X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Disgaea: Hour Of Darkness


Mens blandingen af strategispil og rollespil altid har været en rimelig succes i Japan, så er det ikke meget vi ser til spiltypen herhjemme. Personligt faldt jeg i sin tid for Shining Force II fra starten af 90'erne, som havde den charme og lettilgængelighed, som genren lidt for ofte mangler. Udover Final Fantasy Tactics-spillene har der de senere år været relativt stille om genren i vesten - indtil Disgaea: Hour Of Darkness i 2003 startede en renæssance for de strategiske rollespil. Det har Nippon Ichis lille mesterværk gjort ved netop at have masser af charme, lettilgængelighed og dertil holdbarhed.

Selvom Disgaea har drager, konger og trolddom, så foregår det ikke i det typiske fantasy-miljø. I stedet introduceres man til et herligt univers af dæmoner og engle - og nogle naive mennesker fanget i mellem. Historien udspringer ved at Underverdenens hersker er død, hvilket har efterladt dæmonernes rige i kaos. Kongens søn, Laharl, har helt naturligt tænkt sig at overtage sin fars plads, men der er ikke megen opbakning til den spinkle og egoistiske dreng. Modkandidater til tronen er der til gengæld masser af.

Spilmæssigt er Disgaea et forholdsvis traditionelt strategi/rollespil med fokus på førstnævnte. Ud fra sit hold kan man placere op til ti 2d-figurer på et mindre, isometrisk kort, hvor modstanderne på forhånd har stillet sig op. Målet er stort set altid at nedlægge dem alle. Trækkene foregår gammeldags turbaseret, hvor hele ens hold flytter og angriber med våben eller magi, før det bliver fjendens tur. Nogle detaljer er dog anderledes, end hvad man ellers ser i genren. For eksempel kan den enkelte figur altid fortryde sit flytteri, så længe dennes tur ikke er afsluttet. Med omhyggelig rokering kan dette udnyttes til at den enkelte figur i samme tur måske medvirker i en angrebskombination ét sted, bliver healet et andet og angriber et tredje, for til sidst at gemme sig et fjerde sted. Et andet eksempel er, at alle kan løfte og kaste hinanden. Ved at kombinere flere løft, kan man lave en ti mand høj "totempæl" og flytte én figur op mod ti gange så langt som ellers muligt.

Manøvreringen af figurerne er i det hele taget vigtig i Disgaea - blandt andet fordi fjenderne ikke er ret gode til det. På en noget kikset, gammeldags facon bevæger modstanderne sig typisk først, når man er i nærheden af dem. Generelt er fjendernes intelligens ikke overvældende, og den går primært på at angribe de svageste figurer. Da modstanderne normalt er i flertal eller overlegne er det dog belastende nok.

Et svært spil bliver Disgaea dog aldrig. Det hænger sammen med, at der er særdeles omfattende muligheder for at forbedre sine figurer. Til at starte med kan man, udover hovedpersonerne, sammensætte holdet præcis som man ønsker. Der åbnes hele tiden op for flere klasser, og dertil kan man skabe karakterer baseret på de fjender, man har besejret. Det er altid muligt at genspille tidligere baner for at optjene flere erfaringspoint, og dertil drives en rigt udstyret biks med våben og andre rare sager. Apropos udstyr er det nærmest et spil i sig selv. Man kan så at sige "gå ind i" alle ting, hvori der findes et uendeligt antal tilfældigt genererede baner. Ved at klare disse optjener man ikke blot selv erfaring - det gør den pågældende ting også.
Dette er blot eksempler på måder, hvormed man kan skræddersy de fleste elementer af spillet. Er der alligevel noget man vil have anderledes, kan man prøve at sende det til afstemning i senatet. Og makker senatorerne ikke ret, kan man jo altid bestikke eller tæske dem, til de gør.

Personligt har jeg det generelt sådan, at denne spiltype er utroligt spændende i starten, men efter man har set hele konceptet og lært det meste, så bliver det hurtigt ensformigt. Jeg har faktisk aldrig gennemført noget i genren før. Disgaea har ikke samme problem, fordi de enkelte baner er tilpas afgrænsede i størrelse og varighed - en kamp varer typisk 10-30 minutter - hvormed man hele tiden føler, at spillet skrider frem.

