Horizon: Zero Dawn

Ja, den ser vildt lækker ud. Det skal spilles, så snart jeg lige har lyst til at gå i gang med et større spil.

Der er godt nok mange wow momenter af den slags der kræver et stort budget. Spillets hovedstad og de omliggende områder kan sagtens udfordre Witchers Novigrad i udtryk og detaljegrad.

Ja man skal ikke være nervøs for at blive belemret med en overflod af filler-tasks og pickups i HZD. Der er naturligvis side-stuff, missioner og ting man kan finde og se men det meste holdes i baggrunden og på et acceptabelt niveau. Dynamisk HUD (default slået fra), brugervenlig menu og kort er også et plus her.

Submenuer? Det er da kun opgraderinger som kræver man går ind i menuerne. Al ammo kan craftes live ligesom i Tomb Raider. Åben dit weapon wheel og hold x inde på det equippede våben. Kunne ikke være nemmere.

Eller ok, det kunne være nemmere, hvis der flød med pile og granater på jorden, men det ville jeg nødigt have.

Men hvad skulle alternativet være? Infinite ammo?

Jeg kan godt lide det som det er. Det giver også et godt upgrade loop, da man i starten motiveres til at være mere omhyggelig med ens skud, da man ikke har så mange pile på sig. Efterhånden som man (spilleren) bliver bedre til at ramme, så får man opgraderet sin ammokapacitet og kan være lidt mere skødesløs og eksperimentere.

Jeg har spillet det 32+ timer (lv30'ish) nu og forstår slet ikke kritikken, overhovedet.
Både health systemet og ammo crafting virker balanceret - har ikke følt det var spor belastende at skulle samle health/ammo resourcer da det meste er kommet via normal gameplay. Og de gange jeg er løbet tør for ammo (mest ildpile) eller blevet dræbt, jeg har følt det var min egen skyld.
Crafting af travel packs måtte de dog gerne have droppet. Det kan undgås senere, men lige dette element føles unødig.

Jøsses.

Jeg mener bare ikke det var nødvendigt at skyde mig holdninger i skoene på en bedrevidende måde. Jeg har aldrig påstået at strukturen er ny, overhovedet. Konstaterer blot at de at har fundet en fin balance og med de elementer som er i spillet og at crafting/health ikke hæmmer min oplevelse af et fortræffeligt spil.

Jeg har det vist på samme måde med Fallout spillene :/

Så fik jeg det gennemført - 52 timer og endte på lv47, jeg har dog også brugt meget tid side-indhold og ikke rushed igennem. Spændende sci-fi historie som gør det værd at høre/læse de noter og lydoptagelser man finder. Aloy er en udmærket hovedperson men figurerne i spillet har generelt ikke den levende personlighed som man kender fra Naughty Dog, GG har stadig noget at lære her. Verdenen er stor men føles ikke enorm sammenlignet med f.eks. Skyrim, men varieret og interessant at udforske. Tallnecks er der overraskende få af og har ikke samme rutineagtige rolle som tårne i AC/FC spillene, og er heller et collect-a-thon, positivt imo. Underholdende og åbent kampsystem, robo-fjenderne er imponerende og gav god modstand, specielt i starten. Menneske-fjenderne er voldsomt kedelige at bekæmpe sammenlignet, deres rolle i hovedhistorien er dog også mindre.
Piller man spillets elementer fra hinanden er der ting som kan gøres bedre, og de fleste mekanikker er set før, men spillet som helhed er solidt, ekstremt veludført og underholdte mig i alle 50+ timer. Jeg giver det et stort 8-tal og ser allerede frem til opfølgeren :D

Mindre end-game spoiler...
SPOILER-TEKST:

Fik endelig nogle timer til at starte spillet op i går og er helt solgt. Sjældent jeg har det sådan, men har bare lyst til at komme fra arbejde og spille videre :)

Jeg er også blevet færdig med det. 62 timer nåede jeg op på. I starten tænkte jeg gudfaderbevares, da ikondiarret begyndte og man skulle ud at overtage de samme banditlejre, som i resten af genren, klatre på "tårne" for at åbne for kortet osv. Men noget af det der gør det lettere at tolerere her, er at de fleste aktiviteter ikke har specielt mange gentagelser og der er lige præcis variation nok ved den enkelte til at jeg fandt det tåleligt.

