Hvis man kigger på det samlede udbud af arcadespil, kommer man hurtigt til den konklusion, at langt hovedparten af spillene er kopier af hinanden. I en branche der primært handler om at tjene penge, er det vel et naturligt fænomen, at man hellere stjæler et succesfuldt koncept, end risikerer en fiasko ved at udvikle sit eget. Et af de spil der har sit eget unikke koncept, og som har formået at få succes, uden at være kopieret eller selv blive kopieret, er Pang.

Spillet er en blanding af platformspil og skydespil, der formentligt har hentet lidt inspiration fra henholdsvis Donkey Kong og Asteroids, og derefter blandet det op med elementer fra puzzle-genren. I en 2d-verden set fra siden, styrer man sin safarijæger på en rejse gennem hele verden. Hvert område består af et par simple baner, der alle begrænser sig til ét skærmbillede og typisk indeholder nogle få platforme, som kan nås via stiger - hoppe kan man ikke. For at avancere til næste bane, skal man nedskyde en række kugler, der hopper rundt på banen. Som i Asteroids gælder det så, at kuglerne deler sig i to mindre kugler, når de bliver ramt - først når kuglerne er blevet helt små, kan de endelig destrueres.

Ligesom i et godt puzzlespil er grundidéen simpel, men det kan hurtigt blive svært og indviklet, hvis man ikke har kontrol over situationen. En stor kugle indeholder i alt 16 små kugler, og da en bane normalt har flere af disse, bliver det hurtigt til rigtig mange små kugler, som hopper rundt over det hele. Da enhver berøring med dem er dødbringende, er det oftest en meget dårlig plan, bare at plaffe løs fra en ende af. I nødsituationer kan dette være nødvendigt, men ellers handler det om at planlægge, hvilke kugler man skyder hvornår.

En række faktorer medvirker til at gøre opgaven sværere. Den væsentligste er opbygningen af den enkelte bane, der begrænser spillerens eller kuglernes bevægelsesfrihed til mindre områder. Disse opdelinger består for det meste af blokke som kan ødelægges, hvormed spilleren i højere grad kan kontrollere banen ved at nedskyde dem i eget tempo og rækkefølge. En anden ting man skal holde et vågent øje med, er de forskellige dyr, der bevæger sig rundt på banen. Ved kollision med disse bliver ens våben midlertidigt overophedet, men værre er det ofte når dyrene rammer en kugle og dermed deler den. Ens plan kan således hurtigt gå i vasken, fordi en gruppe krabber har angrebet en stor kugle med kaos til følge.

Til at hjælpe spilleren er der selvfølgelig våben. Man begynder med en wire, som har den effekt, at skuddet forbliver på skærmen, indtil det rammer banens loft. Således laver wiren en slags midlertidig væg, der er langt mere brugbar til at stoppe en hoppende kugle, end et normalt skud ville være. Hagen ved wiren er så, at der kun kan skydes ét skud ad gangen. Hertil kommer fire alternative våben, der efterlades som bonus, når de store kugler skydes. De har hver især deres fordele og ulemper, så en væsentlig del af spillet er at udnytte de enkelte våben på de bedste steder og tidspunkter. For eksempel er automatpistolen god til hurtigt at nedskyde store kugler, mens superwiren er uundværlig i smalle gange. Og så er der selvfølgelig bomben, som i ét brag reducerer alle kugler til deres mindste varianter. Oftest gælder det om for alt i verden at undgå denne.

Mens Pang på den måde har et unikt koncept, så bliver det meget mere end det, fordi det samtidig er et velfungerede, udfordrende samt først og fremmest sjovt spil. På mange måder kan det sammenlignes med Bubble Bobble, fordi det overordnet set deler mange af de samme kvaliteter. Det er lettilgængelige spil, der alligevel besidder stor holdbarhed. Det er begge platformspil, men deres koncept og baneopbygning betyder, at de spilmæssigt minder meget om puzzle-genren. En anden sammenhæng er den tilfredsstillende mulighed for at spille to spillere samtidig. I dette tilfælde kræver det i endnu højere grad en solid makker, da banen begynder forfra hvis bare én spiller dør.

I modsætning til Bubble Bobble har Pang en mere blid og jævn sværhedsgradskurve, hvor dødsfald næsten altid kan tilskrives spillerens forkerte beslutninger, frem for urimeligt banedesign eller manglende reflekser. Med 50 baner og en gennemførselstid på omkring tre kvarter bemærker Pang sig desuden ved at være et af få lange arcadespil, man med rimelighed kan gennemføre på én credit.

Noget af det som Pang desværre ikke formår, er at give en ekstra dybde til den dygtige spiller. Det er lidt paradoksalt, fordi alt det nødvendige faktisk eksisterer i spillet - det fungerer bare ikke. For eksempel er der et combo-system: For hver gang man skyder en kugle i samme størrelse, fordobles det antal point man tildeles. Således kan den dygtige spiller altså skyde kuglerne i rækkefølge efter størrelse, og dermed få flere point. Problemet er at den belønning man får herfor, er latterligt lille i forhold til den meget større risiko, man løber ved at forsøge dette. Uanset hvor god man er til spillet, kan det ikke betale sig.

En anden, hemmelig bonus kan findes, hvis man skyder samtlige forgængelige blokke på en bane. Problemet hermed er, at der altid gemmer sig det samme i den enkelte bane. Værdien af disse ting varierer fra ingenting til et ekstra liv, men synes ikke at have nogen sammenhæng med sværhedsgraden af at frembringe bonussen. Konsekvensen af dette er at man nøjes med at udføre det på de enkelte baner, hvor gevinsten er stor nok. I begge tilfælde gælder det, at større og mere varieret belønning for at udføre disse ting, kunne have givet et mere frit og dynamisk spil.

Selvom Pang har sine fejl og mangler, så har det efter min mening mindre betydning for dets værdi i spilhistorien, fordi det netop er et unikt spil. Det fungerer upåklageligt som det er, og det er svært ikke at tage det gode koncept og den charmerende udførsel til sig, når først grundmekanismerne er lært. På trods af at spillet efterhånden hører en fjern fortid til, har det praktisk talt intet tabt på de forgangne år. Det er et af de få spil, der er lige så underholdende i dag som dengang, fordi det lever i kraft af de helt grundlæggende spilmekanismer, som tidens tand ikke ændrer på. Et spil der har alle disse kvaliteter på samme tid, bør anses for at være en klassiker. Det kan godt være mange ikke opfatter Pang som sådan, fordi det i dets samtid ikke skilte sig så tydeligt ud. Nogle gange skal der bare gå et vist tidsrum, før man for alvor kan se det.



Kommenter anmeldelsen...