Ny officiel NES Mini fra Nintendo

Hmmmm jeg tænker, fordelen er da også, at det er en enorm mobil spillekonsol, uden ligefrem at være hand-held. Ingen ekstra carts. Ingen sensor bar. Nem at smide i tasken og tage med i sommerhus, juleferie hos familie eller lign.

Jeg er stadig overbevist. :)

Nej det er en skam at de ikke tillader ekstra spil på en form for flashcarts, altså ala Neo Geo X. Det kunne være en super måde for dem at tjene nemme penge, og en billig løsning for dem der endnu ikke har et ret omfattende NES-bibliotek. Det lader også til at mange tredjeparts firmaer er med på vognen, så det er lidt en forspildt mulighed, men der er selvfølgelig intet der udelukker at de laver en ny variant med muligheden på et senere tidspunkt.

Det er på flere måder helt sikkert en oplagt mulighed, men jeg tror Nintendo vil have, at den falder i kategorierne 'næsten impulskøb' og 'stort julegavepotentiale' :)

Med mulighed for at tilføje flere spil kunne den nemt koste $10 ekstra, og jeg fornemmer, at $60 er den øvre grænse for mange. Kommer vi over dette vil mærkbart flere tænke, "så kan jeg ligeså godt købe en Android-konsol", og mange Wii U-ejere vil givetvis føle, at de kan nøjes med VC.

Jeg overvejer allerede selv at give en væk i julegave ;)

Det er korrekt. Som jeg ser det er dette 100% sammenligneligt med folk der får deres fjernsyn kalibreret for at følge den givne standard for korrekte billeder, så de kan opleve en film fuldstændig som instruktøren havde tiltænkt den, da den er redigeret på en skærm der følger de samme standarder.
Derfor mener jeg altid at spil der er designet med 60Hz hastighed i tankerne bør opleves på denne måde. Det er ikke bare gameplayet der er langsommere (og dermed ofte nemmere), men også musikken som lyder helt forkert (med mindre denne er optimeret). Det strider altså imod både programmørenes og musikernes tanker for hvordan spillet skal spilles, og jeg mener nu engang at de ved bedre end os hvad der er rigtigt og forkert :)

Det hele bunder vel ud i at man godt kan gøre opmærksom på at en persons spil/film/whatever oplevelse kan blive bedre, men at man skal undlade at virke nedladende og ikke få personen til at fremstå som komplet idiot fordi han fx spiller 50 Hz.

(Og ja, jeg ved godt at jeg selv ikke er specielt god til at overholde ovenstående i nogle henseender).

Sjovt, havde slet ikke tænkt over det med at de jo nok vil inkludere en quicksave funktion i maskinen. Selv hvis jeg havde nogen interesse i maskinen og ikke allerede havde næsten alle spillene i forvejen, så ville det godt nok være en dealbreaker for mig.

Man kan helt klart have en masse subjektive årsager, som neros udtrykker, for at foretrække at spille de her spil på det originale hardware. Det betyder (i bedste fald :)) ikke at spillene pludselig er dårligere end de ellers ville være, men der er nogle rent psykiske ting der spiller ind.

Den mest åbenlyse er "zapper"-mentaliteten. En ting som rammer mange der kun spiller deres spil som piratspil på emulatorer eller everdrive carts osv., ofte uden de tænker over det. Det er samme effekt du får af at zappe rundt efter musik på Spotify eller YouTube, sammenlignet med at sætte en LP på en pladespiller. Der er ingen rationel grund til at du ikke kan sætte dig ned og høre et helt album igennem på Spotify, og det er helt klart forskelligt fra person til person. Men jeg er selv bedre i stand til at fordybe mig i et album efter manuelt at have taget det ud af coveret og sat nålen hen på pladen. Det samme gælder også fordybelsen i et klassisk 8bit-spil, som man ikke bare hopper ind i og morer sig lidt med. Nej, man spiller de samme baner igen og igen indtil man bliver hammergod og kan nå til slutbossen uden at bruge continues!

At få en maskine med 30 preloadede spil på som man nemt kan hoppe rundt imellem har lidt den effekt på mig. Og at kunne benytte quicksaves hvor som helst ødelægger det kun endnu mere. Naturligvis kan man bare lade være med nogensinde at bruge dem, der er ingen der siger at man skal, men jeg synes det er ærgerligt at muligheden overhovedet er det.

I så fald er det jo nok alligevel ikke Castlevania, Mega Man eller Contra du skal spille.

