X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Castlevania: Harmony Of Dissonance


Manden med pisken er tilbage. Navnet er Belmont. Juste Belmont. Harmony Of Dissonance (HOD) er det andet Castlevania-spil til Game Boy Advance, og det forsøger at rette op på de små svagheder, som forgængeren besad. Grundlæggende er der dog ikke sket større ændringer; det er actionbaseret 2d-platformer udforskning af Draculas slot, med alt der hører til.

Et vigtigt element af enhver Castlevania-titel er baneopbygningen og på det punkt adskiller HOD sig faktisk fra resten af serien. Det specielle er, at slottet findes i to komplette udgaver (ikke helt ulig Symphony Of The Nights omvendte slot). Hver eneste rum har altså en tilsvarende kopi af samme dimensioner, men med forskelligt indhold. Flere puzzles er opbygget således, at man skal klare en opgave i det ene slot, som så giver adgang til et nyt område i det andet slot.

Fordelene ved denne opbygning er, at der er et meget større område at udforske, end normalt for serien. Bagdelen er, at man kommer til at bruge uforholdsmæssigt meget tid på at løbe rundt. Når man lige skal over i det andet slot, skal man først løbe hele vejen tilbage til en portal, skifte slot, og så den omvendte vej igen. Da spillet bestemt ikke er lineært opbygget, ender det automatiske kort hurtigt med mange uafprøvede ender i begge slotte. Personligt er jeg ikke god til at huske, hvilke udgange der kræver besiddelse af en bestemt nøgle, og hvilke der kræver anskaffelse af flyvestøvler. I HOD er problemet så omtrent dobbelt så stort som normalt. Friheden, til at tage tingene i egen rækkefølge, er ellers god, men personligt gik jeg en enkelt gang helt død i virvaret af teoretiske veje. I praksis var det kun muligt at tage én rute, som jeg selvfølgelig havde overset. Det ville ikke have skadet, om man tidligere i spilforløbet kunne åbne de låste døre, der besværliggører udforskningen.

Ellers er "død" ikke et ord man bruger meget i forbindelse med HOD. Hvor forgængeren, Circle Of The Moon, var et meget svært spil i seriens gamle ånd, så er det helt modsat i dette tilfælde. Spillet er usædvanlig let, blandt andet fordi man kan dashe til begge sider og dermed har bedre kontrol end normalt. Et par timer inde i spillet måtte jeg afprøve om det rent faktisk <I>kunne</I> lade sig gøre at dø. Det kan det godt, men man skal altså nærmest anstrenge sig. Det er især udtalt ved flere af spillets mange bosser, som oftest ikke leverer skyggen af udfordring. Det virker noget sløset, når man for eksempel ved den stærke kyklop, blot kan stille sig op på en platform og tæske løs, uden at kæmpen kan gøre modstand. Selv uden man provianterer i spillets mange butikker, besidder man typisk så mange opfriskende drikke, at det let gør det op for de problemer, man måtte opspore. Omvendt fandt jeg det generelt behageligt, at man allerede tidligt kan tillade sig at fræse igennem gamle områder, uden at blive truet. Så er gentagelserne ikke så generende.
En anden ting der - nærmest per tradition - er ændret siden sidste spil, er magisystemet. Denne gang kan man finde fem forskellige magibøger, hvoraf én kan være aktiv af gangen. Hver bog har et unikt angreb eller forsvar, afhængig af hvilket sekundært våben man besidder. I alt kan man altså kombinere sig frem til tredive forskellige magiske formularer. På grund af manglen på knapper på konsollen, har man gjort det sådan, at disse formularer helt erstatter de sekundære våben. Der er genveje til at skifte eller deaktivere magibog, men det er noget ufleksibelt. Personligt endte jeg med kun at bruge én formular - det ødelægger selvfølgelig noget af idéen med dem. Det hang dog også sammen med, at jeg blev enormt glad for et bestemt angreb: en trofast følgesvend i form af en isstjerne, der skyder småkravl ned, så man selv kan koncentrere sig om vigtigere ting. Alene den funktion gjorde hele spillet til en bedre oplevelse for mit vedkommende.

