X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

The Legend Of Zelda: Majora's Mask


Zelda-serien har to ansigter, der trods ensartede træk udstråler vidt forskelligt humør. Det mest markante er det lyse, og farveglade ansigt, med det smittende humør og den muntre fremtræden, mens det andet er en stemningsmæssig mørk, lidt bizar og dyster maske, som gør sit bedste for at skjule et ikke så forskelligt indre. De to stemningsvarianter ses tydeligst i A Link To The Past, der indeholder dem begge - konkret manifesteret i to parallelle verdener. Et spil der udelukkende indeholder den mørke stil, fik vi da serien blev påført Majora's Mask.

Som en direkte opfølger til Ocarina Of Time er hovedpersonen den selv samme Link, som reddede landet Hyrule fra Ganondorf, med hjælp fra prinsesse Zelda, sin okarina og hesten Epona. På vej hjem fra eventyret overfaldes Link af en maskeret dreng, der forvandler ham til en ukrudtsplante med korte ben, stjæler okarinaen og rider væk på Epona. Fortabt søger Link ud ad skoven, og ender i landet Termina. Her møder han en maskesælgende handelsmand der beretter, at månen vil falde ned og forårsage Terminas undergang om kun tre dage. Det eneste der kan forhindre dette, er at genfinde okarinaen og derefter skaffe masken som tyvedrengen bærer; Majora's Mask.


De tre dage er et af de elementer, der gør Majora's Mask til en unik oplevelse. De er ikke bare en simpel ramme om fortællingen, som strækkes efter spillerens progression, men en fast deadline hvor indenfor masken under alle omstændigheder skal findes. Dertil svarer de endda til kun cirka halvanden times spilletid - det kan derfor lyde som en helt umulig opgave, at finde masken i tide.

Problemet løses ved at Link med den magiske okarina kan manipulere tiden; er den ved at løbe ud, kan en melodi sende ham tilbage til dag 1, ligesom det er muligt at få tiden til at flyde langsommere eller hurtigere. Tiden er dermed ikke en rent lineær størrelse i spillet - hvis Link finder en vigtig genstand, eller får en ny evne, så mister han den heller ikke ved at rejse tilbage til dag 1. Det medfører en helt unik spilopbygning, hvor gentagelser er hyppige, idet spilleren altid oplever de samme tre dage, men hvor hver gentaget dag, time eller øjeblik alligevel giver spilleren gradvis større frihed til at reagere på nye måder.

Spilopbygningen kan i begyndelsen virke demotiverende, da det ikke altid er åbenlyst, hvilke nye muligheder der åbnes op for, når der spoles tilbage - vil noget nyt virkeligt vise sig, når det er de samme tre dage som opleves på ny? Det er et spørgsmål, spilleren naturligt vil stille sig selv, og en mental forhindring han eller hun må sætte sig udover; evnen til at gå en ny dag i møde med åbent sind, er en forudsætning for at kunne gennemføre Majora's Mask.


Noget nyt vil nemlig for de fleste altid vise sig, da erfaring med spilverdenen opbygges, uden at der egentlig kræves en særlig indsats. Spilleren vil eksempelvis lære om befolkningens daglige rutiner og lotteriets udfald, og herigennem opnå det kendskab til spilverdenen, der muliggør progression. Det er en opbygning som kan medføre små frustrationer, men de træder sjældent i forgrunden - tiden bliver hurtigt en nærværende allieret og ikke en usynlig modstander.

En anden unik kvalitet er spillets stil og stemning, der som nævnt adskiller sig betydeligt fra seriens andre afsnit. Termina er tæt befolket af besynderlige personligheder, der på grund af skarpe ansigtsudtryk og overdrevne animationer ofte virker skræmmende. Et eksempel er bankmanden, som sidder på knæ på disken og tigger om penge, mens han slår sig ukontrolleret på lårene - hvem har lyst til at nærme sig sådan en person? Apropos frastødende så er det også dette spil, der introducerer halvalfen Tingle.


Den dystre stemning er dog ikke blot forårsaget af Terminas befolkning. Også monstrene virker mere skræmmende end ellers, og lyssætningen er naturligt mørkere, fordi månen konstant hænger truende over Termina og varsler dommedag. Musikken indeholder heller ikke de samme muntre og storslåede toner som seriens andre afsnit, men er i stedet langt mere afdæmpet. At lydsiden alligevel er effektfuld, skyldes den slående kontrast mellem de stille toner og lydene fra de levende omgivelser. Selv Link er skræmmende både visuelt og auditivt; når han tager en maske på og hans krop forvandles, så skriger og vrider han sig i smerte.

Netop maskerne er det sidste unikke element ved spillet. Link har naturligvis sit sædvanlige arsenal af bomber, forskellige pile, flasker og andet nyttigt udstyr, men derudover finder han i løbet af eventyret over 20 masker, der giver ham specielle evner, et nyt og praktisk udseende eller begge dele. De tilfører også spillet en dybde, som de fleste andre Zelda-spil har svært ved at matche. Der er masker der forklæder Link som en fe, lader ham kommandere med skeletter, tale med dyr og endda en grisetryne der forstærker hans lugtesans. Nogle bruges blot i opnåelsen af sekundære mål, mens andre er en del af spillets centrale fortælling og nødvendige for at klare bosser og dungeons.