Kampene mod maskinerne bliver ved med at være fængende selv efter rigtig mange timers spil, men jeg er enig med Beano mht. til menneskefjenderne, hvis AI er for let at snyde. Det er selvfølgelig på mange måder et genre problem. Det samme gælder zone låsning af fjenderne. Ved ikke rigtig hvordan det skal løses - og det er ikke et Horizon specifikt problem, men noget der gælder for mange spil - det med at man kan stå og trække fjender til "kanten" af hvor de kan gå til, for maskinen ikke skal blive for teknisk udfordret af for meget på samme tid. Det kan nemt udnyttes minus de steder, hvor man specifikt placeres på en lukket kampplads.

Der når aldrig at blive et opbygget nogle interessante karakterer, men det generede mig ikke så meget, da settingen og universet gjorde op for det. En god sammenblanding af sci-fi og fantasy som var spændende at udforske. Musikken var ikke specielt mindeværdig, men den passede rigtig godt ind når man spillede, fordi den ligesom settingen var en sammenblanding af flere genrer. Kunne især godt li' det elektroniske når man udforskede øde regioner eller camp musikken, der lød som noget fra en moderne spion thriller. Var dog lydeffekterne der stjal showet, som fik maskinerne til at virke ti gange mere skræmmende end de var.

7/10 fra mig. Måske det bedste jeg har spillet af den type.

Jeg har taget mange, men ikke delt dem endnu fordi jeg ikke ville spoile noget :)

Jeg efterlyser at jeg ikke skal gå og samle skrammel op og sætte det sammen hele tiden (noget der forværres af det sløve selektions ikon), og ville modtage enhver løsning der tilbyder dette (endda uendelig ammo på normale pile eller gamle Zelda spils begrænsninger, hvor man finder pile i stakke og de samles op øjeblikkeligt, uden at skulle på menu for at sætte dem sammen).

Ville de introducere en reel begrænsning (se mit tidligere indlæg) - altså noget for spillets skyld og ikke bare for at følge tidens trends - skal resten af spillet tage hensyn til de situationer hvor man løber tør. Det gør Horizon ikke, fordi det reelt ikke er meningen man skal løbe tør og kun løbe rundt med nærkampsangreb.

Og nu handler det igen om ammo. Det er vigtigt for mig igen at understrege, at det er helheden jeg snakker om. At alt skal jages, alt skal sættes sammen, alt skal micro styres uden det har særlig betydning og med tab for pacingen.


Jeg ved ikke om der er udkommet spil for nyligt, der fortjener så højt. Det gør der trods alt kun en sjælden gang i mellem.

Af nyere favoritter har jeg spil som Soulsborne serien, Talos Principle, The Witness m.fl. Og jeg har store forhåbninger til det nye Zelda.

Vi må se om det går :)

Vil lige linke til Gafs screenshot tråd, da der er mange brugere der er dygtige til at tage dem derinde, med det forbehold at SPOILERS kan forekomme, så det er bedst at vente til efter man er færdig med spillet:

http://m.neogaf.com/showthread.php?t=1348006&page=1

Denis fortalte i fredags at han havde siddet og set Lone spille det, så var godt klar over de havde fået det :)

Men ja, det er et virkeligt pænt spil og du kommer til at elske det. Har mange af de gode ting jeg forbinder med Ass Creed 2, uden at overgøre det som jeg tit mener sker for de nyere udspil i serien og så er det bare et rigtig fedt univers (ok, det er Ass Creed egentlig også).

Jeg vidste ikke at de steder i spillet var baseret på virkeligheden, vildt :)

Fik mulighed for at lege rundt med spillet i lørdags, og endte med at bruge 8+ timer, hvilket alligevel er mindre end det lyder som - det er indtryk udelukkende baseret på startområdet og hast gennem spillets intro, tutorials osv. så jeg kunne komme rundt og se så mange steder som muligt.
Sammenligning med Breath of the Wild var næsten uundgåeligt, ikke så meget pga. de åbenlyse sammenhæng i setting, men mere fordi det er det spil jeg spiller for tiden, og fordi det spil har slået sig så hårdt ned på "open world genren", at det nok vil forblive et sammenligningsgrundlag i al fremtid.