Det er nærmest umuligt at skrive om et Castlevania-spil, uden at nævne musikken. Det gælder bestemt også for HOD. Der er to aspekter af musikken, hvoraf det første er det tekniske. I modsætning til de øvrige titler på Game Boy Advance, har man i dette tilfælde valgt at bruge chipmusik. Uden de samplede instrumenter resulterer det i noget, der lydkvalitetsmæssigt minder om seriens første spil fra midten af 80'erne. Personligt finder jeg dette valg spændende, men det er mærkeligt aldrig at høre korsang eller orgeltoner i sammenhængen. Noget andet er selve kompositionerne og her er der ingen undskyldning. Musikken er simpelthen ikke så iørefaldende eller dyb, som man forventer. De enkelte melodier er hurtigt glemt, hvilket er uhørt indenfor serien.

Da jeg satte mig til at spille HOD, var det efter et halvt års pause fra Castlevania. At det var et utrolig dejligt gensyn, må både tilskrives seriens og spillets kvalitet. Det er med tiden blevet sjældent, at jeg dedikerer mig til en enkelt titel i længere stræk, men andet var umuligt i dette tilfælde. Godt syv timer senere endte jeg - vist for første gang - med et komplet udforsket kort. Det er dog også svært at undgå, hvis man vil se den bedste slutning. Desværre er der ikke ret mange hemmeligheder at finde og heller ikke så mange ting at samle op som i for eksempel Aria Of Sorrow.

Alle tre Castlevania-spil til Game Boy Advance er mere end gode og har hver deres styrker og svagheder. Det er små variationer over samme koncept og ret beset adskiller HOD sig ikke specielt. Den lidt spraglede visuelle stil, den kedelige musik, det dobbelte slot, de mange magiske formularer og muligheden for at dashe både frem og tilbage er vel dét, der står tilbage som noget unikt. På trods af dette er jeg fristet til at sige, at HOD personligt har været den spilmæssigt mest helstøbte oplevelse af de tre. Ja, nu har jeg jo faktisk allerede sagt det...



Kommenter anmeldelsen...
Castlevania: Harmony Of Dissonance (EU)
Anmelders sammenligninger
Castlevania: Symphony Of The Night
Enormt gennemført gameplay og spildesign samt fantastisk musik, der tilsammen gør spillet evigt ungt. Men på visse punkter - fx historien - for uambitiøst og begrænset til at være fantastisk.
8/10


Castlevania: Aria Of Sorrow
Magien fra Symphony Of The Night er tilbage. Men det er for let og alt for kort til at leve op til klassikeren.
7/10

Redaktionens vurdering
Kristian Meller
Endnu et rigtig godt Castlevania-spil til GBA. Dårlig musik, men stort og omfattende, med masser af bosser.
7/10


Morten Riis Svendsen
Elendig musik, kedelige bosser, alt for nemt. Andet skidt kan til gengæld heller ikke siges om HoD, og det er både stort og non-lineært. Guf for folk, der elskede Symphony of the Night.
7/10


Anders Pugé
Generelt uinspirerende musik og lav sværhedsgrad atypisk for serien. Smagfuldt design såvel spilmekanisk som grafisk kompenserer for problemerne. Udforskning og backtracking i rigelige mængder.
7/10

Anmelders vurdering
Ganske omfattende med mange områder og mange (svage) bosser. Visse elementer af magisystemet fungerer godt, mens musikken skuffer. Til tider så lidt lineært, at man spilder meget tid.
7/10

Castlevania: Harmony Of Dissonance   © Konami 2002   (GBA)    1/3 Castlevania: Harmony Of Dissonance   © Konami 2002   (GBA)    2/3 Castlevania: Harmony Of Dissonance   © Konami 2002   (GBA)    3/3