Der er umiddelbart også ret stor forskel på at blive danmarksmester i Tekken (hvilket jeg formoder kræver månedsvis af træning), og så at kunne gennemføre Contra uden snydemetoder. Hvis man kan bruge de 30-40 timer det tager at komme igennem et nyere rpg-agtigt spil med masser af eksposition og knap-så-meget gameplay, så kan man vel også bruge dem på at gennemføre et NES-spil ordentligt. Jeg forstår slet ikke hvad man får ud af et spil som Mega Man 2, når der ingen konsekvens er af at blive ramt? Hvad er glæden i at slå slutbossen når du ikke har kæmpet for det? Det er begrænset hvor meget forløsning det giver i sig selv at se http://eternal.dk/pr/52gc/21.contra.jpg]den her skærm[/LINK]" target="">den her skærm som det eneste efter at have gennemført et spil - det er i hvert fald ikke historien jeg spiller det for.

Griner :D

Nu er jeg så heldig at eje Contra i original CIB, US 60 HZ og RBG NES og hvad ellers i kan finde på!. Og blive mester i tekken er markant sværer ;).

Hvad er "konsekvensen" af at dø i MM2? At du skal taste en eller anden tåbeligt kode ind igen...

Konsekvens i spil er en god ting, men jeg er heller ikke til spil hvor man skal starte helt forfra (som med alting er der undtagelser, fx visse korte spil). Og dem skulle der være en del af til NES (er på ingen måde ekspert, men det har jeg læst). Så personligt vil jeg primært bruge save states til disse spil, og så gemme mellem hver bane eller lignende.

Det er også den type spildesign jeg bedst kan lide i 2D-platfomere og spil med tilsvarende opbygning - gemme mellem hver bane eller gemme ved checkpoints hvis det er spil med lange baner. At spille de samme 30-60 minutter eller mere 5, 10 eller 20 gange er for mig tæt på tortur. Men jeg kan da sagtens se det dragende ved det.

Det lader til at diskussionen har taget en lidt anden drejning end indledningsvis forventet, hvilket jeg kun finder ganske oplysende. :)

På trods af, at jeg ikke er enige med alle i denne tråd iht. Nintendos nye produkt, så er det rart at se voksne mennesker argumentere sagligt og rationelt - mere eller mindre:) - for deres synspunkt. "thumbs up" :)

Jeg vil dog give "m1chelsen" ret i at man nogle gange skal passe på med at forekomme formynderisk overfor andre, blot fordi at disse besidder en anden mening eller tilgang til DERES egen fortid som gamer.

Glimrende eksempel med de 50 vs 60 hertz. En lille personlig anekdote jvf. min egen fortid som gamer. Jeg havde som lille (8-9 år) en Sega Megadrive med Streets of Rage 2 på. Et overdådigt spil i alle aspekter som blev voldspillet i både single, samt co-op. Hvorom alting er, så prøvede jeg samme titel mange år senere, denne gang i 60 hertz. Det tager jo ikke mange minutter selv for den utrænede at se, at spillet simpelthen er skabt til 60 hertz, både mht. billede OG lyd, men dertil er der jo ingen der kan fortælle mig hvad jeg finder mest oprigtigt/autentisk ift. min egen oplevelse fra barnsben.

Microsoft har salg på en smule SNK titler i disse tider, og jeg købte Metal Slug 3 så sent som i går. Ville jeg hellere game det på en autentisk Neo-Geo? JA DA! Men da dette næppe kommer til at ske, så vælger jeg derimod at fokusere på ting som: hvor godt er spillet ported/emuleret på den respektive maskine, samt læse hvilket oplevelser andre har haft med det pågældende spil.

PS. Metal Slug 3 med en Xbox One controller (Læs: D-pad), er faktisk rigtigt sjovt. :)

Nu godt nok til SNES, jeg spillede primært RPGs så bemærkede det ikke som barn, men med alder og dette fora (mere det sidst nævnte end det første), fandt jeg ud af hvad der VIRKELIG gik mig på som barn, slet ikke var min skyld.Held og lykke med at klare dette på en unmoddet pal maskine, jeg prøvede, virkelig.

Sumez: HVIS spillet var konstrueret på en sådan måde, at man kunne spille med savepoints, hvem ville jeg så være til at lege dommer over hvad der er korrekt og forkert? Jeg mener generelt at der er mange måder at spille spil på, hvortil man ofte selv kan justere hvor svært et spil skal være, ift. hvilke udfordringer man sætter for sig selv. Det er en personlig sag og ikke noget andre behøver at påpege som værende "forkert", da det IMO aldrig kan være "forkert".

Ift. Souls spil, har jeg hørt udtalelser som, at spillet "først starter" ved NG+ og at mage builds er at "snyde / lege" sig igennem. Sådanne udtalelser mener jeg personligt risikerer at træde andre unødigt over tæerne, eftersom det giver 0 mening at komme med dem. Man gør andres spilleoplevelse "forkert", uden at have hjemmel til dette. Ligeledes risikerer man altid at finde "sin overmand", ligemeget hvor sej man selv tror man er til det pågældende spil. Hvis man fx dømmer andre i Souls med sådanne udtalelser, ville man selv komme til kort, den dag man selv får smidt i hovedet: "Man får ringe for at gennemspille spillet uden brug af bonfires og uden at dø! Alt andet er n00b mode".

