X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Donald Duck: Quack Attack


UbiSoft holder aldrig fri - de har alt for travlt med at give os spillere verdens bedste platformsspil. Selvom den lille GameBoy er ved at være temmelig mærket af tidens tand, og vi alle bare går og venter på GameBoy Advance, så udgiver UbiSoft stadig fantastisk gode spil til den lille Color.
Tidligere har vi set gode spil som Rayman og Spirou fra det franske firma, og nu kommer der endnu et platformsspil i høj klasse, nemlig Donald Duck Quack Attack. Dette spil står for at blive udgivet til nærmest samtlige platforme på markedet, og GameBoy udgaven er faktisk en af de bedste, vi har prøvet..

Slemme Merlock

Historien er, at den stakkels Andersine er blevet kidnappet af den onde Troldmand Merlock, da hun var så uforskammet, at ville afsløre hans planer om verdensherredømme.
Nu er det op til Anders And og Georg Gearløs at redde den stakkels pige.

Quack Attack indeholder mere end 16 baner, fordelt over 4 forskellige verdener. Man starter sit eventyr ved at skulle bestige Andeby Bjerg, og derefter kommer man videre til f.eks. Hexia de Tricks hus og Merlocks slot.
Det er en nydelse at styre Anders på hans vej mod Andersine bl.a. fordi det er muligt at lave en slags 'ekstra hop'. Hopper man f.eks. op i luften, så er det muligt at hoppe endnu en gang - mens man befinder sig i den tomme luft. Hvordan Anders bærer sig ad med dette, det aner jeg ikke - men det virker og det er smart.
Det er ikke muligt at decideret angribe fjender, da der skal hoppes på dem - som i enhver anden god platformer.

Køb det!

Quack Attack er et meget nydeligt spil, og specielt de senere baner viser, hvad den lille Color i virkeligheden er i stand til.
Lyden er også meget lækker, og musikken er så Disney'sk som den kan være.

Jeg kan anbefale alle, der ejer en GameBoy Color, at gå ud og købe dette spil, da det indeholder masser af sjov til meget lang tid. Klarer man at gennemføre spillet, så kan man gå i gang med at finde de godt skjulte byggetegninger, der ligger gemt rundt omkring i spillet. Hvis man får fat i alle disse - og gennemfører spillet, så vanker der en ekstra omgang godter.
Quack Attack er klasse fra ende til anden, og vi kan næsten ikke vente på Rayman Advance, der nok skal vise, hvad UbiSoft er i stand til på den nye håndholdte.

Donald Duck: Quack Attack (EU)
Anmelders vurdering
90%

Donald Duck: Quack Attack   © Ubisoft 2000   (GBC)    1/3 Donald Duck: Quack Attack   © Ubisoft 2000   (GBC)    2/3 Donald Duck: Quack Attack   © Ubisoft 2000   (GBC)    3/3