X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK
Please note that Play:Right is a Danish site and while usable without,
it is only partially translated to English.
Blocks marked with yellow backgrounds are systematically translated
by Bing Translate.

Klonoa


For lidt over 10 år siden introducerede Namco deres platformhelt Klonoa, spillet blev modtaget med stor ros, og nu bringes Klonoa tilbage til et nyt publikum på Wii.

Spillet handler om dyret Klonoa, som en dag falder over en ring, som har en ånd inden i sig. Ånden hedder Hewpoe og sammen drager de på mange eventyr. Et af de eventyr starter da et fly hamrer ind i byens store bjerg, og Klonoa undersøger hvad der mon er sket, og pludselig bliver vores helt hevet ind i en magtkamp om alle vores natlige drømme og verdens skæbne.

Historien i Klonoa er ikke specielt dyb, eller specielt interessant at følge, men den gør hvad den skal. Nemlig at sætte baggrunden for et platformsspil med masser af underholdning, udfordringer og morskab. Ringen som Klonoa fandt, er dog ikke kun til pynt, den kan bruges til at fange fjender som Klonoa kan bruge til at kaste efter andre fjender eller bruge dem til at udføre et dobbelt hop med, så man komme videre.

Udover at bruge ringen, så er der faktisk ikke andre angreb Klonoa har til rådighed. Det eneste andet han kan, er at svæve et kort stykke tid med hans kæmpe øre. Derfor afhænger en stor del af navigationen i banerne af at lave disse dobbelthop og tænke kreativt med at kaste ens fjender rundt. Gameplayet er derfor ikke specielt meget fokuseret på hurtig refleksgameplay, men derimod på at bruge fjenderne på den rigtige måde i banerne, hvilket gør at den mere krævende spiller ikke vil finde den største udfordring i spillet, udover enkelte steder hvor ringmekanikken bliver blandet med kravet til hurtige reaktioner og det skaber nogle forrygende platforms sekvenser som der desværre ikke er mange af.

Men selvom spillet ikke byder på den store udfordring, så er der en simpel og fundamental fornøjelse i den måde gameplayet fungerer så gnidningsfrit på. Man er aldrig frustreret med spillets design eller manglen på fjender. Gåderne er til at forstå, men aldrig alt for nemme og spillets banedesign er utroligt veludført så man aldrig er i tvivl om hvordan man skal komme fremad eller hvor man skal hen.

Glæden ved Klonoa kommer også i form af dets flotte visuelle side, og den veludførte blanding mellem 2D og 3D. For selvom navigeringen af Klonoa foregår
på et 2D plan, så interagerer Klonoa med baggrunden og forgrunden i miljøet for at skabe en 3D effekt i spillet. Så Klonoa kan ikke kun kaste fjender til højre eller venstre, men også ind i baggrunden eller ud i forgrunden, og dette skaber nogle interessante udfordringer i løbet af spillet og giver en alternativ vinkel på den klassiske 2D formular.

Grafisk er Klonoa en virkelig flot oplevelse, alt er farverigt og fyldt med charme. Fjenderne er nuttede og søde, Klonoa er ganske pæn at se på og miljøerne er fantasifulde og en fryd at bevæge sig rundt i. Frameraten er stabil hele vejen igennem spillet, og det kan ikke understreges nok gange hvor flot en visuel retning spillet har og de mange flotte effekter spillet byder på. Det er ikke blot en teknisk flot titel, det har også det kunstneriske side med sig.

Fans af det gamle spil vil finde stor glæde i at se deres yndlingsbaner genskabt med endnu pænere grafik, og ligeledes vil lydsiden også kunne nydes med genindspilninger af de klassiske toner, der har fået et ordentligt pift op af på kvalitetssiden og for dem der ikke kender til musikken er der en masse glade og stemningsskabende stykker musik, som sætter den helt rigtige stemning for en fantasiverden hvor alt er muligt. Denne udgave indeholder også en engelsk udgave af stemmeskuespillet, som ikke er specielt god takket været det overdrevne skuespil og de skingre høje toner fra de fleste personer i spillet. Der er dog for purister mulighed for at slå de engelske stemmer fra, og få de originale nonsens stemmer tilbage.

Glæden ved Klonoa varer dog ikke evigt. Spillet er nemlig ikke særlig langt, og kan gennemføres på under fem timer uden de store problemer. Den lave sværhedsgrad gør også at man nemt blæser igennem det med de fleste hemmelige ting fundet, og det gør der ikke er nogen stor grund til at gå tilbage og spille de forskellige baner flere gange. Men så længe eventyret varer, så er det forrygende underholdning.

Klonoa er en underholdende om end kort spiloplevelse, men det vækker minder om en farvefyldt og glad barndom hvor platformsspil herskede, og hvis man ikke har stiftet bekendtskab med ringbæreren med de store ører, så er dette remake til Wii et fantastisk sted at starte.

-
G-TV 12/06-09
Klonoa (EU)
Reviewer's rating
8/10

Klonoa   © Bandai Namco 2008   (WII)    1/3 Klonoa   © Bandai Namco 2008   (WII)    2/3 Klonoa   © Bandai Namco 2008   (WII)    3/3