Hvis spil fx tilbyder diverse sværhedsgrader, er det IMO 100% lige så korrekt at spille spillet på Very Easy mode, hvis man har lyst til dette. Det er unødvendigt støj, hvis folk siger "Man skal minimum spille på "normal", ellers spiller man forkert".

Et andet eksempel er diverse SHMUPS, som i bred forstand "skal" gennemføres på 1cc. At disse tilbyder uendelige continues, gør det IMO ikke "forkert" at gøre brug af disse, hvis det er den måde man ønsker at opleve spillet på. Fred være med, at nogle ønsker at nørde det til et "perfekt run", hvor det kan gennemføres på 1cc, men igen er der ingen grund til at gøre andre forkert i deres oplevelse, bare fordi de ønsker at gennemføre det med 100 continues, hvis de har lyst til dette. Hvis dette virkelig var "forkert", havde muligheden ikke været der fra start af.

Hvis man derfor ønsker at spille Mega Man med muligheden for at gemme løbende - og muligheden er tilsted med den nye officielle mini NES, er denne løsning - som jeg ser det - lige så "korrekt" som at gennemføre spillet i 1 setting. Begynder man ført at dømme her, risikere man selv at blive dømt ude, af fx diverse speedrunners, som så vil definere deres egne regler for hvad der er "korrekt" spilafvikling.


Det understreger faktisk meget godt min pointe, ift. de mange forskellige perspektiveringer. Jeg ved at du går meget op i TV settings / billedkvalitet osv., men ville du personligt ikke finde det lidt anstrengende, hvis du støder ind i en lyd-nørd, som siger: "Hey Martin. Med dit 2 højtaler stereo setup ser du filmen helt forkert, da du ikke har det rette surround lydsetup."

Det er rart at Everdrive NES har savestates. Det er for tosset at lade NES'en stå tændt i flere dage for ikke at skulle starte forfra i Ninja Gaiden :D

Jeg mener du stiller det alt for sort/hvidt op. Og jeg mener også at man har et problem, hvis man ikke er villig til at lytte til folk som måske ved bedre og derefter ikke overvejer om man skal følge vedkommenes råd eller fortsætte som hidtil. Hvis man konsekvent lukker ørene og har holdningen at andre ikke skal komme og spille kloge, så lærer man sgu aldrig noget :)

Hvad save-states osv. angår er jeg helt med på at vi er ovre og snakke personlig smag. Jeg bruger Souls-spillene som eksempel da jeg ved at du har spillet dem meget, og fordi jeg synes de på flere måder er sammenlignelige med den oplevelse man fik med spil som barn = de er svære. I den forbindelse synes jeg det er godt at se at du er af samme holdning, hvad enten spillet er 30 år gammelt eller et helt nyt.


Hvis man nu skal være helt ærlig så tror jeg ikke der er brugt ret mange tanker fra Nintendos side, på hvorvidt Mega Man 2 spilles bedst med eller uden save-states. Det er kun med fordi det efterhånden er blevet en selvfølge at emulatorer og opsamlinger har denne feature. Folk var også omvendt blevet mavesure hvis den ikke havde været der.

Jeg skal ikke blande mig i om du føler at du får det samme ud af at spille med save-states, eller på at øve dig nok i spillene til du kan klare dem i én køre. Hvis du kan dét så er vores oplevelser af spil meget forskellig og vi fokuserer tydeligvis på nogle helt andre ting når vi spiller. Det synes jeg faktisk er meget interessant og det er ikke noget jeg føler mig fornærmet over, men jeg håber omvendt også det er okay at jeg prøver at argumentere for hvorfor jeg ikke mener sådan :)

Jeg tror nu snildt du ville kunne spille igennem MM2 uden at bruge saves. Det er godt nok let på Normal :)

Det eneste ærgerlige ved listen er næsten, at vi er helt tilbage ved det allerførste Final Fantasy. Det havde trods alt nok være sjovere med nummer 2 og 3.

For mig er det Mario 1-3 og de to Zelda-spil, der sælger den. Men det er også, at jeg godt kan lide gadgets - og den ligner en meget fin retro-gadget.

Reelt set er det først ved SNES, at spillene i større antal bliver gode for alvor. Glæder mig allerede til julen '17 :p

^ samme her. Savestates er en godsend for os, der ikke altid har flere timer at dedikere til spil. Samme som at lade NESen stå tændt, bare uden strømforbruget.

Ja MM2 er nok det letteste MM spil, dog stadig det bedste.

Imo burde MM3 også have været med.


