 jaes | Skrevet 21/08-16 22:54, rettet 22/08-16 01:14 | Jeg så en sjov tråd på Neogaf, som jeg delvist kopierer essensen af her.
Hvilke spil har nærmest uendelig spilværdi for dig - enten fordi du kan lægge time efter time i spillet eller fordi du har genspillet dem mange gange?
- Det skal understreges at antal timer og genspilninger ikke følger en fast ramme - mål det ud fra hvad som er meget for dig.
---
Jeg tror faktisk ikke jeg selv har spillet noget som passer 100% ind her, så jeg strækker definitionen lidt...
- Civilization IV - jeg bliver aldrig rigtigt træt af at opbygge et imperie og forsøge at overgå eller udslette de andre imperier. Jeg er dog ikke nået meget langt (det er ikke en primær genre for mig, så opprioriterer nemt andre spil) og er startet fra begyndelsen 3-4 gange fordi der er gået så lang tid, at jeg gerne vil have regler m.m. opfrisket via tutorials (sjovere end at genlæse manualen).
- Bomberman - mens jeg ikke hænger fast i ét spil i serien, så er konceptet så genialt, at jeg efter et par års pause kan samle et af de bedre spil op og det føles næsten så friskt som første gang.
EDIT: Et par uddybelser. |
|
 Bede-x | Skrevet 22/08-16 00:55, rettet 22/08-16 04:11 | Jeg har virkelig mange af den slags. Hvis jeg skulle vælge et fra nyere tid ville det være Earth Defense Force 2025/4.1. Det er blevet gennemført op mod 100 gange på tværs af versionerne og selvom jeg havde spillet 360 og PS3 udgaverne utallige gange, var det alligevel det spil jeg så mest frem til på PS4. Er i gang med PS4 udgaven pt. og mødes med en kammerat en gang om ugen til længere sessions og selvom vi har gennemført den udgave på kryds og tværs, er der ikke noget spil, jeg har mere lyst til at spille. Når vi engang bliver færdige på PS4, skifter vi til PC udgaven og forsætter :)
Hemmeligheden ligger i klasserne og sværhedsgraden. I EDF 2025/4.1 er der fire klasser med et stort tilgængeligt arsenal af våben, som alle spilles vidt forskelligt. Så forskelligt at man tit hører folk der prøver spillet casual sige, at denne eller hin klasse ikke fungerer eller er decideret ubrugelig. I modsætning til mange spil der tilstræber en vis balance mellem valgbare figurer, er EDFs bygget op efter skill niveau, sådan at et par af klasserne slet ikke er anbefalelsesværdige til begyndere. De er tiltænkt folk der har spillet det i længere tid. I begyndelsen var det sjovt at spille de let tilgængelige klasser. Senere kom underholdningen fra at få de klasser, der tilsyneladende ikke fungerede, til at virke. Og senere igen har jeg/vi moret os med at kombinere klasserne på kryds og tværs af hinanden, for at finde frem til stærkeste eller mest uduelige kombination. Det hele hænger sammen med sværhedsgraden, som er helt uhyggelig høj. Højere end jeg lige kan huske i nogen fps/tps. Alle kan grinde sig i gennem hvis de vil, men ved siden af et sværhedsgradsvalg, kan man selv indstille ens energi og hurtigt blev målet at nå i gennem med minimum health/højeste sværhedsgrad (ingen grinding).
Jeg kan næsten ikke rumme den mængde af løsninger vi har været i gennem, de strategier man er nødt til at tilgå for at få tingene til at lykkedes. På et tidspunkt hvor vi havde siddet fast på en bane i længere tid, skrev min kammerat (Bad Ash herinde) pludselig på iMessage, at han havde den, sprang på sin cykel og væltede ud til mig. Triumferende greb han et papir og begyndte at tegne og fortælle. Nogle fjendetyper i EDF er skjolde, som de andre fjender kan stå under og et af dem havde voldt os store problemer, fordi vi ikke kan skyde gennem fjendens skjold, mens andre fjender godt kan. Med et snuptag havde han tegnet to cirkler, der kørte ind over hinanden med en fællesmængde i mellem sig og præsenterede stolt hvad han kaldte "delmængden". Planen var at vi skulle lave et skjold, som overlappede fjendens skjold sådan de to skjolde havde en fællesmængde. Vi skulle så stå på vores side og fjenderne på deres og med tålmod kæmpe os vej, først fra egen side ind i fællesmængden, så fra fællesmængden ind på deres side, alt undervejs vores eget skjold vha. positionering beskyttede os fra deres skud, frem for fjenderne fra vores. Og det virkede.
Jeg synes det er meget svært at blive træt af spillet, fordi de elementer jeg nævner og kombinationen med en høj sværhedsgrad, skaber et spil der altid har vekslende udfordringer. Og næsten ingenting slår følelsen af at mestre en af de svære klasser i helt umulige situationer. | Spiller nu: Halo: The Master Chief ..., Dying Light, Earth Defense Force 2025
|
|
 millennium | Skrevet 22/08-16 08:56, rettet 25/08-16 09:40 | Det er jo svært at vælge én :)
IMO kan der være to hovedkategorier af spil med uendelig spilværdi:
1) Spil der har så strategisk eller taktisk tyngde, at man konstant finder nye lag, nye kombinationer, nye vinkler og nye oplevelser. Bliver jeg nogensinde træt af Tetris? Never!
