Pokémon Ranger: Shadows Of Almia

Jeg husker mit første møde med Pokémon-fænomenet i slutningen af halvfemserne. Rygterne havde kørt i længere tid, om et fantastisk spil der havde besat Japan og fået alle i hele landet til at gå amok i et indsamlings-orgie for at se hvem der kunne fange alle de små nuttede dyr først.
En sen december-aften sætter jeg mig til rette med min GameBoy og det sagnomspundne spil. Fem timer senere prøver mine forældre forgæves at skabe kontakt med mig - en umulig opgave, for jeg skulle jo lige have fat i den næste Pokemon!

Et par dage efter døde min interesse dog ud; jeg kunne simpelthen ikke overkomme spillets langsommelige tempo og mangel på historie. Alligevel husker jeg tydeligt afhængighedens kraft når folk nævner Pokemon, og derfor var jeg også ganske interesseret i at give mig i kast med seriens nyeste skud i Ranger-serien, der lægger større vægt på historieudvikling.

I Pokemon Ranger: Shadows of Almia træder man i rollen som en Pokemon Ranger, der forsøger at bestå sine eksamener på en Ranger-skole. En Ranger fokuserer på at hjælpe og redde Pokémons, frem for at bruge dem som en form for kamp-dyr som i de foregående spil. Allerede her fremstår Shadows of Almia således både mere sympatisk men måske også lidt mere kedeligt end andre Pokémon-titler, men heldigvis er der stor fokus på sjov og relativt velskreven dialog, hvilket hjælper med til at skabe en ganske underholdende oplevelse.

Idéen med at placere spilleren på en skole er et godt valg, især i starten hvor klassekammeraterne tvinger spilleren til at udføre opgaver for at vinde deres tillid. Samtidig gør dette valg også at spillet ikke føles så ensomt som tidligere, hvor man ofte vandrede fra den ene by til den anden.
En af de første missioner foregår under vandet, og dette skifte fra de traditionelle skovområder er bestemt et velkomment afbræk. Shadows of Almia er generelt god til at give spilleren forskellige missioner spredt ud over landet, hvilket i høj grad er med til at skabe afveksling i hvad der i sidste ende er en ekstremt simpel gameplay-mekanisme.

Pokémons indfanges ved hjælp af en Styler, en art avanceret lasso der griber fat om dem og derefter udsender glad energi og positive tanker der hjælper den stakkels Pokemon til at føle sig tryg ved spillerens tilstedeværelse. Man aner måske en snert af peace, love and understanding igennem spillet, hvilket bestemt er en smagssag. I det mindste føler man sig dog som et lidt bedre menneske, idet man ikke tvinger dyr til at kæmpe til døden - under alle omstændigheder ikke på helt samme måde, for nu elsker de jo dig og din magiske lasso...

Man er ikke helt alene gennem spillet, for man har en trofast følgesvend, der følger spilleren gennem hele spillet. Der er 17 forskellige partnere, så der er god mulighed for at kombinere strategier på kryds og tværs. Pokémon-serien har altid været god til at fremstille simple strategiske valg, der ved at tilbyde et stort udvalg af Pokémons alligevel har haft en vis dybde, og Shadows of Almia er ingen undtagelse.

Pokemon Ranger: Shadows of Almia er nok mest for dem der føler at den "rigtige" serie er for onde mod de søde Pokémons, og i stedet har lyst til, i bedste flower-power stil, at sprede kærlighed og forståelse for de små dyrs ve og vel.
Dog er konceptet interessant nok til at fans af serien godt kan finde nok at tage sig til, og den udmærkede historie holder interessen nogenlunde ved lige gennem spillet.
Shadows og Almia føles lidt som et hurtigt sammensat produkt, fyldt med tomme kalorier, men idéerne er alligevel ikke helt uden merit.