Det er også et ganske elendigt spil :P.

Mon det var en feature de inkluderede til det vestlige publikum? MM2 indeholder også en hard mode som måske er normal i Japan? Jeg har kun gennemført på normal, men det er virkelig uhyggeligt meget nemmere end resten af serien :)

Personligt synes jeg at MM3 er seriens bedste, men der er bestemt intet i vejen med MM2 heller, det kommer lige efter i min bog, men jeg har endnu ikke gennemført 4,5 og 6 :O


Ja jeg tænker at det er et spil der er ældet meget skidt med årene. Personligt mener jeg først det er i 16-bit dagene at de interessante RPG'er begynder at dukke frem, altså RPG'er der stadig har noget at byde på i dag. Primært på SNES naturligvis.

Mon ikke at de har valgt at inkludere det på NES Mini bare for at dække et så bredt udvalg af genrer som muligt? Final Fantasy er også et meget kendt navn, så det hjælper nok at se det på listen. Men helt ærligt så tror jeg at antallet af folk der vil gennemføre det på NES Mini kan tælles på to hænder. Pladsen kunne være LANGT bedre brugt, NES-biblioteket taget i betragtning :)

Det går simpelthen over min forstand, at der, efter at vi alle er blevet helt voksne, stadig er nogen, der har behov for at diktere, hvordan andre skal spille deres spil.

Snakker du 50hz tingen eller det med ikke at snyde sig gennem sit spil?
Uanset, er der ingen der dikterer hvordan man "skal" spille siden spil, så har du læst helt forkert. Folk snyder jo kun sig selv - og jeg har da også selv været skyldig i det - adskillige spil jeg har spillet på easy, med ekstra ekstraliv sat til, med snydekoder, warpzones, eller, ja med quicksave.
Det er virkelig nemt at overse et spils virkelige kvaliteter når man sidder og prøver at forsvare overfor sig selv hvorfor det er ok at bruge savestates i stedet for at spille på spillets egne præmisser..

Jeg vil så mene det er en mentalitet som er alt for stærkt præget af moderne spil design. Spil man spiller fra den ene ende til den anden, for derefter at sætte dem tilbage på hylden og aldrig røre dem igen.
Jeg ved ikke om du også spillede computerspil i 80'erne og de tidligere 90'ere, men hvis du gjorde, og prøver at tænke tilbage, kan du nok også godt huske at mentaliteten var en anden dengang!

Måske havde man et spil man rigtig godt kunne lide, som man hev frem når man ville prøve det igen, og spillede det igennem til og med slutbossen. Det kunne man gøre igen og igen, fordi spillet var rigtig sjovt at spille!
Eller også havde man et virkelig svært spil (eller også var man bare et lille barn der ikke var så god til spil), som man kæmpede med måske i månedsvis før man kom igennem det. Hver gang man lærte at komme til en ny bane var det en ny åbenbaring, en lille succeshistorie, og at stå overfor slutbossen for første gang var en episk fornemmelse, selvom det måske lige i den spilsession kun havde taget højst en halv time overhovedet at nå dertil, fra starten. Hjertet sidder i halsen på en - kan man klare ham, eller dør man og må prøve igen en anden gang?

Jeg siger ikke at man skal dedikere måneder til hver enkelt spil, det er det de færreste af os i dag der har tid til eller interesse i, og i praksis har jeg endnu ikke været ude for et NES-spil som jeg i dag ikke kan "lære" at komme til slutningen af indenfor en håndfuld timers øvelser fordelt over et højst par dage.

Nej, min pointe er her at i dag er der alt for mange der måler et spils værdi efter hvor længe man skal spille det før man har set alt hvad spillet har at byde på. Et spil som Skyrim er fantastisk fordi der er 1500 quests og en masse områrder at besøge. Et spil som Witcher 3 er en stor forbedring over Witcher 2, fordi det er meget længere. Et spil som DeathSmiles er ikke værd at købe før prisen falder, fordi man kan gennemføre det på 20 minutter. Tænk hvis et spil som Tetris blev dømt ud fra de samme kriterier.
Når du siger at den tid du bruger på at spille en bane igen er "spildtid", fordi du allerede har set banen før, så er det en opfattelse som mange sikkert deler i dag, men som aldrig ville have givet mening hvis du rejste tilbage i tiden og sagde til dig selv som barn. Hvorfor er det spildtid at spille en bane igen? Spillet handler ikke om at "opleve" hver enkelt del af spillet. Spillet handler om at spille det! Om at have det sjovt med at spille det! Det er ikke tidsspilde. :)

Men du har spillet med heavy armor setup på et tidspunkt, og derfor har du spillet Souls spillene mindst 200% forkert!

De har jo ikke tilføjet sådan noget pjat fordi man skal kunne bruge det, og derved spille på sin foretrukne måde. :P