Der er også nogle ”power-ups” imellem, som for eksempel sætter hastigheden kortvarigt ned eller giver dobbelt op på point.

FruitNinja_001

Du kan spille classic-mode, hvor du bliver ved til du har misset 3 frugter, Zen-mode som er uden bomber eller Arcade-mode, som har det hele og giver dig 60 sekunder at gå amok i. Challenge-mode skifter løbende mellem de 3 modes og sætter samtidigt nogle kriterier der skal opfyldes, som tid eller frugter du skal forsøge at undgå. Der er også multiplayer for 2 samtidigt, både i konkurrence og samarbejdsform, samt leaderboards.

FruitNinja_002

Selvom man kan bruge begge arme som man vil, bliver det hurtigt klart, at det kræver noget udholdenhed – især hvis man vil have gode point. Spiller man to gælder det om at have masser af plads, hvis ikke det skal ende i regulær slåskamp og manglende tænder, men det er langt mere underholdende, end at være alene. Præsentationen lander lige i midten, med farvestrålende grafik og japanske ninjalyde og du kan låse op for flere baggrunde og sværd-typer, selvom ingen af dem har indvirkning på gameplayet.

http://www.youtube.com/watch?v=ez95-Xh6BdQ

Egentligt er der ikke så meget andet at sige om Fruit Ninja Kinect. Det kan snildt bruges og være sjovt i party-sammenhæng, men alene bliver det hurtigt lidt trivielt. Menuen skal man vænne sig til, for den kan til tider være lidt besværlig så man får valgt noget utilsigtet. Brug de 800 point hvis du har manglet et let tilgængeligt Kinect-spil, enten til ungerne eller i selskab af andre ninja’er. Leder du i stedet efter noget med dybde og længere holdbarhed, findes der flotte alternativer blandt sommerens Arcade-udgivelser.

Som skabt til Kinects styrker

Let at lære, svært at mestre

Sjovt når man er flere

Bliver ensformigt alene

Besværlige menuer