2) Lineære spil der bare har udmøntet så personligt meget spilglæde, at man hele tiden vil genopleve rejsen fra A - Z, som en god film man aldrig kan få nok af at gense. Måske vil jeg helst beskrive et par spil i denne kategori, som jeg aldrig bliver træt af...
Super Probotector: Alien Rebels
Næsten hver gang jeg hiver mit SNES bibliotek frem, så afsluttes aftenen med Alien Rebel. Det er mit action-fix, min udfordring i indstudering og mønstergenkendelse, min test i dynamisk reaktionsevne og uden tvivl det SNES spil jeg har spillet, genspillet og gennemført flest gange. I nutiden er jeg dog lidt mere rusten end jeg var dengang, men kæmper mig stadig fremad i flowet for indstudering af fjender og bosser. Jeg _vil_ gennemføre det igen.
Rainbow Islands
Nej, i modsætning til en vis anden her på P:R, så har jeg ikke gennemført Rainbow Island. Men lige siden start 90'erne (dengang på Amiga og dels i City 2's spillehal), så har regnbue-eventyret været et fast indlæg i mit liv. Bliver jeg nogensiden træt af, at presse min score og kæmpe mod afmagten, når man mister sin fuldt opgraderede tripple-rainbow to skærme fra bossen...? Nej. Aldrig. Heller ikke når jeg får gigt i fingrene. | The medium is the message.
|
|
 Sumez | Skrevet 25/08-16 09:25 | Sjovt, uden at have læst ovenstående, og bare havde set trådens titel, var min umiddelbare tanke også netop Rainbow Islands og Contra (1 til NES)
Rainbow Islands er bare så tosset gennemført og dybt at man nærmest kan blive ved med at blive bedre til det. Spillet er så langt og konstant udviklende at det er komplet umuligt at køre død i, selvom det tager en times tid at komme hele vejen gennem alle 40 baner. Sværhedsgraden er høj, og selvom det endnu er uhyggeligt sjældent at det lykkes mig at gennemføre det, er der langt større udfordringer tilbage i at opnå samtlige "sølvdøre". Et spil der aldrig kan holde op med at give. Hvis spillet har nogen "fejl", er det at den komplekse styring kan være svær at tillære sig som nybegynder, men det er jo heller ikke det tråden handler om.
Contra er bare essensen af ren spilglæde og action gameplay. Det samme kan siges om de fleste klassiske shooters, men platforms-elementet og manglen på et reelt highscore-pres tilføjer noget fornøjeligt der gør spillet mere "casual" og lettilgængeligt, hvis det ord nogensinde kan bruges om denne form for spil. Det er et spil der altid kan samles op til en hurtigt gennemspilning, og hver gang man spiller det bliver man en smule bedre.
Sværhedsgraden er perfekt balanceret. Det tager lidt dedikation at "få hul på" spillet, men når først den sidder, er det nemt nok til aldrig at blive frustrerende, men alligevel svært nok til at man stadig skal holde tungen lige i munden.
Jeg er pt. i gang med Contra 3, som stadig er meget svært for mig (især på Hard sværhedsgraden), men med nok tid investeret, tror jeg gerne at det komme til at dele samme plads som det spil man altid kan samle op til en hurtig, hektisk gennemspilning. Derefter står Hard Corps og Super Contra for skud.
I forhold til hvor mange spil der findes som Contra, er det lidt utroligt hvor få jeg synes virkelig rammer samme nerve og bliver et spil man aldrig kan blive træt af. Mange har tendens til at trække lidt i langdrag med uopfindsomme eller ensformige baner, fjender der skal have alt for mange skud, osv. Selv Metal Slug har tendens til at gøre sig skyldig i dette. | Spis sundt og tro på dig selvSpiller nu: Gravity Circuit, Bonze Adventure
|
|
|
|
 Darkbeat | Skrevet 26/08-16 08:03 | | Time Crisis |
|
 spectre | Skrevet 26/08-16 08:50 | Arcade:
Galaga
Out Run
Konsol:
Link to the Past (SNES)
Zombies (SNES) | Keep it simpleSpiller nu: Fallout 4
|
|
| millennium | Skrevet 26/08-16 09:10, rettet 26/08-16 09:13 | Ærgerligt at Contra ikke er med på game-listen til Mini NES. :-(
Ville ellers gerne spille det, efter dén salgstekst.
Darkbeat>
Time Crisis
Uh, der har jeg også været. Nemt at gennemføre, men derefter bruger man mange, mange timer på at spille mod tiden, og hele tiden lige barbere den tredjedel af et sekund fra ens tidligere rekord. Hvis jeg havde hardwaren til det, ville jeg formentlig også spille det i dag. :) | The medium is the message.
|
|
|
|
| Sumez | Skrevet 26/08-16 09:38 | millennium>
Ærgerligt at Contra ikke er med på game-listen til Mini NES. :-(
Super C er med. Det er på højde med 1'eren, hvis ikke endda bedre. | Spis sundt og tro på dig selvSpiller nu: Gravity Circuit, Bonze Adventure
|
|
| millennium | Skrevet 26/08-16 11:03 | | Jeg takker for god public service (y) | The medium is the message.
|
|
copyright Play:Right 2002-2024