X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

En tur i Japan: Game Center


Et spil fra Namco der i hvert fald ikke er en succes, er Soul Calibur III. Jeg får altid ondt af maskinen, når jeg ser den. Faktisk er den at finde i en hel del centre, men der er aldrig nogen, der spiller. Jeg indrømmer, at det er en mild overdrivelse; jeg har faktisk en enkelt gang set en mand spille det, men det var mod computeren, og han blev ikke ved ret længe. Dette lægger ikke ligefrem op til en fortsættelse, men det er jo ikke til at vide. Jeg er spændt på at se, om Soul Calibur III stadig er at finde i centrene om et år.

Noget mere succesfuldt er Street Fighter III: 3rd Strike, selvom vi her har at gøre med den snart otte år gamle opdatering nummer to af Street Fighter III fra 1997. Jeg ved ikke, hvor stor popularitet 3rd Strike nød, da det var nyt, men i dag afhænger populariteten i høj grad af det enkelte centers publikum. Generelt skal man nok kun regne med at finde 3rd Strike i de mere ”hardcore” centre, eller i de store af slagsen. De rigtige steder kan man godt være heldig at finde hele to 3rd Strike maskiner ved siden af hinanden, og sådanne steder mangler der heller ikke modstandere. Mit indtryk er at de, der stadig spiller 3rd Strike, har haft rigtig god tid til at øve sig, for mange af dem er meget dygtige. Det er sjældent, at man kommer op mod en modstander, der ikke ved, hvad han laver - i modsætning til Tekken og Virtua Fighter, hvor man ofte kan støde på nybegyndere.

Jeg ved ikke om det skyldes, at jeg var dårligt informeret, men jeg blev noget forbavset, da det gik op for mig, at det mest populære kampspil i næsten samtlige centre er Guilty Gear X2. Ryu, Ken, Heihachi og Kagemaru kan ikke stille noget som helst op overfor Ky Kiske og hans venner. Der er altid nogen, der spiller Guilty Gear, og det er mere reglen end undtagelsen, at deres venner sidder ved siden af, og kigger på. Jeg ved stort set intet om Guilty Gear, så jeg kan ikke fortælle meget om, hvad der foregår i den verden andet end at jeg får tæv, hvis jeg forsøger at udfordre nogen... Men i hvert fald ser det ikke ligefrem ud til, at 2d-kampspillenes eksistens er truet af 3d. Det bliver interessant at se, hvor længe Guilty Gear-serien fortsætter med at beholde den massive popularitet.

Den store succeshistorie leder videre til den største fiasko. Selvom jeg vil give prisen for ”mindst spillede spil” til Soul Calibur III, så synes jeg, at Tekken 5: Dark Resurrection skal have prisen for ”største negative overraskelse”. Der er ingen, der spiller Tekken mere. Det er måske en overdrivelse, men det var nu alligevel mit generelle indtryk gennem min
to måneder lange Game Center-tur, at Tekkens popularitet er stærkt på retur. I de rene kampspilscentre i storbyen, er der stadig en del interesse, men i de mere almindelige centre står spillet på det nærmeste urørt, hvis man ser bort fra de enkelte nybegyndere, der basher lidt mod computeren. Jeg var ofte ude for, at lyden i Tekken, modsat Virtua Fighter 5, var skruet så langt ned, at man næsten ikke kunne høre den. I Jungle Club er Tekkens fald udpenslet yderligere af et skilt placeret ovenpå maskinen: ”Nu to spil for to en halv krone”. En fjerdedel af prisen for Virtua Fighter 5. Men selv denne uhørt lave pris gør tilsyneladende ingen forskel. Gad vide, om det ændrer sig, når næste kapitel i serien dukker op.

Helt anderledes står det til for Melty Blood, et spil som jeg må indrømme aldrig at have hørt om uden for Japan. På trods af at det stadig er relativt nyt, har jeg været ude for skilte, der beskriver det som ”en klassiker” eller ”kundernes favorit”. Melty Blood er et 2d-kampspil, som umiddelbart ikke ser særligt flashy ud, og hvor hovedparten af figurerne er små, lidt uhyggelige piger, eller måske hekse. Om end populariteten ikke kan sammenlignes med Guilty Gear, så er spillet meget populært. Mit indtryk er, at det ligger nogenlunde på niveau med Virtua Fighter 5. Der er næsten altid nogen, der spiller det, og det er at finde i næsten alle de centre, der har kampspil. Yderligere er det et af de få spil, hvor man i sjældne tilfælde kan se, at også piger spiller det. Om det skyldes, at de fleste af figurerne også er piger, eller om Melty Blood er dybere, end man skulle tro, skal jeg ikke kunne sige.

Apropos piger, så er der et enkelt andet spil, der kan få nostalgiske følelser frem i næsten alle, uanset køn. Der er naturligvis tale om Street Fighter II, ofte i Hyper-udgaven. Street Fighter II er undtagelsen der bekræfter reglen om, at kun det nyeste kapitel i hver spilserie er at finde nogen steder. Jeg er aldrig stødt på sådan noget som et gammelt Tekken- eller Virtua Fighter-spil; der er altid kun de allernyeste. Naturligvis gør et problem som pladsmangel også, at der må prioriteres til fordel for det nye, så længe der ikke er tale om deciderede klassikere. Det er formentlig også grundet selv samme pladsmangel, at Hyper Street Fighter II ofte må lide under det gamle system med to spillere ved siden af hinanden.