Efter at have været hjemme i USA, så er George Stobbart nu tilbage i Frankrig, hvor han mødes med Nico Collard. Den franske journalist får dog straks rodet sig ud i problemer og hurtigt står begges liv på spil. Historien omhandler denne gang en række nye skurke, der vil genoplive en gammel mayansk dødsgud. Oplægget er sat til en Indiana Jones-inspireret fortælling gennem Europa og Mellemamerika.

Ganske som sin forgænger, Shadow Of The Templars, er Broken Sword II et klassisk peg-og-klik-eventyrspil. I det hele taget er en stor del af det første Broken Sword-spil genbrugt og både interface, animationer og lokaliteter er genkendelige, uden at det er generende. Detaljer er finpudset og irritationsmomenter er fjernet. Der er skåret ned på dødsfald, ventetider og forvirrende elementer. Umiddelbart vurderet er der forbedringer på de fleste områder.

Ændringerne har også medført nogle ting der er blevet, om ikke dårligere, så i hvert fald anderledes. Selvom det første spil, på grund af sin genre, naturligvis var lineært, så havde man en del kunstig frihed. En del tid blev brugt på et oversigtskort over Paris og senere Verden, hvorfra man kunne tage hvorhen, man lystede. Sådan er det ikke længere. Her er man hele tiden fanget på nogle få lokaliteter. Ligeledes kunne man tidligere spørge alle folk om alle objekter man besad. Nu kan man kun spørge om de enkelte ting, som det er forudbestemt at man kan spørge om.

Dette indikerer en generel tendens for seriens udvikling: spilleren har fået meget færre valgmuligheder. Positivt set betyder det, at man ikke frustrerres så meget af at prøve ting, som man ikke kan eller skal gøre på pågældende tidspunkt. Negativt set får det spiloplevelsen til at virke meget mere låst og det gør spillet meget nemmere. Da det samtidig virker en anelse kortere, er det meget hurtigere gennemført end det første spil.

Ændringerne hænger også sammen med, at historien er blevet mere integreret i spillet. Det hele er filmisk meget bedre fortalt med bedre mellemsekvenser samt spilsekvenser af mere filmisk kvalitet. Nico er også blevet langt mere integreret i spillet, hvilket formentligt er den største forbedring. De to hovedpersoner er sammen en stor del af spillet og derudover får man på skift lov til at styre dem. Det giver generelt mere dynamik i mellem alle personerne i spillet, der liver mere op og får en højere komisk kvalitet. Det er unægteligt morsomt, når George på skift kæmper med jalousien mod Nicos bejlere og sætter hende i forførende situationer med andre. Den del fungerer godt - også takket været mere strømlinet stemmeskuespil.

Historien er der til gengæld ikke meget ved. Selvom - og tildels fordi - det på sin vis er samme plot om igen, så har den ikke samme bid. Det var bare mere interessant, nærværende og originalt at rode gennem slotte og kirker fra Europas historie, end at tæske igennem mellemamerikanske jungler og forudsigelige pyramider med obligatoriske fælder. Den tidligere, unikke stemning formår man slet ikke at gentage. Ligeledes er historien nærmest blottet for overraskelser, selvom den til gengæld afsluttes mere tilfredsstillende.

Det samme kan siges om Broken Sword II generelt. Det er bestemt et godt spil og genrefans går ikke fejl. Mange tekniske aspekter er blevet forbedret, hvilket gør det hele til en lettere og mere lettilgængelig oplevelse end forgængeren. Men det betyder samtidig, at det ikke besidder samme dybde og udfordring. Mange af de detaljer, der er skåret væk eller er blevet ændret, var de detaljer, som gjorde Broken Sword unikt. Denne efterfølger er sværere at skelne fra alternative titler som Fate Of Atlantis eller Flight Of The Amazon Queen. I trilogien står det originale spil klart tilbage som det bedste, men personligt tager jeg gerne ethvert godt spil indenfor genren. Og det er Broken Sword II alt i alt helt bestemt. Bare ikke mere end det.



Kommenter anmeldelsen...