I samme omfang er det første der slår mig selvfølgelig hvor flot HZD tager sig ud sammenlignet med Nintendo's "last-gen" udkast. Der er ufattelige detaljer på alt, naturen ligner virkelig natur, og alle områder man bevæger sig rundt i er kunstværker, og PS4'en arbejder på højdrift for at kunne levere det så overbevisende som muligt. Den overdrevne lyssætning, de ekstremt gennemførte vejreffekter, og de små touches alle steder gør virkelig det her til et af de flotteste spil jeg har set i nyere tid. IMO giver det selv Witcher 3 voldsomt baghjul, og min første tanke var "jeg ville ønske Zelda så så godt ud". En blanding af samme detaljegrad, og den unikke visuelle stil i Zelda ville have været fantastisk.

Men jo mere jeg spiller det, jo mere bliver jeg også i tvivl om hvor godt det ville fungere. Verden er flot, men også meget rodet og overgroet. Det er en generelt anden fornemmelse at bevæge sig rundt i HZD, som egentlig helt generelt minder mig om hvordan mange andre spil af denne type er, og det får mig til at sætte pris på hvor meget overblik jeg har i Zelda. Alene det faktum at du ikke behøver en minimap i det, og altid kan orientere dig ved at kigge på de landmarks der befinder sig rundt om dig, er noget flere spil i genren burde tage til sig. Når man bevæger sig rundt i Horizon er det svært at fokusere på enkelte ting i verden, man overser nemt ens mål, og i kamp kan det blive rigtig forvirrende, især når diverse blomster, træer, osv. pludselig popper op foran kameraet og står i vejen for det hele.
Generelt bliver det hele hurtigt ekstremt rodet i kamp. Jeg havde virkelig svært ved at gennemskue styringen, da man, især under kamp, skal holde styr på et utal af forskellige knapper og funktioner samtidig, og HUD'et er placeret på en måde der ser ud som om det tager højde for 25% overscan, og konstant er i vejen for udsynet. Kameraet er zoomet meget tæt ind på Aloy, mens fjenderne hopper rundt over det hele, og hvis du er i kamp med flere på én gang, kan du være helt sikker på at blive angrebet fra blinde vinkler.
Jeg synes faktisk det er besynderligt at spillets (robot)kampe har fået så meget ros. Men det er noget der godt kan blive bedre senere i spillet, når man får låst op for flere evner, og forhåbentlig i større grad kommer til at fokusere på enkelte store fjender, i stedet for de mange grupper af små.

Der hvor spillet til gengæld virkelig brillierer, er den verden man render rundt i. Det er ikke ligesom Zelda hvor der er reelt nyt spil-indhold at finde over det hele, på det punkt minder det så vidt jeg kan se 100% som Ubisoft-modellen med forskellige typiske aktiviteter (f.eks. tårne, bandit camps, cauldrons (små dungeons), infected areas (dræb alle fjenderne)) som er spredt rundt tilfældigt gentagende gange rundt omkring på kortet.
Men til gengæld virker alle områderne virkelig nøje designet med henblik på setting og indlevelse. Der er som nævnt virkelig mange detaljer, og overalt man går er der spændende ting at kigge efter, ting som man nemt kunne overse når man bare rider hurtigt gennem det hele. Små eller store hints omkring hvad der har været forskellige steder, den gang der var store byer over det hele, og hvis jeg ikke tager helt fejl, er verdenen også fyldt med små indirekte hints til begivenheder der højst sandsynligt bliver uddybet som en del af plottet.

Det er iøvrigt en ting spillet slipper virkelig godt fra. Der er virkelig en stor kontrast mellem de reelt set to forskellige settings - den aktuelle stammekultur med deres interne stridigheder og spændende personligheder er virkelig velgjort, og fuldstændig "played straight", dog uden at være alt for tørt. Samtidig er der hele den underliggende teknologiske fortidsverden, som der er rester af over det hele, og som tegner et billede af en noget mere "ulødig" computerspilsagtig setting, der mest af alt minder om noget taget ud af Turok.

