MadWorld

MadWorld forsøger at være anderledes end man ellers er vant til på Nintendo Wii - nemlig et brutalt voldsorgie, rettet mod et modent publikum der er vant til at bruge en controller.
Dermed ikke sagt at MadWorld ikke gør brug af konsollens særegne kvaliteter, for der er i høj grad tale om et voldsorgie understøttet af bevægelsesgenkendelse.

MadWorld handler principielt blot om en ting - vold. Vold, blod og ekstreme henrettelser er åbenbart hovedingrediensen i en art avanceret tv-show, hvori en helt by er afspærret og fyldt med psykopater der søger at myrde hinanden - helst så brutalt og overdrevent som overhovedet muligt. Hovedpersonen er Jack, der, udover at have en vis lighed med tegneseriehelten Hellboy, arbejder for en tv-producer. På overfladen skal Jack blot selv deltage i programmet, slagte horder af motorcykelbøller, monstre og alskens andet menneskeligt affald på sin vej.

Fortællingen indeholder dog mere end som så, og når forfatteren hedder Yasumi Matsuno (Manden bag Vagrant Story og Final Fantasy XII), vil den opmærksomme læser snart tænke på politiske intriger og underliggende symbolik. Dette er ikke skudt meget ved siden af, for i stil med japanske film som Battle Royale, søger MadWorld gennem ekstrem vold at sætte fokus på et samfund på kanten af afgrunden.

Hvor historien således har et elegant underlag, er spillets anden natur - sekvenserne hvor man som Jack skal udslette et bestemt antal mennesker - anderledes standardiserede. Styringen er meget nem at gå til, et par knapper til brug og ellers blot viften med Wii-moten for at udføre det ene modbydelige trick efter det andet.

Lad mig komme med et eksempel:
På et tidspunkt fik jeg fat i et vejskilt, som jeg efterfølgende valgte at bore gennem en fjendes ansigt. Dette så naturligvis ikke særlig rart ud, men der manglede ligesom et eller andet. Derfor valgte jeg at løfte ham op, og spidde ham gennem hele kroppen med et gigantisk spyd der stak op af fortovet. Den seksuelle symbolik er tydelig - tydelig og også lidt dum.

Det største problem med MadWorld, er nemlig at det i selve udførslen af de spilbare sekvenser, ikke er ligeså elegant som fortællingen lægger op til. Man er aldrig helt klar over om spillet bruger ekstrem vold til at komme med et budskab, eller om der blot er tale om vold for voldens skyld. Jeg hælder mest til det første, især med tanke på spillets ekstreme gentagelser. Det er simpelthen ikke ligeså sjovt at spidde fjender tredje, fjerde og tyvende gang, som det var de første to - især ikke fordi man altid får serveret den samme animation.

Dermed kunne man tolke MadWorld som en kommentar til den stigende desensitivisering af mennesket gennem fjernsynets stadig mere voldelige natur, og denne kommentar er naturligvis både væsentlig og helt rigtigt set. Blot er det væsentligt at huske på at MadWorld stadig først og fremmest er et spil, og som spil bliver MadWorld hurtigt kedeligt.

Som halvt en Frank Miller tegneserie og halvt vanvittig japansk manga, er MadWorld visuelt uden tvivl et helt særligt spil. Smukke skygger på hvid overflade, og kaskader af skrigende rødt blod - MadWorld tager sine træk fra det kunstneriske mere end det realistiske, og dette fungerer upåklageligt. Det er tydeligt at MadWorld er skabt af japanere, men det er skabt for at appellere til et vestligt marked mere end det japanske. Det virker dog til tider lidt søgt, idet spillet gør brug af stort set alle japanske klicheer, som for at skrige ud til hele verden hvor japansk - og derfor hvor vanvittigt - det er.

Samtidig er spillets underliggende systemer - opgradering af angreb og brug af nye tricks - så indgroet i en japansk kultur, at det kan være svært for den brede masse at forholde sig til. Som i nicheproduktet God Hand, er MadWorld et hårdt spil at slide sig igennem, fordi man skal arbejde for alt. Dermed ikke sagt at dette er dårligt - det er blot meget anderledes end man kan være vant til fra mere vestlige spil, hvor gyldne brødkrummer leder spilleren på rette vej.

MadWorld er et spil låst fast mellem to yderpunkter - på flere områder. På det tekniske plan er spillets underliggende mekanismer indgroet i japansk spildesign, mens spillets stil og ultravold søger at ramme et vestligt publikum. Samtidig er spillets budskab og historie direkte forbundet til spillets mekanismer, hvilket måske nok driver budskabet hjem, men samtidig skaber et spil med utrolig mange gentagelser, der efter kort tid synes trivielt og en smule kedeligt.

Tag dog ikke fejl af MadWorld - alt fungerer sådan set som det skal. Kontrollen er responsiv, grafikken er flot, og historien er interessant og subtil. Jeg skiftevis nød at opleve symbolik og fortælling, og hadede at skulle slås mod overflødige konventioner og en sværhedsgrad der svinger fra det håbløst lette til det uforbeholdent udfordrende.
MadWorld er interessant mere end egentligt godt, men rummer under alle omstændigheder noget vi ser for sjældent på spilform - nemlig et budskab.