CD-i

CD-i var tænkt som en afløser for det traditionelle cd-format og blev påbegyndt allerede i midten af 80'erne af Philips og Sony. Udover lyd skulle skiverne nu også indeholde videosekvenser og anden form for multimedie. Meget blev sagt og skrevet om CD-i og konkurrenten CDTV, men da begge platforme udkom i 1991 vakte de ikke den store interesse. Selvom der blev udgivet en del multimedietitler og Video CD-formatet senere slog an (det krævede i øvrigt et dyrt ekstra modul at afspille disse), så var der ikke interesse for konceptet på daværende tidspunkt. Philips forsøgte i stedet at genlancere formatet som en spillekonsol, men det blev blot endnu en fiasko. I det hele taget må CD-i betegnes som en af de mest ambitiøse fiaskoer.

CD-i-maskinerne er baseret på en 68070 RISC processor (ikke at forveksle med den traditionelle 68000-serie) og kan vise 32.000 farver i både lav- og højopløsning. At formatet ikke oprindeligt var tænkt til spil fremgår af alle titler udgivet hertil.

Spiludvalget til CD-i har en række konverteringer af kendte og gode Amiga- og pc-spil, men ellers er der stort set intet at komme efter. De velklingende Mario- og Zelda-spil til konsollen lyder godt, men Nintendo har intet haft med dem at gøre og de lever bestemt ikke op til deres respektive serier. Den eneste grund til at de eksisterer er, at Philips fik lov at lave disse som bod for, at Nintendo trak sig ud af det fælles samarbejde om at lave den cd-opdatering til Super Nintendo, som i stedet endte som PlayStation.