Del 1 (efter ca. 16-17 timer. Del 2 bliver nok en del kortere - der er mere at skrive om i starten).
Jeg er gået semi-kronologisk og spoiler-frit frem og uddyber gameplay osv. når det giver mening - så kan både Bede/folk der har prøvet spillet, og folk der ikke kender noget til spillet, forhåbentlig få noget ud af det.
*****
Ok, så man skal opklare et mord og er igen The Avatar. Det passer godt til dels et open world RPG og dels til et spil, hvor man kan interagere med stort set alt. The Avatar er dig som spiller og en slags helt der kan rejse fra nutiden og virkeligheden til spillets verden, Britannia.
Den middelstore by Trinsic er første område. Et ganske charmerende sted, hvor man kan tulle rundt og begynde opklaringen af mordet, tale med indbyggerne, flirte med barpigen osv. Ja, tag den Bioware, i 1992 kunne man også "romance" i sine spil. Jeg ved dog ikke endnu om det får effekt, da det er mere subtilt end "press A for sex/marriage". Generelt virker både NPC'er og dialog ret langt fremme for et RPG fra 1992 og holder stadig godt i dag.
Det er desuden forfriskende med at spil, hvor man ikke kæmper en eneste kamp de første tre timer - eller det lader det til at man *kan*, men jeg fik ikke behov for det. Man kan også forsøge at stjæle sig til alt, men jeg valgte at være en mere hæderlig borger, på nær når jeg blev træt af at være fattig (éns party æder fanme konstant). De første 14 timer havde jeg faktisk kun været i kamp ca. fem gange, og alle kampe var hurtigt overstået. Men mit indtryk er, at der sagtens kunne have været meget mere kamp i mit eventyr - jeg havde mest været i og omkring byer, og naturen er betydelig mere farlig.
Men at man kan spille som jeg har gjort siger lidt om hvor anderledes et spil det på mange måder er, både i 1992 og nu. Faktisk har min tilgang til spillet føltes som 60% RPG og 40% adventurespil indtil videre (dog med mere udforskning og snak end puzzleløsning). Kampsystemet vidner også lidt om, at kamp ikke behøver være hovedfokus - man kan indstille det til at fungere 100% automatisk. Bliver interessant at se, om man så kan klare stærke fjender. Stilmæssigt føles spillet som et WRPG med en slat JRPG - det har både seriøsitet og fjollethed. Den farvestrålende grafik og dele af musikken har nok også lidt at sige, ligesom at graden af kompleksitet mht. selve RPG-systemet hverken er direkte vestlig eller japansk.
Også i 1992 var RPG-påklædningen et emne.
To af de tre ting U7 er mest kendt for er døgnrytmen og interaktive omgivelser. Og ja man kan interagere med 95% af spillet - tage eller flytte ting, tænde/slukke stearinlys, bage brød og en del andet. Jeg ved dog ikke endnu hvor meget af det som får større betydning. Døgnrytmen kan være lidt irriterende, da man skal vente på at butikker åbner, og der er så vidt jeg kan se ikke en "rest-funktion", så man må bruge en seng eller transportabel 'bedroll' og vente ad den vej.
Den tredje er "Virtues" - efter Ultima III var Richard Garriott træt af hadebreve fra forældre, som mente, der var for meget vold i Ultima-serien. Og satanisme. Og alt mulig andet de mest udledte af ikke eksisterende skjulte meninger. Garriot kunne dog godt se, at både Ultima-spillene og andre tidlige RPG'er mest bare handlede om at hakke på monstre. Så i U4 fra 1985 indflettede han et system med 8 dyder, inspireret af hinduismen, man som spiller kunne følge. Faktisk skulle man gøre det for få noget ud af spillene - man blev fx straffet hårdt for at stjæle eller ikke give til Britannias fattige - hvorfor han i U7 nedtonede det til mere valgfrit system, hvor de 8 dyder blev til 3 værdier, som den spirituelle sammenslutning i spillet The Fellowship er tilhænger af. The Fellowship er et vigtigt element i historien, og spillets manual er skrevet som var det en form for biografi skrevet af en de tre grundlæggere. Sådan hang tingene så smukt, og ikke mindst detaljeret sammen, i starten af 90'erne, når man fandt på spil.
Andet fra 90'erne kan også mærkes. Jeg kan rigtig godt lide, at der ikke er quest-log og quest-markers - det passer glimrende med mordgåden men også til åbne RPG'er generelt. Det er IMO noget moderne spiludviklere har misforstået nødvendigheden af. Men det virker her især fordi man aldrig er helt på bar bund. Man har således en relativt klar fornemmelse af, hvad der er main- og side-quests, og personerne kommer jævnligt med diskrete tips. Dog er det bøvlet at skulle hoppe ud af spillet og skrive noter, men man kan evt. installere mod'et Exhult, der giver mulighed for at tage noter direkte i spillet.
Andet er gammeldags eller finurligt på en måde jeg bedre kunne undvære. Eksempelvis skal du købe et ur før du kan tjekke tiden når du vil, og en sekstant for at kunne se din position på kortet. Der er også ting der kommer i kategorien "hverken godt eller skidt", fordi det øger stemning og indlevelse, selvom det gør livet en anelse mere besværligt.
Største irritation indtil videre er, at mange skilte er i fåkking runer. Godt nok længe siden jeg var viking. Så man skal frem med manualen, tage noter eller huske hvor tingene er (der er intet bykort). Generelt er UI og kontrol på grænsen - det minder lidt om i dag, men mange aspekter er også ret old school. Man vænner sig dog til det meste. For at afslutte det "tekniske", så hakker spillet rigeligt, vi taler vel typisk ca. 10-20 fps afhængigt af område (dog nogenlunde stabilt). Det løser ikke problemet at allokere mere CPU til DosBox, så jeg antager, at Origin bare pressede grafikmotoren i bund (lidt googling hinter også mod dette). Det kan gå, fordi det ikke er et actionspil, men det kan godt irritere.
Lidt af det hele - naturen, mit party, en by og middelalder-skrald.
De sidste par timer fik jeg smagt på min første dungeon og lidt mere af naturen. Det betød også en del mere kamp. Ikke overraskende var det halvsvært - sikkert fordi jeg ikke har brugt 'trainers' en eneste gang, og det er den måde man forbedrer karakterernes stats på. Men det var til at klare. Med et party på fire skulle ingen af fjenderne have mere end få slag - og selvom nogle af spillets old school-manérer kan være lidt trættende, giver det også medrivende episoder, som da jeg i halvmørket, efter at have brugt min sidste fakkel, måtte famle mig frem fra bål til bål og fjende til fjende.
Min foreløbige vurdering er, at spillet er godt, charmerende og småjanky. Næste gang: Bl.a. mere om kamp, spilverdenen og historien.
Kort video der giver et glimt af interaktionen og gameplayet:
https://youtu.be/w4mwTA0jujc