Life Is Strange

Er der nok afrunding i den første episode til at det er værd at spille nu, frem for at vente på alle fem dele? Og har de sat datoer på de næste afsnit eller er det ligesom Kentucky Route Zero hvor det kommer, når det kommer?

Afrunding var måske det forkerte ord. Var nok mere en enhedsfølelse jeg tænke på, på samme måde som et godt tv serie afsnit sagtens kan være en tematisk helhed med afsluttede pointer, selv om det overordnede plot kører videre i baggrunden. At der allerede er lidt forløsninger denne gang var det jeg fiskede efter, så jeg køber det med det samme og prøver det, når jeg engang bliver færdig med det alt for lange Dragon Age: Inquisition. Tak for svaret :)

Jeg tror det må være nogen analytikere der er kommet til den konklusion, for det er de mest forkerte mennesker.
Jeg har aldrig mødt nogen der har sagt at de ikke vil spille et spil fordi hovedpersonen er en kvinde. Det giver mening at det er Square Enix har set sig ud over dét, når man kigger på hvilke spil de ellers har succes med.

Det ville give mere mening at analysere det til at den brede befolkning hellere vil have action spil end point n click spil, hvorfor en publisher nok ikke ville investere voldsomt i det, hvilket Square heller ikke har, når man kigger på den grafiske stil.

Jeg håber ikke, du betegner 75-77/100 som 'temmelig lunkent' ;)

Så gik jeg igang i lørdags. Det er egentlig første gang jeg går i gang med et episode-delt narrativt spil, men jeg burde have gjort det tidligere, for det passer ret godt til mine spil-vaner.

Kan godt lide den grafiske non-naturalistisk stil. Det giver spillet noget personlighed og muligvis mulighed for at engagere sig mere i historien (fordi naturalistisk grafik ofte står overfor en mere hård eksamen).

Der er tydeligvis et par rough edges. Lip syncing som overhovedet ikke passer, og lidt non-adaptiv dialog som, f.eks., ikke tager hensyn til at man gør de samme handlinger to gange efter hinanden.

Det er tydeligvis heller ikke svært i sine puzzles (i episode 1, i hvert fald). Formentlig et bevidst valg, for så narrative spil ødelægger historiens progressionen, hvis spilleren sidder for meget fast.

Mest af alt et sympatisk, modent spil, som jeg mindst under en kult-succes. Tænkte også...

I Project Zero styrer man en female protagonist, som bruger kamera. I Beyond Good & Evil styrer man et female protagonist som bruger kamera. Og i LIfe is Strange ... you get the my point.

Anden episode klaret

Klart lidt mere gameplay end første afsnit, med de to rewind-challenges, men også en opdagelse af præcist hvor store konsekvenser der er i spillet.

SPOILER-TEKST:
Det er bedst at spille når man har tiden tik at klare en episode i et træk.

Uha, sammenlignet med de andre meget modne walking sims, jeg har spillet i år, så har den første times tid godt nok været en pine at komme igennem her. Det kan stadig nå at blive mere interessant, men jeg er for gammel til teenage highschool-drama, hvis det ikke er udført enten meget mesterligt eller meget, meget plat.

Jeg spillede første kapitel færdig, men umiddelbart planlægger jeg ikke at fortsætte med det. Settingen giver mig virkelig intet.

Det er helt forkert, at her ikke er nogen lovprisning af dette spil, så den kommer nu.

Rent subjektivt har dette været en af mine største spiloplevelser, og jeg husker kun få gange at have været så påvirket af et spil - eller noget andet medie, for den sags skyld. Efter lidt googling kan jeg se, at der er rigtig mange der har det på samme måde, og værre til - selv nu, et par år efter det først udkom.

"Post-game depression" synes at være et almindeligt forekommende fænomen, og folk tackler det ved at gennemspille adskillige gange, skrive fan fiction om figurerne, få tatoveringer fra spillet, besøge lignende byer i Oregon, tage kontakt til gamle venner, begynde at fotografere eller tegne. Jeg har læst om flere, der har taget deres liv og valg op til overvejelse.

Dér er jeg slet ikke, men bare dét, at et spil kan have den påvirkning, er imponerende og bekræftende.

Det er ellers nemt nok at være kynisk overfor Life Is Strange. Selv uden at komme ind på de klare spiltekniske mangler, så er det oplagt at pille historie, figurer og virkemidler fra hinanden. Al den køren rundt i følelser, sorg, ulykke og glemte bardomsminder, er utroligt manipulerende, og så åbenlys, at det er svært at tro, at det kan virke.

Men det virker i høj grad. Sikkert ikke på alle, men det virker på mig, og tusinder af andre lidelsesfæller. Måske skal man have oplevet nogle af de ting, spillet handler om, på egen krop. Der er i hvert fald mange følelser her, som jeg genkender og husker. Hvilket bringer mig til min primære pointe.

Alt for få spil handler om noget som helst. Jeg vil først og fremmest rose Life Is Strange, for virkelig at handle om noget rigtigt. Udover lige overfladen med tidsrejser og mordmysterie, så er her aktiv dødshjælp, mobning, selvmord, venskab, identitetskrise og andre store emner, som de færreste ville røre i et spil. Og her er alt gennemsyret af det.

Jeg sidder tilbage med en voksende følelse af, at det har været alt for let for udvikleren Dontnod, at påvirke så mange og så meget, for der er ikke noget i spillet, der er udpræget intelligent, dygtigt eller originalt udført. Men rationelt må jeg jo bare konstatere, at blandt de tusindvis af spil jeg har spillet, så er der praktisk talt ingen andre, der har formået at gøre noget tilsvarende.

Så derfor lovprisning af Dontnod og Life Is Strange, for med enkle midler at have skabt den største spiloplevelse, jeg har haft i denne spilgeneration - selvom jeg er sikker på, at mange herinde ikke vil få det samme udbytte.

Ja, det er de underligste ting, der kan blive voldsom kult i dag. Jeg ville gætte på, at mange af de vidnesbyrd, du har læst, er fra relativt unge, der bedre kan relatere til settingen. Men det er selvfølgelig gisninger. Den ærgerlige indpakning og det dumme tidsrejsecrap ødelagde det i hvert fald helt for mig.

Derudover er jeg enig i det med, at spillet handler om "noget", og hvor positivt det er. Det var nok også derfor, jeg var så vild med de andre walking sims, jeg spillede sidste år.

Det kan godt tænkes. Jeg stoppede efter episode 1.

En fortsættelse er lige annonceret.

En lille video fra teamet, hvor de bl.a. nævner at det første spil har solgt mere end 3 millioner eksemplarer:
https://www.youtube.com/watch?v=YoVni44YBtE