På SSKT11 træffet opstod der en stemning omkring SplatterHouse, som mindede meget om arcade-dagene, hvor der var en helt speciel blanding af konkurrence og samarbejde omkring spilleautomaterne, fordi alle gerne ville hjælpe hinanden til at blive bedre til spillet, og samtidig gerne ville have highscoren.
Desværre lykkedes det aldrig, på trods af en større indsats, at gennemføre spillet på én credit.
Da dette træf nærmede sig, var jeg meget i tvivl, om stemningen kunne findes igen, men lysten til at nå igennem spillet vandt, og jeg skrev til Slk486, om han kunne lokkes til at medbringe sit arcadeboard igen. Som I kan se i tråden, vidste jeg dog ikke om dette ville ske, men til min store glæde, havde det faktisk fundet vej til SSKT12.
Selv om der ikke var helt så mange omkring spillet denne gang, var det stadig fedt, og vi fik igen snakket en del om spillets kvaliteter, og hvordan det er et af de spil, som ser lette ud, hvis de bliver spillet af én, der kan finde ud af det, hvor man får sin røv med hjem i en pose som nybegynder.
På nær nogle enkelte cheap shots, der kan læres, er spillet dog fair, så når man lærer mønstre, timing og præcision, er spillet ren og ufortyndet arcade glæde.
Allerede fra starten kunne jeg mærke, at det gik markant bedre end sidst, hvor vi kun nåede til næstsidste bane på det bedste run. Vi skiftedes lidt med at prøve at 1cc det, og efter få forsøg, stod vi ansigt til ansigt med Captain Mozarella (jeg fik vist sagt at det er hans officielle navn, men det passer ikke. Så vidt jeg kan se, hedder han "Hell Chaos", men det andet lyder federe). Hans lede lapper var dog for meget for mig, og så skulle pladsen inddrages til Charlie's Cirkus.
Vi flyttede til et andet fjernsyn, som selvfølgelig også lige skulle indstilles med farver, lys og kontrast, da stemningen i spillet kræver det helt rigtige look.
Endelig lykkedes det at gennemføre spillet, men efter en del high-fives, kom vi til at diskutere, om spillets sværhedsgrad var blevet sat ned, for normalt havde man vist ikke seks hjerter fra starten...
Nå, vi fandt servicemanualen frem, og fik sat spillet i service mode, hvor diverse indstillinger kan foretages. Vi fik sat spillet til at køre helt med standardindstillinger, hvilket betød en sværere sværhedsgrad :O
Ganske rigtigt startede man nu kun med fire hjerter, ligesom maksimum kun var fem nu (man kan optjener et hjerte mellem banerne), og da det var jo kun var med nød og næppe, at jeg gennemførte spillet på easy, havde jeg ikke de store forhåbninger om at klare det.
Men... I første hug blev spillet endnu engang gennemført på én enkelt credit, men denne gang på samme vilkår som på grillbaren i sin tid!
Efterfølgende kom flere hen og snakkede om spillet, og skulle lige prøve selv, hvilket er super fedt, for man kommer hurtigt til, kun at bemærke de fejl, man laver, hvor de mange strategier og tricks kommer frem, når man hjælper andre, mens de spiller. Det fede ved de gode gamle singleplayer-spil er, når man kan opnå en slags coop, på denne måde. |