Der er også en anden afgørende ting, der skiller Disgaea voldsomt ud fra sine genre-kolleger og vel nærmest andre spil generelt. Det er en kombination af charmen i henholdsvis historien, grafikken og lydsiden, men først og fremmest personerne. Figurgalleriet er simpelthen lige til at køre ind i en humoristisk, uhøjtidelig og meget sarkastisk tegnefilmserie. Dæmondrengen Laharl er en selvglad og forsøgsvis ondsindet barnetyran, der får angstanfald ved blot tanken om kærlighed (sexede hundjævle med store bryster gør det kun endnu værre). Englelærlingen Flonne er omvendt en omvandrende buket af kærlighed, blomster og alt der er sødt og nuttet. Bag og over dem begge lurer den kvindelige vasal Etna, der går med mere eller mindre åbenlyse planer om at feje alle af bordet og selv overtage tronen - hvilket i øvrigt gælder for omtrent alle i Underverdenen.

Historien om Laharls forsøg på at overtage Underverdenen og senere afværge en krig med menneskeheden før et endeligt opgør med englene, fortælles med store stillbilleder af figurerne mens de taler. Hvis det lyder stift og kedeligt, kunne det ikke lyde mere forkert. Tegningerne, replikkerne og stemmeskuespillet går op i en højere enhed, der kombineret leverer de mest humoristiske øjeblikke, jeg har oplevet i et spil. Og selvom det hele er fuldstændig "over-the-top" og overdrevet fjollet, så er der alligevel en dybde og troværdighed i de vigtigste figurer, hvormed et par dramatiske sekvenser undervejs stadig formår at blive rørende. Det skal sikkert opleves, før man tror det.

Disgaea rykker ikke strategi/rollespil-genren nye steder hen. Rent spilmæssigt er det forholdsvis forudsigeligt og simpelt, ligesom det ikke er svært at sætte fingre på ting, det gør mindre godt. Men spillet har dét element, som ikke altid kan begrundes eller forklares: Det er sjovt. Fra start til slut er det en fornøjelse at spille. Selvom spillet ikke altid er udfordrende, er der en tilfredsstillelse ved at vinde kampe, ved at stige i styrke, ved at finde nyt udstyr og generelt komme videre i spillet. Og hver gang det sker, så venter der mindeværdige mellemsekvenser med et par minutters morskab og nye udviklinger i en historie, man aldrig helt ved hvor man har, selvom den er bevidst sammenstykket efter klichéer. Disgaea: Hour Of Darkness underholder simpelthen spilleren hele tiden, og selv efter man har brugt 30 eller 50 timer på at gennemføre det, er der stadig adskillige områder og aspekter at udforske. Sådan et spil skal man næsten elske - selvom Laharl ville dræbe én for mindre...



Kommenter anmeldelsen...
Disgaea: Hour Of Darkness (EU)
Anmelders sammenligninger
Shining Force II
Rammer i sin lethed og tilgængelighed lige min stil hvad angår strategiske RPG'er. Måske er SFIII og FFT bedre, men de virker meget tunge i forhold.
7/10


Final Fantasy Tactics Advance
Lettilgængelig, men samtidig dybt. Charmerende, men stadig spændende. Gentagende, men alligevel meget svært at lægge fra sig - i hvert fald et stykke tid. Længere inde i spillet går det noget i stå.
7/10

Redaktionens vurdering
Kristian Meller
Genialt Strategi-RPG. Vanvittig anime-humor udgør den perfekte indpakning til et umådeligt omfattende udspil, i en for ikke så lang tid siden døende genre.
8/10


Jimmy Marcus Larsen
En uovertruffen humor og et fantastisk persongalleri gør Disgaea til det sjoveste spil siden de glade adventuredage. En monoton musik og den meget ujævne sværhedsgrad er små skår i glæden.
8/10







Anmelders vurdering
Underholdende kampsystem kombineret med meget dybe udviklingsmuligheder og formentligt spilhistoriens morsommeste figurer og mellemsekvenser giver det sjoveste strategispil, jeg har oplevet.
8/10

Disgaea: Hour Of Darkness   © Nippon Ichi 2003   (PS2)    1/52 Disgaea: Hour Of Darkness   © Nippon Ichi 2003   (PS2)    2/52 Disgaea: Hour Of Darkness   © Nippon Ichi 2003   (PS2)    3/52