X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK
Please note that Play:Right is a Danish site and while usable without,
it is only partially translated to English.
Blocks marked with yellow backgrounds are systematically translated
by Bing Translate.

The Legend Of Spyro: Dawn Of The Dragon


Dem der husker Spyro dengang de var mindre, husker serien som en hyggelig historie om en lille sød lilla drage der skulle redde alle de andre drager fra at være blevet forstenede. Den historie er dog fortid, og eftersom Insomniac gav slip på Spyro rettighederne for nogle år siden, samlede Sierra serien op og har siden da ændret en hel del på opskriften.

Den nye Spyro er kommet i teenagealderen, og i stedet for en lille pussenusse historie er fokus i stedet på en Ringenes Herre lignende fortælling. En mørk ondskab er ved at vende tilbage, og nu skal Spyro samle en hær af alle de gode væsner og gå til kamp for at forhindre den totale udslettelse af deres verden. Dawn of the Dragon er det tredje afsnit i denne storslåede trilogi om Spyro’s rejse for at stoppe overmagten, og for dem der ikke helt kender til universet vil enkelte referencer være meget uforståelige, men spillet kan sagtens forstås uden at kende baggrunden bag Spyro’s tidligere oplevelser i trilogien.

Spyro er dog ikke alene denne gang, for han får hjælp af den tidligere onde drage Cynder, som nu kæmper side om side med Spyro i kampen om at stoppe mørkets herre fra at ødelægge alting.

At Spyro nu har en ekstra drage på slæb gennem hans eventyr, betyder at man ikke længere behøver være alene om at overvinde fjenden. Spillet er primært bygget op som et co-op spil, hvor den ene spiller tager kontrol over Spyro mens den anden styrer Cynder. Dog er man nødt til at holde sig tæt på hinanden, da Spyro og Cynder hænger sammen via en magisk kæde, og det forhindrer dem i at komme for langt væk fra hinanden. Dette betyder også at hvis to spillere ikke kan blive helt enige om hvor de skal hen, så kan det skabe store problemer for spiloplevelsen, specielt når det bliver kombineret med det knap så intelligente kamera, der ikke hjælper meget med at vise hvor man skal hen, eller give et overblik over området man er i. Styringen af Spyro og Cynder foregår ved at man bruger både Wii fjernbetjeningen og nun-chucken, styringen er intet specielt, og fungerer tilnærmelsesvis ganske godt. Dog opstår der en masse problemer når det kommer til navigering af miljøerne, dette er ikke på grund af styringen men i stedet på grund af spillets struktur. Eftersom Spyro har muligheden for at flyve hvorhen han vil, har udviklerne været nødt til at begrænse Spyro, så han kun kan flyve op til bestemte højder i specifikke områder. Dette betyder at man tit og ofte er fanget
i situationer hvor man umiddelbart mener at man skulle kunne flyve op til et bestemt punkt, men fordi at spillet konstant skifter mening om hvor højt man må flyve, betyder det at man til tider desperat prøver at flyve over en mur, mens spillet i virkeligheden vil have en til at kravle op af væggen. Sådanne situationer skaber utrolig stor frustration igennem spillet, og det bliver ikke bedre når man skal kæmpe med spillets til tider ulogiske gåder, som ikke er specielt godt forklaret.

Men udover gåder og det klassiske platforms gameplay, så er Dawn of the Dragon meget fokuseret på kamp-aspektet. Igennem spillet vil Spyro og Cynder optjene erfaringspoint, som kan bruges på at opgradere fire former for magiske angreb. De magiske angreb er en stor del af spillets mekanik, og ikke mindst de mange kampe man skal igennem, så erfaringspointene skal bruges med omtanke. Kampsystemet er udover de magiske angreb, fokuseret meget på at svinge så hårdt med Wii fjernbetjeningen som overhovedet muligt, og det er først til sidst i spillet at der bliver stillet krav til at man skal gøre andet end at svinge med fjernbetjeningen, og det skaber en ubehagelig spiloplevelse, da man som spiller ikke før er blevet opfordret til at gøre brug af kombinationer eller decideret strategi i spillet og det kan blive kilden til stor frustration i spillets sidste baner.

Visuelt er spillet ikke specielt flot. Det ser ud som en nedgraderet udgave af spillet på de stærkere konsoller, og der bliver intet gjort for at drage nytte af Wii’ens indmad og det er tydeligt at spillet blot er den samme udgave som Playstation 2 versionen, bare med ny styring. Men udover den generelt skuffende grafik, så er lydsiden heller ikke noget specielt. Både det danske og engelske stemmeskuespil er uengageret, og lydeffekterne er uden større effekt. Soundtracket byder til gengæld på nogle storslåede og episke stykker musik som hjælper med at give en god følelse af at man er den udvalgte der skal redde alt og alle. Dog kan den udmærkede musik ikke overskygge den generelt underproducerede lydside.

Dawn of the Dragon er en underlig størrelse. Det prøver at fremføre en mere voksen og seriøs historie, mens det prøver at tilbyde et lettilgængeligt gameplay der er gearet mod det yngre publikum. Spillet formår ikke at hæve sig over middel niveauet, men spillet er heller ikke direkte forfærdeligt, og det gør det til en middelvejsoplevelse der ikke er noget specielt.

-
G-TV 23/02-09
Legend Of Spyro, The: Dawn Of The Dragon (EU)
Reviewer's rating
6/10

The Legend Of Spyro: Dawn Of The Dragon   © Activision 2008   (PS3)    1/3 The Legend Of Spyro: Dawn Of The Dragon   © Activision 2008   (PS3)    2/3 The Legend Of Spyro: Dawn Of The Dragon   © Activision 2008   (PS3)    3/3