Spec Ops: The Line

Eksempelvis da man første gang dræber amerikanske soldater. Ens kammeraters reaktion er virkelig fed, og man oplever for første gang at den her oplevelse bliver anderledes.

Derudover er det virkelig rart endeligt at få lov at spille en karakter, hvor det at man dræber i hundrede vis, faktisk har en effekt på ens psyke, at de med andre ord behandler den dissonans, der altid er i spil. Ligeledes er det et godt greb, at ens hold tvivler på de beslutninger ens karakter tager, der er selvfølgelig den bagside, at beslutningerne bliver taget i cutscenes som regel, og ikke af spilleren, men den pris der betales af alle, synes jeg er en befrielse at se.

Et element der generede mig en del var, at de takedowns man laver, foregår meget meget voldeligt allerede fra starten af. Jeg synes der burde have været mere modvilje, og knap så meget splatter-macho over det. Jeg er klar over at de bliver mere smadrede, jo længere man kommer, men det kunne måske have startet på 1 og taget den til 10, fremfor at starte på 5, så at sige. Det er en detalje, men sådan en som desværre bliver hængende.

Under alle omstændigheder er det her et spil, der faktisk påvirkede mig. Jeg vil ikke være så banal at sige, at jeg begyndte at tænke på at krig er skidt, det behøver jeg ikke spil til, men man blev sat i en anden humørtilstand efter at have spillet det.

Der er masser at diskutere, jeg synes måske Apocalypse Now-inspirationen er for tydelig, hvilket tit sker i spil, som om man endnu ikke kan forstå hvor langt man skal lade sig inspirere, og hvornår det bliver kopi. Jeg synes de valg der tages for én er tvivlsomme til tider (fosforfesten), men kan godt se argumentet for.

Jeg synes faktisk, at de take-downs er alt for brutale fra start. Hvis de havde karakter af mercy killings, eller noget mere nedtonet ville det være mindre skærende. Dertil synes jeg også, at det første holy fuck-moment over at man skyder sine egne, undermineres ved at man også her kan lave de her supervoldelige take-downs. Havde det mere været noget med ambivalens, og gru over ens egen handling (se væk, "fuck no"), eller desperation så var jeg helt med.

I øvrigt er det også interessant, at jo mere fucked man bliver, jo mere afspejles det også i verden. Øjne på plakater følger én, ting på vægge er væk mår man ser tilbage osv. Det at bruge en utroværdig fortæller er interessant, og forholdsvis vellykket.

Jeg synes det er et ok argument at kaste på bordet, det med gameplay-intention-historie, om det holder vand kan jeg ikke overskue, men det er nok ikke forkert at de har været bevidste om det. Spillet er jo heller ikke dårligt, og nogle af de scriptede events er ret flotte.

Ja det er et valg, men resultatet af det valg er stadig ude af trit med de reaktioner min karakter udviser i cutscenes, på samme sted i spillet. Jeg er klar over at det er en lille ting, men jeg synes ikke de har argumenterne til at overbevise mig om, at der ikke kunne være gjort mere her. Men lad det nu ligge, jeg synes det er interessant at det udvikler sig, og at det er noget spillet tolker på. (Hov det slår mig, at takedowns kan være "nødvendige", hvis du slår en modstander ned så dør han ikke, og så skal du enten skyde eller lave takedown, og der er det vel hip som hap, plus billigere at lave takedown).

Jeg har læst i et interview, at forfatteren/designerens intention var at insinuere at man dør, men at det kan tolkes på flere måder. Skal jeg være hård, synes jeg det er direkte banalt med den slags greb med at man spiller videre mens man er død. Den slags ting kan man antyde, men jeg synes det er langt mere raffineret hvis den tvetydighed og upålidelighed, samt selvfølgelig allestedsnærværende tilstand af at er fucked, følger én i spillet. Vægten, også i den ganske fine epilog, mangler, synes jeg, hvis resten er limbo. Ligesom gruen og hovedpersonens ødelagte psyke er langt mere interessant hvis det er virkeligt.

Faktisk blev jeg lidt skuffet over at læse det, fordi døden er så definitiv, og det andet; den mentale instabilitet, er langt mere flydende og dermed også gør at der kan stilles spørgsmål til alt.

Anyway... det er jo også kun et plus at man kan snakke om et spil på den her måde!

Ja, det med at deres intention er at man skal forestille at være død går også lidt imod en anden ting de har sagt, nemlig at når spillet fader til hvidt, så hallucinere Walker. Det er virkelig interessant at gennemspille spillet igen og så ligge mærke til de steder hvor det sker og hvor det ikke sker.

Det er også her jeg syntes det er på sin plads at rose spillets længde. Moderne skydespil er godt nok korte i forhold til slut 90'erne, men det gør mig faktisk ikke noget mere. Især fordi at et spil med visuelle tricks som dette, hurtig kunne ende ud i situationer hvor det blev voldsomt genbrugt. F.eks. i situationen hvor man bliver angrebet af en heavy i et mørkt rum med blinkende lys, hvor han skifter plads med de mannequin figurer der er i rummet. Det er et virkeligt fedt trick, men kun et trick der egner sig til at blive vist én gang.

Faktisk var jeg klar til at sige at multiplayer i spillet også var lavet dårligt med vilje, men udvikleren har selv sagt at det er noget lort fordi udgiveren tvang dem til at lave det, da det er en obligatorisk checkbox man åbentbart SKAL udfylde når man laver et spil nu om dage. Det er dog fedt at det endelig er kommet ud, da det har været under udvikling meget længe

Jeg mener faktisk at efter at man dør, så fader ting ud i sort, og at udvikleren har sagt at det er et tegn på, at man er død.

Jeg mener at der med det flammende tårn, der fader det til sååårt.

Jeg lagde slet ikke mærke til det med takedowns. Brugte dem også kun 2-3 gange udover den ene gang, hvor det var en QTE.