Ved første øjekast, er det tydeligt at Castlevania III har 15 år på bagen. I sin samtid var det et pragteksemplar indenfor genren, men ser man på det i dag, kan man ikke komme uden om at den brunlige Trevor Belmont er præget af NES'ens forældede teknologi. Og for dem, der ikke i forvejen er bekendt med spillet, kan det være svært at vænne sig til den stive kontrol. Men man skal ikke særlig langt ind i spillet, før det fænger. Sammen med Super Mario Bros. 3 satte Castlevania III i NES'ens sidste dage en ny standard for platformspil, og banede vejen for den næste generation.

Et par hundrede år før Simon Belmont, kendt fra de første Castlevania-spil, fik lov til at svinge pisken, var hans forfader, Trevor, i aktion. På grund af Belmont-klanens mystiske kræfter var den frygtet af den transylvanske befolkning og levede i skjul. Trevor blev som det nyeste skud på Belmont-stammen trænet som vampyrjæger. Og da Dracula i 1476 vendte tilbage for at terrorisere verden, satte han ud på sin rejse for at genvinde befolkningens respekt.

Historien dækker selvfølgelig i grunden bare over endnu en piskesvingende helt, der bevæger sig gennem et antal baner for til sidst at konfrontere Dracula. Trevors eventyr minder i de store træk meget om seriens første NES-spil. Altså et lineært actionbaseret platformspil, som vi kender dem bedst. Helt lineært er det dog ikke. Efter hver af de første baner, vælger man selv hvilken vej man vil fortsætte ad. De forskellige veje fører alle til Draculas slot, hvorfra stien er fastsat. Men afhængigt af hvilke baner man vælger, støder man på forskellige venner med forskellige evner, der er villige til at hjælpe Trevor i hans kamp mod Dracula. Det er kun muligt at have én hjælper ad gangen. Man kan så frit skifte mellem Trevor og hjælperen, der besidder nogle helt andre evner. Troldkvinden Sypha er svag, men har magtfulde magiske evner. Tyven Grant er smidig og i stand til at kravle på loftet og væggene. Mest interessant er nok Alucard. Inspireret af flere gamle gyserfilm, er det navnet på Draculas søn. Han besidder de samme egenskaber som sin far, og kan forvandle sig til en flagermus, for at undslippe de værste fjender.

Castlevania III er, som dets forgængere, et actionspil for den tænksomme spiller. Det flyder ikke på samme måde som Mario, og er nærmest en modsætning til Sonics frie bevægelser og hurtige tempo.

Trevor tager beslutsomt ét skridt ad gangen, og når han står stille for at slå med pisken, er han samtidig sårbar. Hver eneste handling skal foretages velovervejet, for et enkelt fejltrin kan betyde døden. Ganske vist kan Trevor tage en hel del slag, før han bryder sammen, men eftersom spillets ganske få livgivende power ups alle er godt gemt, er fejlmarginen stadig meget lille. Til trods herfor resulterer det i, at man af og til handler mere uovervejet end man burde.

Dette resulterer måske i en del frustration fra spillerens side. Men det gør det til gengæld også mere tilfredsstillende, når man lærer banerne at kende, og ved hvordan man skal overkomme de forskellige udfordringer. Og Castlevania III er da bestemt også et spil, man kan spille igen og igen. Enten for at prøve nye veje, nye figurer, nye strategier, eller bare for at gense de mange baner. Spillet er 15 baner langt, og de har alle et gennemtænkt design. Hvor man i forgængerne tit blev irriteret over dårlige placeringer af fjender og deslige, kan den erfarne spiller her altid finde en vej, hvor det er muligt at slippe uskadt igennem.

Musikken er genial. Allerede på første bane præsenteres man for klassikeren "Beginning", en af de melodier, der nærmest er blevet synonym med Castlevania-serien senere hen. Men den er kun begyndelsen på et fantastisk soundtrack, hvorfra adskillige numre er blevet omarbejdet og genbrugt i flere af efterfølgerne. På trods af maskinens noget begrænsede lydchip, lyder musikken faktisk rigtig godt. Efter min mening det klart bedste lydspor på Nintendos 8 bit-konsol, og man kommer let til at tage sig selv i at nynne med på de mange ørehængere. I Japan blev spillet udgivet med Konamis egen VRC6-chip indbygget, og som resultat har den japanske udgave af spillet endnu flottere lyd. Chippen var desværre ikke lavet til at virke på vestlige systemer.

Med undtagelse af Game Boy-spillet The Castlevania Adventure, der mest af alt er et nedvandet lomme-Castlevania, havde alle spillene i serien hidtil flirtet med forskellige fremgangsmåder. Vampire Killer til MSX lod spilleren lede efter nøgler og Castlevania II foregik i én stor verden, der kunne udforskes frit. Men Castlevania III tog stilen fra Castlevania, og finpudsede den i en sådan grad, at det stadig i dag står som et must i enhver NES-samling.



Kommenter anmeldelsen...