Army Men: Green Rogue

I ordbogen under "rogue" står der "uregerlig, løbsk, fejlbehæftet." Dette er egentlig en meget god beskrivelse af Army Men: Green Rouge.

Jeg kunne beskrive mit eksemplar af Army Men: Green Rogue med to meget simple ord, men for at holde spændingen lidt, vil jeg først afsløre disse til sidst. (lad nu være med at kigge)

Vi kan jo starte med introen, sådan en har et hvert spil med respekt for sig selv. Om dette spil så har nogen grund til at have respekt for sig selv kan man så selv bedømme.

Introen er egentlig meget flot. Det var ikke med de store forventninger jeg så denne disc køre ind i min PS2, da jeg ikke har hørt ret meget godt om den uendelige Army Men serie. Men introen løftede stemningen lidt, godt nok var den lang (det er vel spillet man kommer efter), men grafikken var da egentligt meget pæn at kigge på.

Historien

Nogle grønne plasticmænd har udviklet en såkaldt Omega soldat, der er større, klogere, kraftigere og meget farligere end alle andre. Denne soldat skal flyttes fra et sted til et andet, hvilket gøres i en helikopter - eller det var i hvert fald meningen. Der sker nemlig det at de brune plasticmænd, som er sure på de grønne, skyder helikopteren ned, og er godt på vej til at hente Omega-soldaten. Men Omega-soldaten mener selvfølgelig ikke at de skal have lov til dette, og før de brune ankommer, bryder han ud af sin kasse, og her overlades spilleren så styringen af soldaten. Ok, styringen er nok et for stærkt ord at bruge her, så vi nøjes med at sige at spilleren skal spille med denne soldat. Dette kan gøres ved at sætte et stykke tape over fire-knappen, hvorefter man så lukker øjnene og kører lidt rundt med den analoge stick. Men man kan jo også vælge at følge lidt med, hvis man gerne vil "nyde" lidt af spillet.

Man ser sin figur bagfra, og kan kun følge den forudbestemte sti, lidt lige som i Crash Bandicoot spillene, men med den undtagelse at man ikke selv kan bestemme tempoet. Kameraet kører lige så stille fremad, og man må så bare sørge for at følge med. Det virker lidt som et af de gode gamle 2D arkede-fly-spil man brugte sine penge på i de gode gamle dage, og som man nu har en emulation liggende af på sin computer. Problemet er bare at Green Rouge ikke er lige så sjovt, og så er der så mange fejl at det helt ødelægger oplevelsen. Kommer man eksempelvis til en træstub der stikker lidt ud på den sti man nu er tvunget til at følge, skal man sørge for hurtigst muligt at styre uden om denne. Gør man ikke dette, risikerer man at komme til at hænge fast i træstammen, hvorefter man skal til at "kæmpe" sig løs - en virkelige irriterende og elendig fejl !!

Actioooon....eller....

Våbnet man løber rundt med i starten, der for resten ser meget sejere ud i forfilmen end det egentligt er, kan opgraderes ved at man finder nogle kasser, som man så samler op - meget traditionelt. En gigantisk bazooka er et af disse våben, og man sidder bare og tænker "endelig, endelig lidt ordentligt action." Men da man hverken kan sigte på eller ramme noget med nogen af våbnene, ryger lidt af fornøjelsen. Man kan nemlig, mere eller mindre, kun skyde lige op, ned og så til højre og venstre. Jo, man styrer med de analoge knopper, men der er ikke meget analogt over styringen, den fungerer som piletasterne på et keyboard.

Det sidste gram af lykke ryger når man finder ud af at man tilsyneladende har glemt at lægge lydeffekter ind til de massive ødelæggelses våben, som en mega maskinpistol, en bombastisk bazooka, en farlig flammekaster osv., der som følge heraf lyder som kaninprutter. (og nej, sådan en er ikke særlig høj vel !?) Den egentlige musik og lydside følger cirka samme standard, så det vil jeg ikke sige mere om ;-)

Variationsmulighederne (glem det)

Spillet kan også spilles som two-player, hvilket straks gør spillet bedre, skulle man tro !! Ganske som i hovedspillet sker der de samme ting igen og igen - der kommer fjender løbende både forfra og bagfra, og disse skal alle skydes ned, hvilket forekommer forholdsvis umuligt, da man som før nævnt ikke har nogen mulighed for at ramme. De samme fejl optræder igen, hvilket bare resulterer i to forbitrede spillere frem for én. Man har dog en fordel, idet at fjendernes kugler flyver så langsomt at man både kan nå at flytte sig (og slukke sin PS2) før skuddene rammer. Man kan også kigge enormt langt op af stien, hvilket gør en i stand til at forberede sig lidt på den massive nedskydning man gerne skulle levere.

Hmm....

Jeg vil indrømme at jeg havde ret svært ved at gennemføre dette spil, det tog mig rigtig rigtig lang tid. Men det skyldes ikke sværhedsgraden, det skyldes simpelthen at spillet er elendigt. De to ord jeg lovede jer i starten, dem der kunne beskrive mit eksemplar af dette spil, kommer her: "Smidt væk"