Det er svært at vide hvor meget af det man finder der reelt set har betydning hvad det angår, men jeg synes allerede jeg har nået at se mange virkelig interessante ting i spillets verden der virkelig fik mig og ham jeg spillede det hos til at spekulere hvor langt ned "the rabbit hole goes", og nogle ting der kunne tolkes som easter eggs efterladt fra udviklerne, kunne nemt vise sig at være af en større betydning end man skulle tro. Jeg har flere teorier som alle er baseret på diverse klichéer og tænker at mindst et par af dem højst sandsynligt kommer til at holde stik. Jeg er i hvert fald spændt på hvor langt de tager den del af historien. Det er reelt set kun guerillas vilje til at gå full cheese der sætter begrænsningen for hvor meget det udvikler sig, så jeg undgår spoilers og håber at de ikke har nogen hæmninger. :) Som min kammerat sagde forleden dag: "hvis man laver et spil med robotdinosaurer, der tager sig selv helt vildt seriøst, graver man lidt sin egen grav".

Det er helt typisk for spillet og genren, at går man hen til et story punkt før tid, er det enten på blokeret eller fuldstændigt tomt:



Er regelbrud af den slags man normalt render ind i konstant i lineære cinematiske spil, hvor man lige pludselig ikke kan gøre det, de lige har sagt man kan gøre, fordi alting partout skal udfolde sig på samme måde hver gang. I "sandkasse spillene" giver det en ekstra flad fornemmelse, fordi de ofte slår sig op på, hvor fri man er til at gøre hvad som helst. Som en sidebemærkning håber jeg virkelig at det nye Zelda er rammebryderen her..

Noget andet der giver lidt en pap følelse er dele af deres arkitektur, som er virkelig flot, men på ingen måde funktionelt. Jeg optog nogle forskellige eksempler under min gennemspilning og her er et af dem (er fra anden halvdel af spillet og selv om det er fra verdenen og ikke en historie mission, vil nogle måske anse det som SPOILERS):

http://youtu.be/yp3O7HGw_1k

Skal man forestille sig at vagterne bliver fløjet ind i helikopter og sænkes ned i reb? At de i deres tunge rustninger kravler op af væggen om morgenen og hopper ned om aftenen? Bruger de stiger? Det er hvad jeg kalder kulisse arkitektur :)

Jeg kunne selvfølgelig aldrig finde på at straffe spillet i en vurdering for det sidste - der er trods alt grænser for, hvor detaljerede spil kan være - men regelbrud er en af mine helt store kæpheste. Hvis man først introducerer at spilleren kan udføre en handling, så skal der dælme være en god grund for at fratage ham/hende muligheden uden forklaring. Er det et easter egg/secret, hvor man fx kan hoppe i gennem en væg, der lige pludselig ikke er en væg, giver det god mening. Det er bare sjældent tilfældet i de eksempler jeg snakker om her.

Den samlede oplevelse har sat sig så stærkt at jeg de sidste par dage er gået tidligt i seng. Ikke siden Super Mario Galaxy har et spil fjernet motivationen til at påbegynde et nyt.

Normalvis husker jeg bedst irritationsmomenterne fra de spil jeg gennemfører, men denne gang er min opfattelse kun blevet mere positiv.

Hvis jeg vil spille mere af samme slags, hvor går jeg så hen? Historie, kamp og udforskning, skal være af samme høje kvalitet, men derudover betyder setting intet.

Jeg vil faktisk sige Far Cry 4 har den bedste historie og mere interessant geografi. 3 får oftest mest ros men det er som regel fordi folk var skuffede over, at gameplayloopet var det samme.

Hint: Sørg for at finde alle noterne på kortet som fortæller hvad der skete i fortiden. Det gør en meget stor forskel for hvor fed historien er.

Derudover, hvis du er til god bue-action, så kan de to seneste Tomb Raider spil anbefales. De er semiopenworld metroidvanias.

quad, din smag ser ud til at minde om min. Er du ogsaa gaaet doed i Fallout 4, saa?

Hvad siger I til kampene - er der variation og mulighed for at eksperimentere med forskellige taktikker?

Det lyder nemlig som et meget kampfokuseret spil - hvilket er fint hvis kampene føles forskellige, og hvis man kan lege lidt med kampsystemet. Så hvis ja, får spillet nemlig måske en chance :)

Lyder godt. Så får det lov til at blive på listen ;) Takker.