 Sumez | Skrevet 04/01-12 09:50, rettet 04/01-12 12:14 | Jeg vil gerne nominere tre meget forskellige albums denne gang...
Stendeck – Scintilla
Stendecks "Sonambula" var et af mine yndlingsalbums i 2009, og allerede to år efter et han tilbage med endnu et ligeså genialt album. Meget det samme, men stadig rigtig flot. Drømmeagtig og tung elektronisk instrumental musik, som jeg kan lide det. Hver eneste nummer er godt, og der er 17 af dem! Meget repræsentativt for et af mine absolutte yndlings-labels, Tympanik Audio.
http://www.youtube.com/watch?v=Iz_hzSE41S0]Track: Catch The Midnight Girl[/LINK]" target="">Track: Catch The Midnight Girl
Of The Wand & The Moon - The Lone Descent
Danske OTWATM bryder ud af deres neofolk-rammer, men følger stadig alle klichéerne. Som sædvanlig forstår Kim Larsen og hans crew dog at vise vejen for andre i stedet for blot at følge den blindt. Det nye album er mere åbent og melodisk, med elementer af shoegaze og 60'er-folkrock. Jeg var vildt imponeret til deres koncert i Pumpehuset tidligere i år.
http://www.youtube.com/watch?v=yfwm9fbYJxs]Track: Immer Vorwärts[/LINK]" target="">Track: Immer Vorwärts
This Morn' Omina - L'Unification Des Forces Opposantes
Tribal-kongerne TMO afslutter deres 2CD-trilogi (dvs. 6 hele cd'er i alt) med et brag af et dobbeltalbum.
Denne gang er der ikke en "technoside" og en "ambientside", men blander stilarterne smukt hele vejen igennem.
Nogle af de mere stille numre står lidt i skyggen af de absolut fænomenale "club-numre", der findes på dette album, og jeg har allerede flere gange formået at fylde dansegulvet med numre som The Rûach of God og Nigunnum.
http://www.youtube.com/watch?v=lDnJpAxvSro]Track: Iboga (skip evt. 4:30 ind i nummeret hvis man er utålmodig :))[/LINK]" target="">Track: Iboga (skip evt. 4:30 ind i nummeret hvis man er utålmodig :)) | Spis sundt og tro på dig selvSpiller nu: Gravity Circuit, Bonze Adventure
|
|
 Core | Skrevet 04/01-12 17:26, rettet 04/01-12 17:33 | Jeg har haft det vildeste musikår. Næsten alle favoritterne har spyttet plader ud, og stort set alle leveret. Derfor er det også svært at begrænse sig, så her kommer hele møllen (eller...det meste af den i hvert fald):
1.
Machine Head: Unto The Locust.
Først Halo og nu Locust, jeg mistænker Robb Flynn for at spille mere X-box end mig. Meget længe ventet, og ventetiden har bestemt ikke været forgæves. Den står en smule tilbage for forgængeren (The Blackening), men på trods af det, leverer "Locust" så meget mere, end "your average metal-album" alligevel. Superfed old-school Trash-metal, fra verdens fedeste eksisterende Trash-band (Pantera kommer jo aldrig til at ske igen). Helt fantastisk plade, bakket op af en supersprød koncert i Amager Bio.
Tip til Konsolkongen: Deluxe-versionen indeholder også et Judas Priest-cover.
En favorit herfra, mens titelnummeret kan findes i bunden: http://www.youtube.com/watch?v=WOr-012mxm0
2.
Dream Theater: A Dramatic Turn Of Events.
Prog-kongernes nyeste. Nu med ny trommeslager.
Som helhed er pladen endnu et mesterværk, fyldt med gode melodier, og ekstremt velspillende musikere. Jeg selv savner Portnoy (gammel trommeslager) rigtig meget, men er slet ikke i tvivl om at Mike Mangini (den nye) lever op til hans renommé. Hans spillestil er dog ret langt fra Portnoys, og jeg foretrækker helt klart Portnoys mere "tunge" lyd. Helt fantastiske instrumentale passager som altid. Glæder mig meget til koncerten d. 27.
Fantastiske (og ret lange) Breaking All Illusions: http://www.youtube.com/watch?v=UhQKol7PFzA
3.
August Burns Red: Leveler.
Tungt, avanceret og sært tiltrækkende.
Jeg ved ikke helt i hvilken genre ABR hører hjemme. De spiller tungt, men også meget progressivt. De er melankolske af helvedes til, men også ekstremt hurtige til tider. Either way, er Leveler er album der i den grad leverer. Tjek den lækre brug af akustisk guitar, distortionsolo og manisk vokal i Internal Cannon: http://www.youtube.com/watch?v=0G13JalPB1Y&ob=av2e
4a.
Devildriver: Beast.
Lettere skuffende udspil fra devildriver.
Men selv på deres dårlige dage, leverer de tonstungt Groove-metal, der aldrig sætter farten ned. Aggresivt, hurtigt, tung og fyldt med attitude. Også bakket op af en fed koncert, faktisk samme show som Machine Head.
