Året er 1691. Der er gået 100 år siden Dracula sidst blev drevet tilbage i graven, men i mellemtiden har onde skabninger formået at genoplive ham. Soleiyu Belmont (Castlevania II: Belmont's Revenge) var varmpyrdræberen der sidste gang måtte tage sig af den ondskabsfulde greve. Nu er det hans oldebarns - Simon Belmonts - tur til at befri verden for Dracula. Simon er, traditionen tro, kun hjulpet af sin trofaste pisk. Historien udvikler sig ikke yderligere i løbet af spillet.

Spilleren overtager styringen af Simon, kort før han begiver sig ind på Draculas slot. Slottet er bygget op af en række baner, som hver fremstiller en del af slottet - såsom fangekælderen, laboratoriet og det famøse Clock Tower. For enden af hver bane befinder der sig en boss. Rækkefølgen af banerne er fuldstændig lineær og giver på intet tidspunkt spilleren nogen valgmuligheder. Banedesignet, man skal kæmpe sig igennem, er uopfindsomt.

Grafikken gør sit til at skabe den stemning, der er brug for i de forskellige områder; den gør hvad den skal, men den imponerer ikke. Grafikken akkompagneres naturligvis af chip-musik. Musikken er generelt af høj kvalitet med enkelte udsving, og det fremgår tydeligt, at folkene bag har formået at udnytte konsollens evner fuldt ud. Dele af musikken fra dette tidlige afsnit af serien har da også fundet vej til efterfølgerne.

I løbet af banerne stilles spilleren konstant overfor horder af sværere og sværere monstre. Både almindelige dyr og zombier, skeletter, Medusa-hoveder, mumier og mange flere. For at klare sig forbi dem i live, må man bruge sin pisk og de sekundære våben man kan finde. Der er det samme udvalg af våben, som man er vant til fra de senere Castlevania-spil - såsom daggerten, boomerangen og vievandet. Som i de fleste andre spil i serien kan man kun bære ét sekundært våben med sig ad gangen. I modsætning til nyere spil i serien kan man ikke fortryde sit valg; når man samler et nyt våben op, forsvinder det gamle øjeblikkeligt.

Det vil sige, at man bliver nødt til at holde nøje øje med, hvad man afslører af skjulte genstande, når man destruerer omgivelserne. Denne implementering sløver gameplayet en del i de områder, hvor man har brug for netop dét sekundære våben, som man allerede har. Det øvrige gameplay hæmmes af styringen, som er noget stiv i det. Specielt hoppemekanismen er mangelfuld, da man ikke kan styre et spring, når man først har forladt jorden og ikke har indflydelse på længden af springet. Desuden kræver det umenneskelig præcision at ramme små, flyvende fjender.

Efterhånden som man trænger dybere ind på Draculas slot, skal der mindre og mindre til at dræbe én. Til at starte med kan man tage imod skade otte gange, før man dør, mens man i den sidste tredjedel af spillet blot kan tåle fire slag. Da der ikke er mulighed for at gemme livgivende genstande til senere, byder anden halvdel af Castlevania på seriøs udfordring. Jeg selv var ikke i stand til at klare Døden, som møder én i slutningen af andensidste bane. Det hjælper ikke på det, at man, efter et dødsfald ved en boss, skal kæmpe sig igennem en stor del af banen igen, før man kan prøve at dræbe den endnu en gang. Man skal desuden overvinde <i>hele</i> banen igen når man har opbrugt sine tre liv. Heldigvis har man uendelige continues - til gengæld kan man hverken gemme eller bruge kodeord.

Castlevania er, efter min mening, ikke anbefalelsesværdigt. Den frustrerende høje sværhedsgrad, de uinspirerende baner og de mange irritationsmomenter i gameplayet overskygger spillets få kvaliteter. Jeg vil anbefale at man kigger andetsteds, hvis man ønsker en god spiloplevelse. På trods af Castlevanias mange mangler, har det en vigtig plads i spilhistorien; sammen med Vampire Killer startede det den famøse serie, som endnu respekteres og spilles verden over hen ved 20 år efter dens fødsel. På det grundlag kan det være interessant at kigge nærmere på spillet.



Kommenter anmeldelsen...