Her er spillet til gengæld som Zelda-spillene er flest. Dungeon- og puzzle-design er gennemtænkt, og som i Ocarina Of Time udnyttes den tredje dimension flittigt og fornuftigt. Særligt tilfredsstillende ved designet er, at de fire vigtigste dungeons alle er forholdsvis små, og dermed lette at overskue, mens hvert eneste rum til gengæld er tæt pakket med puzzle-relevante elementer. Der findes kun få rum som ingen særlig betydning har - ingen af de ligegyldige rum kun indeholdende monstre, som det kendes fra The Wind Waker. Er der monstre i et rum, så har de for det meste relevans, og skal overvindes eller udnyttes på en særlig måde. I det hele taget er der meget lidt fokus på kamp blot for kampens skyld - også bosskampene er simple, når den rigtige taktik indses.

Simpelt kunne også være det første ord spillet blev vedhæftet, ved en sammenligning med Ocarina Of Time. Termina er et betydeligt mindre land end Hyrule, hvilket umiddelbart burde betyde at Majora's Mask er et mindre spil. Det er dog lykkedes Eiji Aonuma, der tilskrives meget af æren for det gennemtænkte design, at pakke en så stor mængde af indhold ned på det lille område, at Ocarina Of Time til sammenligning virker tomt og øde. Majora’s Mask tager det bedste fra Ocarina Of Time, komprimerer det rummeligt, opdeler det tidsligt, og gemmer det til sidst bag en dyster maske.

Spillet har samme ekstreme stil som The Wind Waker, blot med omvendt fortegn - i stedet for det muntre og farverige ansigt, er det den dunkle maske der dominerer. Det gælder spillets visuelle stil, det gælder dets historie og dialog og det gælder lydsiden. Sammen med de tre dage og maskerne betyder den mørke stil at spillet - selv i Zelda-sammenhæng - er både unikt og dybt, men dets kvaliteter må også delvist tillægges de traditionelle og velkendte spilmekanikker, som jeg og mange andre elsker serien for.



Kommenter anmeldelsen...
Legend Of Zelda, The: Majora's Mask (EU)
Anmelders sammenligninger
Legend Of Zelda, The: Ocarina Of Time
Det klassiske Zelda gameplay oversat til 3d. Både dungeons og historie er godt skruet sammen, men verdenen er lidt for fattig på indhold. Der mangler spændende personer og sjove sidequests.
8/10


Legend Of Zelda, The: The Wind Waker
Et helt fantastisk Zelda-spil. Stor frihed og uendelige ting at tage sig til. God historie, perfekt kontrol og en flot og gennemført stil.
9/10

Redaktionens vurdering
Rune J. Keller
Tidsnulstillingen spolerede totalt oplevelsen for mig og står som noget af det elendigste spildesign. Sørgeligt, for ellers virker spillet interessant og er ret sikkert godt, hvis man lægger indsatsen
6/10


Bjarke Koch-Larsen
Efter først at have accepteret tidsaspektet, går det op for en, at MM er et ægte Zelda-spil, der byder på uovertruffent leveldesign, interessante lokaliteter og opfindsomme gåder.
9/10


Johannes Wørts
Mit personlige yndlingsafsnit i serien, men kan være frustrerende. Historien og stemningen er klasser bedre end andre spil i serien.
9/10

Teknik og emulation
Majora’s Mask anvender grundlæggende samme spilmotor som Ocarina Of Time, og blev derfor færdigudviklet på kun et år. Det var dog et af de få spil der krævede en 4 MB udvidelse af hukommelsen på Nintendo 64, og indeholdte derfor en lang række grafiske forbedringer som eksempelvis højere draw distance, flere personer eller monstre på skærmen samtidig, mere detaljerede teksturer og forskellige nye effekter. På trods af disse forbedringer anses kravet om en 4 MB udvidelse almindeligvis som et fejltræk af Nintendo, da mange af denne årsag sprang spillet over.

I dag er det muligt at spille en emuleret udgave af Majora’s Mask på GameCube-opsamlingen The Legend Of Zelda: Collector's Edition, hvor enkelte unøjagtigheder i musikken, en GameCube-tilpasset kontrol og en højere opløsning, er det eneste der tydeligt adskiller sig fra originalen. Denne anmeldelse er baseret på en gennemspilning af GameCube-udgaven.


















Anmelders vurdering
Det mest kompakte Zelda-eventyr spænder over kun tre dage, der gentages, og alligevel vokser det jo mere der spilles. Masker og en dyster stemning bidrager også med unikke og velfungerende elementer.
9/10

The Legend Of Zelda: Majora's Mask   © Nintendo 2000   (N64)    1/27 The Legend Of Zelda: Majora's Mask   © Nintendo 2000   (N64)    2/27 The Legend Of Zelda: Majora's Mask   © Nintendo 2000   (N64)    3/27