Tunge og meget lækre Black Soul Choir: http://www.youtube.com/watch?v=NlRtG9ls3Ig
4b.
As Blood Runs Black: Instinct.
Andet udspil, og stort set med helt nyt lineup. Stilen er dog bevaret, og de nye drenge har i den grad styr på det. ABRB spiller en fed blanding af Grindcore, Black- og Speedmetal, men fletter nogle superfede og meget atypiske breakdowns ind i hele balladen. Meget tungt, men også rigtig fedt.
Jaja, her kan man med sikkerhed snakke om samplet stortrommer, men det lyder SÅ fedt, sluk ikke før du HAR hørt riffet ved 1:17: http://www.youtube.com/watch?v=a-kVEtUSYXA
5a.
Unearth: Darkness In The Light.
Unearths lyd er fuldstændigt uændret fra tidligere.
Vokalen hænger stadig gevaldigt (hvis du spørger mig), men bakkes op af en helt fantastisk guitarist, og et band der kan finde ud af at følge med. Mere fokus på melodi, men hvor jeg dog ville ønske at de droppede forsøgene på skønsang og ballader.
Guitarlir for alle pengene: http://www.youtube.com/watch?v=D0bx8mK4Amk
5b.
Winds Of Plague: Against The World.
I-dit-fjæs-metal!
Doom/Goth/Death-metal blandet med New Yorker-hardcore, og pyntet med Wrestler-attitude og Nu-metal-tendenser. Mærkelig cocktail, der virker helt fantastisk. Dette er deres tredje plade, og egentlig føles det som om, at de går et skridt ned for hver album. Men deres unikke lyd, kan kun findes hos dette ene band, og Against The World ligger stadig langt over middel.
Strength To Dominate...coming up, tjek evt. selv California, hvis du savner New Yorker Hardcore-delen: http://www.youtube.com/watch?v=aSRAagtKQFM
5c.
Otep: Atavist.
Otep er et levn fra Nu-metal-dagene.
Men deres enormt aggressive stil, går lige i hjertet på mig, og jeg mener at Atavist muligvis er bandets/hendes bedste plade hidtil. Oven på to meget skuffende udspil, er det fedt at høre at Otep, nu gerne vil være "rigtig" tunge igen. Og de irriterende digte med lyde, er heldigvis ved at være helt afskaffet.
PMS-NU-DEATH: http://www.youtube.com/watch?v=40pT1211uag
Endnu flere plader, jeg syntes er alt for fede:
Children Of Bodom: Relentless Reckless Forever.
COB leverer igen en superlækker plade, der dog ligner COB som de lød på den sidste...og den forrige...og den før den. Og jeg er ærlig talt ved at være lidt træt af Laihos vokal. Stadig spiller de dog helt fantastisk, og det er imponerende så dygtige, så unge musikere kan være. Også hjulpet på vej, af en ret fed koncert i Vega.
Adele: 21.
Helt fantastisk søndagsplade. Hvis nogen kan have undgået at høre Adele ved et tilfælde, er det en præstation i sig selv. Så jeg føler ikke at nærmere info er nødvendigt.
Suspekt: Elektra.
Som alle deres andre plader, er dette både Suspekt når de er bedst, og Suspekt når de er værst. Som før en 50/50-fordeling af dansksproget Hip Hop-numre der enten er fuldstændigt utiltalende eller helt fantastisk indbydende.
Trivium: In Waves.
Et band der tydeligt udvikler sig for hvert album. Vokalen er bedre på den tunge del, men skønsangen hænger stadig. Triviums sans for melodi, er dog meget imponerende.
Chimaira: Age Of Hell.
Tungt og lettere simpelt smaddermetal, der dog nu forpurres en smule af forsøg på skønsang (Hold Op Med Det, Tak). Heldigvis hærger skønsangen ikke alle numre, og der er flere numre der leverer den vanlige fede Chimaira-lyd.
Massive 2011-skuffelser:
LOC: Libertiner.
Fy for satan, det er godt nok ringe. Jeg ved at man ikke skal skælde en kunstner ud for at udvikle sig, og popularitet og salg viser jo at mange godt kan lide det, men det her elektro-pop-cirkus er bare ikke grunden til at jeg hører LOC. Jeg ved godt at jeg måske basher, en publikumsfavorit, men jeg ville ikke hade denne plade så meget, hvis ikke det var fordi at jeg er så begejstret for hans første 2-3 albums.
Illdisposed: There Is Light (But It's Not For Me).
Jeg undres i den grad, over hvad der pludselig gik galt for Illdisposed. Deres forrige var for mig overraskende fed, og pludselig blussede en gammel flamme op igen for Illdisposed i min verden. Men det her makværk, kan de stikke skråt op. En bizar Fear Factory-agtig leg med elektroniske elementer, der bare slet ikke holder.
Machine Head: Locust | Spiller nu: Mass Effect 3, Twisted Metal (2012), SSX (2012)
|
|
copyright Play:Right 2002-2024