X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Udstilling


Tryk på den enkelte udstilling markeret som en blå kasse, for mere information om udstillingen eller se en oversigt over alle Spilmuseets forskellige originale arcademaskiner eller titler til platformen:

Super Nintendo


Nintendo 1990

Da Sega i 1988 annoncerede deres MegaDrive/Genesis var der ingen reaktion fra Nintendo. Der gik dog ikke lang tid, før Sega mere end truede Nintendos dominans og tvang dem til at udskifte deres NES med en maskine, der teknisk kunne matche MegaDrive. Den 21. november 1990 i Japan kom den nye maskine, der havde fået navnet Super Famicom. Da den næsten et år senere kom til Amerika under navnet Super Nintendo Entertainment System (SNES), havde den allerede stor støtte fra NES-veteraner som Square, Capcom og Konami. Succesen var dermed sikret indtil PlayStation overtog markedet i 1995, omend det forblev en lige kamp mellem Sega og Nintendo.

Teknisk er SNES opbygget omkring en WDC 65816 hovedprocessor med en variabel frekvens på højest det halve af, hvad hovedprocessoren i MegaDrive kunne præstere. Til gengæld har SNES en SPC700 chip fra Sony til at tage sig af lyden og en kraftig specialdesignet grafikchip, der kan vise op til 256 farver ud af 32.000 mulige, og som giver mulighed for mange forskellige effekter såsom spriterotering og spriteskalering. Den, på daværende tidspunkt, specielle opbygning med en svag hovedprocessor og to kraftfulde specialchips, gjorde at flere af de tidligste tredjepartsspil var teknisk dårlige. Med tiden var det dog ikke kun Nintendo, der leverede de teknisk imponerende spil.

Støtten fra tredjepartsudviklerne var igennem hele maskinens levetid stor. Japanske Square har med titler som Chrono Trigger, Secret Of Mana og ikke mindst forsættelserne på deres Final Fantasy-serie, en stor del af æren for at japanske rollespil nu nyder en stor popularitet i hele verden. Capcom leverede flotte arcadekonverteringer af deres Street Fighter-serie, mens Mega Man fortsatte sin succes i X-serien. Udenfor Japan markerede blandt andre britiske Rare sig, og slog igennem med det charmerende og teknisk flotte Donkey Kong Country. Alligevel er det Nintendos egne spil som står stærkest i manges hukommelse. Super Mario World, The Legend Of Zelda: A Link To The Past, StarFox og Super Metroid er alle spil som i dag får mange kritikere til at kalde Super Nintendo-tiden for mediets gyldne æra.
Super Nintendo

Populære spil til Super Nintendo


# Titel Udvikler Udgiver Udgivelse
1.
The Legend Of Zelda: A Link To The Past
Nintendo Nintendo 1991
2.
Chrono Trigger
Square Square 1995
3.
Super Mario World
Nintendo Nintendo 1990
4.
Super Mario All-Stars
Nintendo Nintendo 1993
5.
Donkey Kong Country
Rare Nintendo 1994
6.
Super Metroid
Nintendo R&D1 Nintendo 1994
7.
Final Fantasy VI
Square Square 1994
8.
Donkey Kong Country 2: Diddy's Kong Quest
Rare Nintendo 1995
9.
Street Fighter II
Capcom Capcom 1992
10.
Super Mario World 2: Yoshi's Island
Nintendo Nintendo 1995